Ugens trendsætter: Smartphonen er en digital popcornskål, vi ikke kan styre

Læge og forfatter Imran Rashid har udskrevet informationsfrihed på recept, elsker teknologi og har et had/kærlighedsforhold til Facebook. Han er aktuel med bogen »OFFLINE«, der netop er udkommet i England.

h
Imran Rashid har skrevet bestselleren »Sluk« – Han vil lære danskerne digital etikette og give børnene deres barndom tilbage. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Hvordan gik du fra at være læge til at blive den digitale verdens Emma Gad?

»Det startede i sommeren 2011, hvor jeg som nyuddannet speciallæge deltog i DM i bordfodbold og kom til at stå side om side med en ingeniør i datateknologi. Jeg delte min undren med ham over det danske system, hvor en patient i Danmark skal opsøge sin læge personligt for at få hjælp, når jeg nu kunne være læge for hele min familie i Pakistan over Skype. Han var straks inde i min tankegang, og vi talte om mulighederne for at skabe en cyberbaseret lægepraksis.

»Den store eksistentielle udfordring er, at der er så stor diskrepans mellem hvad, der er godt for et menneske, og hvad der gavnligt for en virksomhed «


Min far er købmand, så jeg har hans handelsgener og har altid været entreprenant. Og så har jeg altid haft en kæmpe tech-fascination. Jeg var en af de første 100 mennesker i Danmark, der fik en smartphone. Jeg skød en million kroner af mine egne penge ind i at skabe virksomheden »Chatter-Bay« i 2012. Ideen var at forene styrkerne ved Skype og ebay for så at sælge viden og konsultationer på nettet.

Desværre havde vi baseret virksomheden på en teknologi, som Steve Jobs dræbte året efter. Det var dyre lærepenge. Men da jeg stod i Googles hovedkvarter, indså jeg, at der var andre måder at opfylde sit lægeløfte end ved at hjælpe en patient ad gangen. Teknologien gør, at du kan nå ud til mange flere mennesker med information – ramme bredere med specifik viden. Så min mission blev, at jeg ville lære at ordinere teknologi. Jeg købte en lægepraksis i 2013 og brugte den som mit laboratorium.«

Techindustrien har opdaget, at mennesker kan manipuleres, og det udnytter de i store stil, mener bogaktuelle Imran Rashid. Fold sammen
Læs mere
Foto: LINDA KASTRUP.

Hvad brugte du laboratoriet til?

»Da jeg startede som praktiserende læge med en digital idé, var det to kerneproblemer, som jeg ville adressere. Jeg ville gøre det nemmere at få adgang til lægen, og skabte derfor platformen videodoktor. Og så ville jeg se på hele compliance-problematikken: At patienten ikke tager medicinen, som lægen foreskriver den. Det handler især om at ændre folks adfærd, så de husker at tage deres medicin.

Jeg opfandt en p-pille app, og på 10 dage havde 15.000 kvinder downloadet den. Den havde nogle børnesygdomme, så kvinderne skrev masser af mails og var engagerede forbrugere. Der kunne jeg se, hvordan man med teknologien kunne nå ekstremt mange mennesker på kort tid, og netop derfor fik jeg et kæmpe ansvar. Privathospitalet Hamlet (Nu Aleris-Hamlet, red.) kontaktede mig og ville gerne have mig som videodoktor, læge og teknologiudvikler. Der sad jeg så som innovationschef i næsten to år. Og det var der, at jeg gradvist indså, at der var fællesnævnere mellem teknologien og de problemer, lægerne reparerede på hos os mennesker.«

Hvad var det for en kobling du opdagede?

»Jeg havde så mange patienter, der klagede over stress, søvnløshed, uro og depression. Mit nøglespørgsmål til alle, der havde et af de symptomer, blev: »Hvad gør du på daglig basis for at give hjernen en pause«? Hvis ikke de kunne svare på det simple spørgsmål med et svar som: »Jeg løber, jeg går en tur, jeg læser godnathistorie for mine børn«, eller »jeg hugger brænde i mit sommerhus«, så vidste jeg, at der var et link til deres teknologiforbrug. Der var en patient, der klagede over, at han vågnede hver nat kl. 3 og ikke kunne sove. Men det viste sig, at han i virkeligheden havde udviklet en afhængighed, hvor han midt om natten lå og læste alle de amerikanske mediers opdateringer om valget mellem Trump og Hillary. Løsningen på hans problem var enkel. Jeg ordinerede informationsfrihed. Jeg udskrev helt konkret en recept, hvor der stod: »Du må ikke mere følge den amerikanske valgkamp«.«

Hvordan opstod ideen til din bog »SLUK«, når du var så optaget af digital formidling?

