Var der madglæde i vandet?

Madglæden kan man få med hjemmefra. Men desværre er der ingen opskrift på, hvordan den kan fremelskes.

Sarah Skarum Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

»Så ved man da, at man ikke er blevet forbyttet,« sagde min lillebror, da jeg ringede til ham nytårsaften, og vi talte sammen længe om en marmeladetragt og dens fortræffeligheder. Han havde fødselsdag, som han altid har nytårsaften, og jeg ringede for at ønske tillykke og høre, hvordan dagen var forløbet og resten af planerne. Vi var nogenlunde lige begejstrede for hans gave og måske også for, at han ikke var forbyttet, selv om risikoen for det er små; han er født hjemme i mine forældres seng.

Men vi taler også virkelig meget om mad i min familie og min kæreste griner altid, når jeg ringer til de andre, når de har fødselsdag, for når jeg har sagt tillykke og var det en god dag, hvilket tager et minut, spørger jeg altid »hvad har I fået at spise?« og det taler vi så om i et kvarter. Min søster, der er kok, insisterer på, at kørvel er godt til meget, og jeg er skeptisk. Min ene bror, der bor på kollegium, har en madklub med en ven, hvor de afprøver Heston Blumenthal-opskrifter, mens den anden bror mindes det år, mine forældre tog på ferie og efterlod de to små med en oksemørbrad, en kniv og udsigt til bøffer hver aften i en uge.

Min mor har de sidste par år købt røremaskiner til fire ud af fem børn og er vist ved at være nået turen rundt med kødhakkere til alle. Vi giver hinanden kogebøger, skåle og kaffekværne, og da vi fire ud af fem søskende og min mor og koner, kæreste, børn og stedbørn var på ferie sammen i sommer, var der voldsomme diskussioner om hvilke forretter, der skulle bestilles, hver aften. Nogle prøvede at spille »jeg er storesøster, jeg har ret«-kortet, andre blev sure og hvislede »møgunge,« når de blev underkendt, mens endnu andre kastede »livretskortet« på bordet og satsede på medlidenhed, men når alle retterne endte på bordet, blev der stille. Indtil nogen spurgte min søster, hvilke krydderurter hun troede, der er i. Og hvordan man mon kunne lave det selv.

 Jeg ved ikke, hvorfor det blev så ekstremt. Måske fordi min mor lavede meget mad, da vi var børn. Alting var hjemmelavet, og jeg har aldrig f.eks. fået færdigkøbt brød hjemme, før jeg flyttede hjemmefra. Måske fordi hun fulgte sæsonerne så benhårdt, at jeg bare sad og drømte om agurk på min madpakke, og en af min families skrækhistorier er den om dengang min far, der er dyrlæge, fik færdigretter fra slagteriet, hvor han kontrollerede, i julegave. »Kartoffelmosen, det var som at spise savsmuld rørt op i vand,« siger vi til hinanden og himler med øjnene. Også nogle af dem, der ikke var født endnu. Måske fordi min græskfødte mormor lavede fantastisk mad og middage, der var som en kærlig ring af ild om familien, der spiste. Måske fordi min far havde en holdning til råvarer. Kun hente mælk hos landmænd, der var dygtige. Kun købe kød hos dem, der behandlede dyrene ordentligt. Måske fordi måltidet var der, flokken var samlet hver dag. Jeg ved det ikke, jeg kan ikke give en opskrift.

Jeg ved bare, at det er en gave at synes, at det er sjovt at lave mad, når man nu skal spise hver dag – og at have fire søskende, der bliver ved med at gide dele den begejstring. Også bare for en marmeladetragt.