Tysk bestseller sender kuldegysninger ned ad rygraden - men er en fattig samfundsanalyse

Ines Geipels bog om DDR og hendes egen familiehistorie er blevet en bestseller i Tyskland. Bogen beskriver DDR – ikke som et kommunistisk helvede, men som et nazistisk ditto. Giver det nogen mening at se alt i et nazistisk perspektiv – også nutidig politik?

I 1989 omfavner Sovjetunionens leder, Mikhail Gorbatjov, DDRs leder, Erich Honecker. Kort efter blev Honecker sendt ud i mørket. Kysset er ofte blevet kaldt »dødskysset«, idet Gorbatjov ikke støttede DDRs ledelse, da kommunismen brød sammen i DDR. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ritzau Scanpix

Foto: Bogens omslag.

Vi er vant til at høre den rædselsvækkende historie om Østtyskland. Det er historien om kommunistisk undertrykkelse, hvor DDRs borgere spionerede mod hinanden, og østtyske vagter nedskød borgere, der forsøgte at flygte til Vesttyskland.

Historien om DDR er dog i Ines Geipels bog »Kampzonen – min bror, Østtyskland og hadet« endnu mørkere. For det var slet ikke kommunisme, der prægede DDR, men nazisme, skriver Ines Geipel.

Ines Geipel var topatlet i DDR og flygtede til Vesten i 1989. Hendes verdensrekord fra 1984 i sprint blev skabt ved brug af doping, og hun har selv bedt om, at rekorden blev slettet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Odd Andersen/Ritzau Scanpix.

Ines Geipel er en kendt tysk forfatter og debattør, der voksede op i DDR og drev det til at blive sportsstjerne. Hun flygtede i 1989 til Vesten og efterlod en tung bagage i øst. Hendes morfar var SS-officer og blev sendt til Riga i Letland, hvor han sandsynligvis var med til at myrde jøder. Når Ines Geipel ikke konkluderer, at han var med, er det, fordi de endegyldige beviser mangler, mens indicier peger på, at han var aktiv i blodbadet. Man snakkede dog aldrig om hændelserne under krigen: »Afværgemekanismerne fungerer helt op til i dag.«

Familien boede i Østberlin, og Ines Geipels far blev rekrutteret til at være terroragent for det østtyske sikkerhedspoliti, Stasi. Dette var heller ikke noget, som man snakkede om i familien. Efter kommunismens fald fik Ines Geipel adgang til farens sag i Stasis arkiver, og heraf fremgik det entydigt, at han havde været en effektiv Stasi-agent.

17. august 1962 forsøgte Peter Fechter at flygte til Vesten, men blev skudt af østtyske vagter og døde. Ordren om at skyde for at dræbe kom fra kommunistpartiets øverste ledelse. Ifølge Ines Geipel var DDR ikke et kommunistisk helvede, men et nazistisk. Fold sammen
Læs mere
Foto: DPA/Ritzau Scanpix.

En rød tråd i fortællingen er broderen Robby, som hun havde et nært forhold til, men i bogen ligger for døden ramt af en kræftsygdom. Bogen handler om bedsteforældrenes nazisme, forældrenes forkvaklede liv i Stasi-samfundet og om den skade, som systemet og forældrene forvoldte på en hel generation af unge østtyskere, der voksede op med et had, forældrene udløste over dem.

Det er Ines Geipels påstand, at DDR ikke tog reelt afstand til nazifortiden, men var en del af den. Man påstod ganske vist, at nationen var kommunistisk og antinazistisk, men snart blev samfundet nazificeret:

»I begyndelsen af 50erne var flertallet af de obsternasige gammelkommunister blevet udrenset fra »den nye type parti« og erstattet af gamle og unge nazister.«

Dertil kom, at den ældre generations orientering i retning af »nazismens opdragelsesideologi« gjorde, at familiesituationen ofte var gennemtrængt af had, og at børnene kunne mærke hadet og kulden hos forældrene. Det blev et samfund, der ganske vist påstod, at man havde gjort op med jødehadet, men hvor et nyt jødehad fandt fodfæste i form af »Stalins antijødiske paranoia og Ulbricht-klanens (DDRs mangeårige leder, red.) politiske antisemitisme.«

Ines Geipel tilføjer:

»I Østtyskland blev holocaust ikke engang taget alvorligt. I dag gør størstedelen af den østtyske befolkning det stadig ikke.«

Ud af dette perverterede system voksede med regimets velsignelse, ifølge Ines Geipel, en højreradikal bevægelse, således at der i 1989 var 5.000 aktive nynazister og dertil 10.000 sympatisører.

