Ugen på kanten: Havfrue- og affaldsfordomme samt en enkelt EU-dom

Collage: Wunderkind Fold sammen
Læs mere

Den forgangne uge har vist, at ungdommen er helt forfærdelig – som den alle dage har været. For de ældre generationer er ryddelighed nemlig særdeles væsentlig, ikke mindst når det kommer til hedonistiske musikfestivaler målrettet unge.

BT kunne fyndigt fastslå, at Roskilde Festival »forvandler fornuftige unge mennesker til små svin«, og i Jyllands-Posten forklarede debattøren Ahmad Mahmoud, at han havde set voldsomt frem til festivalen. Men ak, »glæde og forventning blev hurtigt erstattet af forfærdelse og foragt«, da han så bjergene af affald.

I Berlingske skrev Tom Jensen, at affaldskulturen i 80erne var helt anderledes, fordi man dengang tog sine telte med hjem, så de kunne holde til utrolig mange sæsoner. Hvilket måske i højere grad skyldtes, at telte var dyrere, end at festivalgæsterne var mere ryddelige.

»Det er måske blot et spørgsmål om tid, før normerne på Roskilde Festival minder mere om Hvidovre end om Woodstock.«


Det sidste kunne et par billeder af fotografen Henrik Lund Sørensen måske tyde på. Billederne blev delt på Facebook og viser et koncertområde fra festivalens andet år, 1972, der også forekommer overordentlig rodet, selv om antallet af besøgende dengang var blot 15.000 mod 100.000 i år, og gæsterne fra dengang må antages at være i bedsteforældrealderen i dag.

Desuden rydder en stor del af nutidens festivalgængere faktisk grundigt op efter sig på særlige campingområder, og kombineret med den kendsgerning, at de yngre generationer både er mindre stordrikkende og mindre promiskuøse end deres forældres generation, er det måske blot et spørgsmål om tid, før normerne på Roskilde Festival minder mere om Hvidovre end om Woodstock, hvorefter alle må antages at være glade.

Lidt mindre sterotypt

I det store udland har debatten raset om en kendt dansker, der for en gangs skyld ikke er Margrethe Vestager. Det er derimod den lille havfrue fra H.C. Andersens eventyr af samme navn, som Disney i en animationsfilm fra 1992 portrætterede i form af den skandinavblege og rødhårede Ariel (i eventyret har hun faktisk ikke noget navn, men er blot den yngste af havkongens seks døtre).

De seneste par år er Disney gået i gang med at genindspille klassiske tegnefilm med rigtige skuespillere omgivet af en hel masse computeranimation. I den nye udgave af »Den Lille Havfrue« vil titelrollen blive spillet af den 19-årige sangerinde Halle Bailey, der er af afroamerikansk herkomst og derfor ikke helt matcher H.C. Andersens beskrivelse af havfruen, hvor det fremgår, at »hendes hud var så klar og skær som et rosenblad, hendes øjne så blå, som den dybeste sø«.

Valget af en sort skuespiller til rollen som havfrue afstedkom derfor en del polemik, ikke mindst på amerikanske sociale og mere traditionelle medier, hvor flere mente, at det var helt urimeligt, at en skandinav blev portrætteret af en farvet kvinde.

Imidlertid har Disney allerede taget sig så rigelige friheder med det oprindelige eventyr, der faktisk slutter med, at havfruen dør i stedet for at leve lykkeligt til sine dages ende med sin udkårne prins, så mon ikke fortællingen også overlever en hovedperson med en lidt anden kulør.

Mere pudsigt er det dog, at det synes at være den selvsamme meget vakte og politisk korrekte brigade, der tidligere brokkede sig over, at skandinaviske Nikolaj Coster-Waldau spillede egypter i filmen »Gods of Egypt«, og den ikke-asiatiske Scarlett Johansson spillede japansk cyborg i »Ghost in the Shell«, som nu er begejstrede over, at den lille havfrue får et look, der er meget lidt stereotypt skandinavisk.

Vejsidebomben

Ugen blev rundet af med noget så opbyggeligt som en kendelse fra EU-Domstolen, som flere danske politikere har kaldt en vejsidebombe. Domstolen afgjorde nemlig, at Danmark ulovligt har nægtet en række indbyggere med tyrkisk baggrund familiesammenføring med henvisning til et såkaldt tilknytningskrav, der blev afskaffet sidste år.

Potentielt kan det betyde, at flere tusinde sager, hvor familiesammenføring er blevet afvist, nu skal gå om. For den nytiltrådte integrationsminister Mattias Tesfaye må den kendelse formodes at være nogenlunde lige så velkommen som en rask omgang ebola, da noget tyder på, at kendelsen primært er gået Danmark imod på grund af dårligt formuleret lovgivning.

Lovgivning, som vel at mærke blev indført under en borgerlig statsminister, men som Tesfaye nu får den tvivlsomme fornøjelse af at skulle balancere hensynet til en stram udlændingepolitik og Danmarks forpligtelser til international lovgivning.

Kan sproget omskabe virkeligheden

Ovre i den mere symboltunge afdeling af integrationspolitikken er der også sket ting og sager, da boligminister Kaare Dybvad Bek har erklæret, at udsatte boligområder fremover ikke længere skal kaldes ghettoer.

I stedet skal de kaldes parallelsamfund.

Og så bliver det interessante selvsagt at se, om sproget kan omskabe virkeligheden, eller om det risikerer at gå den anden vej rundt, som det så tit er sket i historien, hvor et ellers tilstræbt værdineutralt begreb er blevet et skældsord, fordi de fleste mennesker i praksis – retfærdigt eller ej – associerer noget negativt med det.