Utilgivelige idioter har kastet et negativt skær over alle de ordentlige mænd

På horribel vis er det lykkedes at etablere en historiefortælling om, at vi mænd ikke er gode til at tage os af børn og er nogle voldsglade bavianer, skriver Mads Christensen.

Mads Christensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

»Mænd er meget nemme at gøre glade. De skal bare have mad og sex, så er de tilfredse.«

Sådan kunne man læse forfatteren og livsoraklet Suzanne Brøgger forklare sig forleden i Jyllands-Posten.

»På horribel vis er det lykkedes at etablere en historiefortælling om, at vi mænd ikke er gode til at tage os af børn.«


Suzanne Brøgger er ubestridt en af vor tids største forfattere, og med sin meget lange livserfaring i bagagen må man formode, at hun ved, hvad hun taler om, omend det i mine øren skurrede og snarere lød som noget, der kunne være sagt i Kanal 4s »De Unge Mødre«.

Jeg betragter med undren og med ærgrelse, hvordan der igen og igen, hen over hovedet på os mænd, fortælles historier om, hvad vi er for nogle størrelser. Forvanskede og forkerte udlægninger, myter og gamle rygter.

Det er mere end ofte således, at de kvinder, der er bedst til at tale om ligeværd, ligeberettigelse og ligemageri, også er rigtig gode til at nedgøre og forfladige mænd. Er man prokvinder, er det som metode helt comme il faut at være antimænd.

Når disse mandemyter får lov at stå uimodsagt, så bider de sig gradvist fast som en slags alternativ sandhed.

Vi vænner os til dem.

Vi mænd finder os i dem.

Nå? Gør vi det?

Mænd er chauvinister, de bryder sig grundlæggende ikke om stærke kvinder, og hvis de i det skjulte kan modarbejde en kvindelig kollegas avancement på arbejdspladsen, så gør de det …

Nå? Gør vi det?

Mænd rotter sig sammen i old boys' networks og sætter ved hjælp af glaslofter hindringer i vejen for kvinders vej til bestyrelsesposterne.

Nå? Gør vi det?

Mænd vil egentlig helst bestemme. De synes, kvinder skal vaske tøj, føde børn og lave mad.

Nå? Gør vi det?

Mænd har ikke brug for skattefinansieret psykologhjælp, når de udsættes for vold i hjemmet.

Nå? Har vi ikke det?

Mænd gider ikke holde barselsorlov, de er faktisk lidt ligeglade med deres børn.

Nå? Er vi det?

Mænd bærer rundt på en uhensigtsmæssig voldskultur, bliver det fortalt igen og igen.

Ingen mænd tager tilsyneladende til værdigt genmæle – ikke nogen, jeg har lagt mærke til i hvert tilfælde, og så rodfæstes sådan en historie stille og roligt. Mange af os mænd trækker måske på skuldrene og tænker: »Nå ja, det gør vi måske. Ikke lige mig personligt, men vi som køn … Ja, det gør vi måske.«

Tallene taler et klart sprog. Mænd er massivt overrepræsenterede i voldsstatistikkerne, i kriminalitet. Vi fylder fængslerne til bristepunktet, og der er helt sikkert en masse kvinder, der finder sammen med en stodder, der så kvitterer med terror, trusler og vold.

Forfærdeligt.

Den kedelige virkelighed

Men i den lidt mere kedelige virkelighed, som selvfølgelig ikke har den store appeal til aviser og medier, er det jo indlysende, at langt de fleste mænd er ordentlige, anstændige, hensynsfulde, empatiske og søde mænd. Laaaaaangt de fleste mænd manøvrerer gennem livets skærfyldte farvand uden nogensinde at hæve næven i vrede eller lægge hånd på et andet menneske.

Jovist, der er nogle fjolser derude, som hurtigt løber tør for ord og argumenter og så lader knoerne tale, men det er et forsvindende fåtal.

Det er ikke, som vi mænd er flest.

Jeg opponerer således. Vi mænd bærer generelt IKKE rundt på en voldskultur!

Mænd er latente pæderaster og børnepillere!

Nå? Er vi det?

Vi bryder os ikke om, at mænd skal passe vores børn.

Ikke usædvanligt er det en historie, jeg jævnligt hører fortalt. Mange mødre tænker formodentligt better safe than sorry, og i praksis bliver det så således, at vores børn afleveres til og opdrages i et stærkt kvindedomineret institutionssystem.

Ifølge BUPLs egen statistik udgør mænd kun seks procent af pædagogerne i børnehaverne. I vuggestuerne er vi helt nede på sølle 2,5 procent.

Det tror da fanden, tænker jeg. Hvis mænd mere eller mindre systematisk mistænkeliggøres i institutionsarbejdet.

Når der uimodsagt indføres stærkt diskriminerende retningslinjer for overvåget bleskift eller de seneste absurde regler, som i mange institutioner forbyder mandlige pædagoger at samle et grædende barn op, kramme det og trøste det ved sit bryst.

Næ tak … Kald hellere på en kvindelig pædagog … Better safe than sorry.

Intet har ændret sig

På horribel vis er det lykkedes at etablere en historiefortælling om, at vi mænd ikke er gode til at tage os af børn. Dette båret af et forsvindende, men forfærdeligt fåtal af overgrebshistorier, hvor utilgivelige idioter har kastet et negativt skær på alle de ordentlige og gode mandlige pædagoger ... Og vi finder os i det.

Historien fortælles alt for ofte uimodsagt. Øv!

Forfatteren Jannie Helle skrev i sit lille oversete mesterværk »Mand dig op mand«:

»Det er ikke i orden at være mand, det er ikke velset. De må selvfølgelig gerne være til stede i hjemmet, på arbejdspladsen, i sociale sammenhænge, i politik, i samfundet som sådan … Men samtidig er det ikke i orden. Der er en udefinerlig mistroiskhed i omgivelserne mod deres køn.«

Det var i 1979 … Hun kunne have skrevet det i går!

Men OK, hvis bare vi får fedtet rotten og noget at æde, så er vi jo glade.

LÆS MERE