Som om denne beskrivelse ikke er nok til at sende kuldegysninger ned ad rygraden, så tilføjer Ines Geipel, at forbrydere, medløbere og tilskuere – det vil sige flertallet af tyskere i dette postfascistiske samfund – ubevidst opbyggede en slags krypt, en slags åndeligt alter, for at kunne opretholde deres i nazitiden opbyggede »overlegenhedsfølelse«.

Denne mørke beskrivelse af et nazi-DDR fører Geipel frem til en analyse af nutidig politik. Hvordan kan det være, spørger hun, at der efter genforeningen af de to tysklande skabtes et fremmedfjendsk og nationalistisk miljø i det tidligere DDR, hvis medlemmer hun beskriver som »Hitlers oldebørn«.

Konklusionen giver sådan set sig selv i Ines Geipels bog, idet 50 års diktatur af en sennazistisk aftapning og familieforhold præget af had førte til, at den nye generation, altså Hitlers oldebørn, orienterede sig mod bedsteforældrenes »overlegenhedsfølelse for som skinheads, hooligans eller nynazister at kunne mobilisere sig til voldshandlinger.«

Erich Honecker (nummer tre fra højre), leder af kommunistpartiets ungdomsafdeling, smiler til sine kammerater ved et partimøde i 1946. Han blev i 1971 leder af kommunistpartiet og statsoverhoved fra 1976 til 1989. Ifølge Ines Geipels bog gjorde han op med sine gamle kommunistiske venner og fik en yngre generation af tidligere nazister ind i ledelsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fra bogen.

Hun beskriver de fremmedkritiske bevægelser i Tyskland som det islamkritiske Pegida – Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes – og det politiske nationalkonservative parti AfD – Alternative für Deutschland – og omtaler deres medlemmers mål: »At lukke af, pleje fremmedhad, bryde tabuer.«

Ines Geipel nævner som eksempel en gammel ven fra DDR-tiden, som egentlig var på venstrefløjen, men dyrkede konspirationsteorier, læste om Hitler og ikke havde succes i forhold til kvinder. Altså et ynkværdigt menneske, som valgte AfD-vejen.

»Det er en fattig samfundsanalyse.«


Ines Geipel gør det nemt for sig selv. Nazismen bruges som hovedforklaring på udviklingen af hadfyldte mennesker, der stemmer på AfD eller går med i Pedigas demonstrationer. Der er ikke et ord i bogen om islamisme eller om terrorangreb, der kunne forklare disse nu forhenværende østtyskeres radikalisme. Det er nazisme, der bruges som forklaringsmodel – lidt ligesom da Rasmus Paludan blev gjort til nazist.

Ved at kalde sine politiske modstandere for Hitlers oldebørn insinuerer Ines Geipel, at disse mennesker i virkeligheden er nazister. Men hvem ved, måske er Ines Geipel selv venstreekstremist, som det ofte er tilfældet med personer, der kaster om sig med nazisme som skældsord om politiske modstandere.

Der er intet forsøg på at forstå deres politiske bevæggrunde, kun en kollektiv psykologiseren. Det er en fattig samfundsanalyse og hjælper os ikke til at forstå mekanismerne, der får folk til at søge til yderfløjene.

»Kampzonen – min bror, Østtyskland og hadet«
Forfatter
: Ines Geipel. Oversætter: Jakob Levinsen. Sider: 300 Pris: 300 kr. Forlag: Politikens Forlag.