»Da min datter på syv år spurgte mig, om hun måtte få en smartphone. Jeg vidste ganske enkelt ikke, hvad det rigtige svar var. Ingen kunne oplyse mig om, hvad langtidskonsekvenserne er af at sætte strøm til et barns hjerne på den måde. Som læge ville jeg aldrig udskrive en pille uden at kende den konsekvenser. Det var så påfaldende, at det var der ingen, der vidste. Så jeg måtte selv finde ud af, hvordan hjernen er designet, og hvordan teknologien påvirker den. »Sluk« er nået ud til over 15.000 danskere herunder statsministeren, Christian Stadil, Mads Langer, Prins Joachim og Merete Riisager. Det interessante er, at der fuld opbakning fra begge sider af de politiske blokke til at gøre noget. Alle kan se, at problemet er der. Men det er et felt, hvor alt er nyt. Lidt på niveau med hvad vi vidste om sund mad for 50 år siden. Den store omfattende opgave lige nu er, at vi skal have samlet konkret viden og omsætte den til guidelines på samme måde, som vi har det i forhold til kost, rygning, alkohol og motion.«

Vores ukritiske tilgang til teknologien er et af tiden store problemer, mener Imran Rashid. Fold sammen
Læs mere
Foto: LINDA KASTRUP.

Hvorfor er det dårligt at bruge den teknologi, vi nu en gang har til rådighed?

»Det er jo ikke teknologien som sådan, der er er problemet. Det er vores ukritiske brug af den. Vi er nødt til at at dele vores forbrug op. Der er et bevidst og formålsstyret forbrug af tech. Det er, når vi bruger en lommeregner, søger efter viden eller ringer til et andet menneske. Men så er der det lystbetonede og ubevidste techforbrug. Det bliver stimuleret af den tech, der er konstrueret til at underholde og tilføre spænding til en kedelig situation. 90 procent af de ting, vi gør i løbet af en dag, er vaner og rutiner, fordi det er for krævende, hvis vi skulle tænke over alle vores handlinger såsom at børste tænder, snøre sko og køre på arbejde. Det er nemmere bare at gøre, som vi plejer. Og det er der, at udfordringen ved at have en evig digital popcornskål ved hånden, opstår.«

Men hvorfor er den vane så svær at bryde?

»Techindustrien har opdaget, at mennesker kan manipuleres. Når jeg holder foredrag, opfordrer jeg altid forsamlingen til at tænke på det vigtigste i deres liv. Ingen tænker på deres telefon, alle tænker på relationer. Techindustriens »big five« (Amazon, Google, Facebook, Twitter og Apple, red.) er de mest værdifulde virksomheder i verden. Og de har akkumuleret værdi ved at sælge det, der er meget af, og som alle andre virksomheder gerne vil købe. Vores opmærksomhed. Men når nu mennesket helst vil helst bruge tiden på relationer, så skal de finde måder at distrahere os. Den, der er bedst til at distrahere mennesket, tjener flest penge. Jo mere primitive, impulsstyrede forbrugere du får, jo flere penge tjener du.«

Hvad er det, vi risikerer at miste, når vi forglemmer os i skærmen?

»Den store eksistentielle udfordring er, at der er så stor diskrepans mellem hvad, der er godt for et menneske, og hvad der gavnligt for en virksomhed. Den ukritiske disruption-feber, der satte ind for kun få år tilbage, startede en vild udvikling. Devisen blev: »Stik børnene en iPad, giv dem alt der blinker, ellers kommer kineserne og overtager verden.«

Det blev det vilde www-vesten, en digital guldfeber. Men det, der reelt skete, var ikke en udvikling. Det blev en afvikling af fundamentale færdigheder. Det, der er særligt menneskeligt, såsom at tænke dybt, koncentrere sig, dyrke relationer, den langvarige refleksion, forsvinder. Vi får ikke autentisk stimulation i den digitale verden, og derfor bliver vi emotionelt udsultet. De digitale følelser er dem, vi kan aflæse på en skærm, der siger: »Jeg ved, at jeg har venner.« De ægte følelser siger: »Jeg kan mærke, at jeg har venner.« Det, som vi kommer i bekneb med, er vores relationshormoner. Vi bliver de uvandede planter, der visner.«

Hvad hader du mest ved at være lægen, der råber folk op?

»Jeg griber konstant mig selv i at ryge i samme fælde, som jeg gerne vil hjælpe andre ud af. Jo mere eksponeret du bliver, jo mere er du nødt til at være til stede og kommunikere på de sociale medier. Facebook er min værste »guilty pleasure«, som jeg prøver at få styr på. Der bruger jeg for meget tid. Det er mine digitale popcorn.«