Undervisere på Det Kongelige Akademi bakker nu de studerende op i kritik af ledelsen

Først var det de studerende. Nu retter flere undervisere også en skarp kritik mod ledelsen på designuddannelsen på Det Kongelige Akademi, som de kalder »egenrådig«, og som de anklager for at ville uddanne generalister på bekostning af dybde. Dekan på designuddannelsen Mathilde Aggebo kan ikke genkende kritikken.

Flere undervisere på Det Kongelige Akademi bakker nu op om de studerende i deres kritik af ledelsen. »De er meget langt væk fra gulvet, og hvad der foregår på skolen,« siger en af underviserne. Niels Ahlmann Olesen

I vinterferien sendte en række studerende på designuddannelsen på Det Kongelige Akademi et brev til skolens ledelse, hvor de rettede en vidtrækkende kritik mod deres uddannelsesinstitution. De klandrede ledelsen for at negligere designuddannelsen, ignorere de studerendes utilfredshed og prioritere undervisningen forkert.

Nu bakker flere undervisere på Det Kongelige Akademi de studerende op i deres kritik af ledelsen på uddannelsen, som de kritiserer for at nedprioritere kunstneriske og håndværksmæssige fagligheder til fordel for en mere akademiseret uddannelse.