Tyskland udleverer Kafka-vens stjålne papirer til Israel

5.000 dokumenter er netop udleveret fra Tyskland til Israel. Det er den sidste del af et større arkiv, som forfatteren Max Brod bragte med sig til Israel, og som omfatter papirer om blandt andre Franz Kafka.

Franz Kafka, forfatter (1883-1924) (Udateret arkivbillede). Fold sammen
Læs mere
Foto: Ritzau Scanpix

I tirsdags udleverede Tyskland 5.000 dokumenter til Israel, der omfatter skrifter vedrørende den jødiske forfatter Franz Kafka (1883-1924). Disse 5.000 dokumenter var en del af forfatteren Max Brods (1884-1968) arkiv. Max Brod var Kafkas nærmeste ven, og Brod lovede Kafka at brænde dennes papirer, når han døde. Det gjorde Brod imidlertid ikke. Tværtimod udgav han efter Kafkas død i 1924 flere af dennes manuskripter som »Processen« og »Amerika« og udødeliggjorde dermed sin ven.

Dokumenterne, der nu er blevet udleveret, har ikke så meget med Kafka at gøre, men belyser i højere grad Max Brods omgangskreds og de forfattere, som Brod og Kafkas omgikkes. Brod var selv en original og dygtig forfatter, der var et stort litterært navn i Tyskland.

Franz Kafka selv kom fra Prag, men boede et stykke tid i Berlin, hvor han og Brod blev nære venner. Da nazisterne besatte en del af Tjekkoslovakiet i 1938, flygtede Max Brod til Palæstina og bragte de mange dokumenter med sig. Da han døde, blev det hans sekretær, Esther Hoffe, der fik ansvaret for arkivet med Brods besked om, at de skulle overleveres til en videnskabelig institution.

Det skete imidlertid aldrig. Esther Hoffe beholdt i stedet arkivet og solgte dele af det ved auktioner. Således bortauktionerede hun i 1988 manuskriptet til »Processen« for ca. 14 mio. kr. Nogle af papirerne opbevarede hun i en bankboks i Tel Aviv, andre i Schweiz og andre igen i sin lejlighed i Tel Aviv. Da hun døde i 2008, gik samlingen til hendes to døtre, som dog mistede retten til dem ved en højesteretsdom i Israel i 2016. Domstolen bestemte, at samlingen hørte til i Israels nationalbibliotek.

Men hvordan havnede nogle af dokumenterne i Tyskland? De blev stjålet ved et indbrud i Esther Hoffes lejlighed og endte hos en israeler, der i 2013 forsøgte at sælge dem til et tysk litteraturinstitut i Marbach. Det var samme institut, der havde købt manuskriptet til »Processen« i 1988. Imidlertid sagde instituttet nej tak og informerede Israels nationalbibliotek, der fik den israelske regering til at gå ind i sagen. De stjålne dokumenter dukkede derefter op i Wiesbaden i Tyskland hos en international hælerring, der gjorde sig i falsknerier og specialiserede sig i falske malerier. Imidlertid slog tysk politi i 2013 til mod denne bande, hvorefter Brod-papirerne dukkede op.

De 5.000 dokumenter bliver nu sammen med de andre 40.000 opbevaret i Israels nationalbibliotek.