TV2-direktør stopper: Vil arbejde i bestyrelser

TV2 skal finde en ny direktør, efter at Merete Eldrup har meldt sin afgang.

TV2s direktør, Merete Eldrup, stopper for at hellige sig bestyrelsesarbejde. Det oplyser TV2. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

På et bestyrelsesmøde tirsdag har TV2's direktør, Merete Eldrup, oplyst, at hun ønsker at forlade sin post. Hun ønsker i stedet at forfølge en karriere i bestyrelseslokalerne.

Merete Eldrup har været direktør i TV2 i 11 år.

»Jeg vil gerne stoppe og give TV2-stafetten videre på et tidspunkt, hvor det går godt, og det kan ske i god ro og mag.«

»Og så synes jeg også, at det passer godt for mig selv. 11 år er lang tid, og jeg har tre bestyrelser samt en fjerde mulighed, der dukkede op,« siger Merete Eldrup.

Hun oplyser, at hun bliver på posten indtil en ny direktør er fundet.

Merete Eldrup sidder i bestyrelsen hos blandt andet banken Nykredit, analyseinstituttet Rambøll og forlaget Gyldendal. Hun er oprindelig uddannet cand.polit.

Lennart Sten, hovedtillidsmand på TV2, oplyser, at Merete Eldrups udmelding kom som en "mental mavepuster".

»Vi fik det at vide fem minutter før resten af Danmark. Det var noget af en overraskelse. Folk går stadig rundt og sunder sig,« siger Lennart Steen.

Ifølge tillidsmanden har Merete Eldrup i sin tid som administrerende direktør på TV2 formået at vende en synkende skude til et i dag velfungerende medieskib.

Reaktionerne fra Eldrups kolleger har rørt hende dybt. Hun har mødt flere, der har været kede af, at hun snart forlader TV2.

»Det lyder mærkeligt, men jeg er jo også glad for, at folk er kede af, at jeg holder op, og ikke tænker: godt vi slap af med hende,« siger Merete Eldrup.

Merete Eldrups tid på mediekoncernen har budt på både fyringer og fremgang.

Hun blev direktør i TV2 i 2007. Efter et minus i 2007 på over 210 millioner kroner, blev en spareplan med masseafskedigelser gennemført. Det betød et delvist salg af TV2 Radio.

Siden da har TV2 indført abonnementsbetaling på hovedkanalen, ligesom kanalerne TV2 Fri og TV2 Sport har set dagens lys.

/ritzau/