TV 2 får ny nyhedsdirektør efter #metoo-krise: »Jeg ved, hvad der er værd at bevare«
Ulla Pors Nielsen vil fortsætte arbejdet for en god omgangstone uden sexisme på TV 2s omstridte nyhedsredaktion, og hun håber, at historierne fra den nedlukkede dokumentarfilm ser dagens lys i et andet medie.
Ulla Pors, bliver ny nyhedsdirektør for TV 2, og skal blandt andet sørge for, at TV 2 kommer til hægterne efter en turbulent periode. TV2/Henrik Ohsten
Den 58-årige chefredaktør for TV 2 News, Ulla Pors Nielsen, kan fra i dag kalde sig for nyhedsdirektør med ansvar for TV 2 Nyhedernes samlede nyheds- og aktualitetsdækning på alle stationens platforme, heriblandt TV 2, TV 2 News, TV 2 play og TV2.DK.
En af Ulla Pors’ opgaver bliver at sikre nyhedsredaktionens gennemslagskraft, når danskernes sening flytter fra flow-tv til streaming. Samtidig lægger hun ikke skjul på, at der også påhviler hende en opgave med at restituere TV 2, efter at en advokatundersøgelse åbenbarede en massivt sexistisk kultur på stationen. Undersøgelsen har blandt andet ført til at fremtrædende medarbejdere som Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo blev fjernet fra TV 2s programflade. En dokumentarfilm om #metoo, der blev forberedt af TV 2s dokumentarafdeling, blev stoppet af stationens ledelse, da den viste sig at handle mest om stationen selv.
Balladen om dokumentarfilmen har åbenbaret en intern splittelse i TV 2, og Ulla Pors siger til Berlingske, at hun nu vil arbejde for at få sammenholdet genetableret.
»Jeg vil gå forrest med at skabe en stil, baseret på sammenhold, åbenhed og dialog. Vi skal videre, vi skal være ordentlige, og vi skal være stolte sammen. Vi skal tage fat om de problemer, der er. Vi skal bevare det bedste og lave om, hvor det er nødvendigt,« siger Ulla Pors.
I 2020 fik TV 2, sammen med den øvrige mediebranche, et kæmpestort og højt julefrokost-opråb. Hvis vi ikke tidligere havde opdaget, at der var noget galt, så har vi i hvert fald opdaget det nu.
Ulla Pors, ny nyhedsdirektør på TV 2
Et af hendes første opgaver bliver at besætte de tomme stillinger, der bliver efter hende selv på TV 2 News og efter Jacob Kwon, der er konstitueret nyhedschef, og som skal besætte en stilling som nyhedschef og souschef på TV 2s københavnerredaktion. Samtidig skal hun fortsætte det arbejde, som fire fokusgrupper har lavet i kølvandet på advokatundersøgelsen om sexisme på TV 2. Grupperne har blandt andet set på sexisme og seksuelle krænkelser, kommunikation på arbejdspladsen, herunder hvordan man giver efterkritik.
Kulturændringer på vej
Hvordan vil du sikre dig, at der kommer den kulturændring, som advokatundersøgelsen har påvist, at der er brug for, hvad angår sexisme og hård tone?
»Vi har lavet et stort stykke arbejde, både på koncernniveau og på »Nyhederne«. Vi har set på nye ledelsesværdier, kulturen i nyhederne, der sikrer, at man kommer ind i huset på den rigtige måde, og som også sikrer de mest sårbare medarbejdere, altså de helt unge som freelancere og praktikanter,« siger UIla Pors.
Et tilbagevendende kritikpunkt af kulturen på TV 2, der også er blevet beskrevet i Berlingske, har været de forhold som chefer og ansatte har haft, og som blandt andet blev søgt stoppet af daværende direktør, Per Mikael Jensen. Ulla Pors mener, at TV 2 i den henseende er et »andet sted« i dag i forhold til de historier, der har verseret om stationens fortid.
»Vi er et andet sted i dag, hvad det angår, og der er jo også klare regler, der regulerer den slags. I 2020 fik TV 2, sammen med den øvrige mediebranche, et kæmpestort og højt julefrokost-opråb (Sofie Lindes #metoo-tale, red.). Hvis vi ikke tidligere havde opdaget, at der var noget galt, så har vi i hvert fald opdaget det nu,« siger Ulla Pors.
Hvordan kan du selv være med til at sikre en kulturændring, når du selv har været en del af kulturen i en lang række år?
»Hvis jeg ikke mente, at jeg var i stand til det, havde jeg ikke søgt jobbet. Jeg står selv for en meget åben og holdarbejdende stil. Jeg er personligt engageret i at sikre en ordentlig omgangstone. Og så tror jeg, at jeg kender vores styrker, og ved, hvad der er værd at bevare,« siger Ulla Pors.
58-årige Ulla Pors er en af Danmarks mest erfarne ledere på nyhedsområdet. Hun blev journalistuddannet i 1986, og efter korrespondentjob for TV 2 i USA blev hun redaktionschef hos TV 2 i 1998. Ulla Pors arbejdede fra 2005 til udgangen af 2010 som kanalchef for DR1, og i sine seneste ti år på TV 2 har hun stået i spidsen for især TV 2 NEWS og TV 2s events.
Det er endnu uafklaret, hvad der skal ske med det materiale, som TV 2s dokumentarafdeling fik indsamlet til sin #metoo-dokumentar, men Ulla Pors er enig med sin nyhedschef Jacob Kwon, der forventer og håber, at andre medier vil kunne gøre brug af materialet.
»Jeg håber, at de historier vil komme frem på den ene eller anden måde,« siger Ulla Pors.
Del:
Andre læser også
Kultur
Nu taler TV 2 om sexisme-undersøgelse: Der er kommet en stribe af henvendelser om krænkelser og »hård tone«
Skærm
Kilde fra TV 2s #metoo-dokumentar står frem: »TV 2 forsøger at bruge andre medier til at spinne en mere positiv historie om sig selv«
Kultur
Tidligere TV 2-direktør greb ind over for to nærgående chefer