Ugen på kanten: Held og lykke med at være en mand i politik til venstre for midten

Kvinderne har overtaget magten, Morten Østergaard blev kastet under en #metoo-bus, og forskning er blevet et vidt begreb. Aminata Amanda Corr dissekerer den forgangne uge.

»Vi kommer ikke uden om det. Morten Østergaard er trådt tilbage som politisk leder for de Radikale efter at have lagt sin hånd på låret af Lotte Rod og derefter ladet, som om det ikke var ham. Men det var ham, og det gjorde det jo unægteligt lidt akavet, at han inden da fik sagt til os alle sammen, at han havde givet krænkeren en påtale.« Her Østergaard og Rod i 2007. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Stampe/Ritzau Scanpix

Dina Amlund har siden 1. september arbejdet på en ph.d om tykfobi. Hvem Dina Amlund er, vender vi lige tilbage til. Af teologisk fakultets intranet fremgik det oprindeligt, at hun med projektet ville »bevise, at tykfobi er en af de mest gennemgribende og bærende strukturer i vores kultur og samfund, som undertrykker liv og mennesker«.

Til dem, der ikke spotter fejlen, vil jeg sige, at det er helt nyt, at man med forskning nu vil »bevise at« og ikke »undersøge om«. Man kan også kalde det ikke-forskning, og man kan også kalde det aktivisme.

»Jeg føler mig lige så fristet som de fleste andre til at le højt ad dette projekt. Men i virkeligheden er jeg dybt forarget: Hvorfor giver teologi et stipendium til en ikke-teolog? Og til et pseudovidenskabeligt projekt? Det er en skandale,« skrev Liberal Alliance Henrik Dahl på Twitter, og han har en pointe.

Dina Amlund havde ingen kommentarer til sit eget projekt og henviste til sin vejleder, Johanne Stubbe Kristensen, der er lektor i dogmatik. Hun sagde til DR:

»Vores kommunikation har lavet en fejl i den oprindelige nyhed på vores intranet, som Henrik Dahl henviser til. Jeg har nu fået det rettet. Det er en klar fejl. Vores forskning skal ikke ind og bevise noget på den måde.«

Så nu kan vi alle sammen sove trygt i vores viden om, at den frie forskning stadig holdes i hævd. Forskningen skal nemlig ikke ind og bevise noget ... på den måde. Det er selvfølgelig alt for tidligt at sige noget om projektet, da det endnu ikke er i hus, men det er da ikke uinteressant at kigge på, hvad Dina Amlund er for en karakter.

Dina Amlund er erklæret tykaktivist og har turneret med et budskab om, at tykfobi er farligere end overvægt i sig selv.

»Fedtvævet er slet ikke problemet. Det er slet ikke så farligt, som vi har gået og sagt, at det er. Det, som er problemet, er tykfobien og den minoritetsstress, man lever med, når man er andetgjort.«

Sådan lød det fra Dina Amlund, da hun sidste år gæstede programmet »4. Division på P1«. Det var der heldigvis nogle, der satte sig for at faktatjekke.

»Detektor« spurgte en række læger, om Dina Amlund havde ret i, at fedtvævet ikke er et problem, og det havde hun selvfølgelig ikke ret i, da store mængder fedtvæv hænger sammen med type 2-diabetes, hjertekarsygdomme og en liste af kræftformer, som livmoder-, nyre-, bugspytkirtel-, lever- og tarmkræft.

Dina Amlund mente selv, at hendes viden om det ufarlige fedtvæv stammede fra en rapport fra WHO, men det var ikke nævnt med et eneste ord i den pågældende rapport. Senere fandt hun et debatindlæg af en amerikanske diætist ved navn Linda Bacon med samme påstand, som efterfølgende blev hendes kildehenvisning.

Og der er det jo bare vigtigt at huske, at hendes forskning om tykfobi ikke skal ind og »bevise« noget ... på den måde.

Slut med mænd på venstrefløjen

Vi kommer ikke uden om det. Morten Østergaard er trådt tilbage som politisk leder for det Radikale Venstre efter at have lagt sin hånd på låret af Lotte Rod og derefter ladet, som om det ikke var ham. Men det var ham, og det gjorde det jo unægteligt lidt akavet, at han inden da fik sagt til os alle sammen, at han havde givet krænkeren en påtale.

Morten Østergaard lignede på mange måder allerede en, der godt vidste, at han havde jokket i spinaten, da han af Ekstra Bladets Brian Weichardt blev stillet spørgsmålet: »Kan en person med Lotte Rods sag blive minister?«

Her fik Østergaard sit helt eget Uffe Elbækske »Avavdvavdedejrkdlavsj«-øjeblik. Og det var også crazy, det her. Med angstsved drivende ned af ansigtet fik han sagt:

»Det er … Har jeg … altså, den sag håndterer vi, som vi … Øh … Har haft praksis for … Der er ikke … Nogen basis for konsekvenser af den karakter, som du taler om der.«

Så langt så godt. Det gik efterfølgende som det måtte gå, når man kommer til at love i pressen, at man har givet en påtale til en unavngiven person, og den unavngivne person er en selv.

Heldigvis stod Sofie Carsten Nielsen meget klar i en pink blazer til at overtage og lade, som om hun absolut ingen aktier havde i sagen eller i øvrigt havde kendskab til noget som helst om, at Lotte Rod selv havde bedt Østergaard om at holde tæt.

Og den model kan vores statsminister måske tage ved lære af. Det kan nemlig være, at Mette Frederiksen holder på Jeppe Kofod, fordi hun er bange for, at hvis hun erkender, at også hun udviste dårlig dømmekraft, så kan det falde tilbage på hende selv. Men i så fald kan hun jo være helt rolig. Hvis Sofie kan lade som ingenting, så kan Mette vel også.