Unges valg af nyhedskilder på internettet »maner til refleksion« hos kulturministeren

En ny rapport fra Kulturministeriet viser, at flest unge nævner sociale medier som kilde til deres nyheder på internettet.

På baggrund af undersøgelsen mener kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) blandt andet, at public service-medier skal styrkes. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De 15-24-årige nyhedsbrugere læser formentlig ikke med her.

69 procent af den aldersgruppe nævner nemlig sociale medier som kilde til deres nyheder på internettet, og det er dermed den mest nævne kilde til nyheder i den aldersgruppe.

Tallene stammer fra rapporten »Internetbrug og sociale medier«, som Kulturministeriet står bag på baggrund af tal fra Kantar Gallup/Digital Life Content 2020, der er baseret på 2.197 onlineinterview med et repræsentativt udsnit af danskere i alderen 15 til 75 år, som bruger internettet.

Det »maner til refleksion«, at sociale medier er unges primære kilde til nyheder. Det siger kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i pressemeddelelsen om rapporten.

»Sociale medier er kanaler, der underlagt meget lidt regulering, og som vi har meget ringe demokratisk indflydelse på. Men de er blevet infrastrukturen i mange danskeres nyhedsforbrug. Derfor er vi nødt til at regulere de sociale medier bedre fra politisk hold. Regeringen har med det udspil om sociale medier, der blev fremlagt 15. august, taget første skridt mod at beskytte børn og unge, når de færdes på de sociale medier, og vi skal have de sociale medier til at tage mere ansvar. Og så er det vigtigt, at vi styrker public service, så vi som borgere har adgang til troværdige nyhedskilder,« udtaler kulturministeren.

Blandt hele befolkningen mellem 15 og 75 år nævner kun 42 procent sociale medier som nyhedskilde på internettet, og gruppen, der i mindste grad siger, at de bruger sociale medier som nyhedskilde, er de 71-75-årige, hvor kun 12 procent nævner sociale medier.

Den mest populære nyhedskilde på internettet blandt befolkningen mellem 15 og 75 år er tv-stationernes hjemmesider, som 53 procent nævner som nyhedskilde.

Udover ovenstående viser rapporten, at 90 procent af danskerne over 12 år har en profil på mindst ét socialt medie. Heraf er Facebook klart det mest populære, da 88 procent af danskerne, der har en profil på et socialt medie, har en profil på Facebook.

Tallene stammer fra Gallups Social Media Life-undersøgelse, der blev foretaget i uge 41-44 2020 ved hjælp af 2.060 onlineinterview.