Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det er ikke ligefrem gået ubemærket hen, at TV 2 i sidste uge havde premiere på dokumentarprogrammet »Herlufsholms hemmeligheder«.
I dokumentaren beretter en række tidligere elever, at der i årevis har været en voldelig kultur med krænkelser og grov mobning på den kendte skole på Sydsjælland.
Den omfattende omtale har også kunnet ses i seertallene. TV 2 Kommunikation oplyser således i en e-mail til fagbladet Journalisten, at ikke mindre end 921.000 har set dokumentaren på tværs af flow-tv og TV 2 Play.
»Herlufsholms hemmeligheder« er dermed den mest sete dokumentar på TV 2 Play nogensinde, og seertallet fortsætter med at stige, oplyser TV 2.
»Dybt påvirket«
Med et seertal, der nærmer sig én million, har programmet om skolen i Næstved også efter alt at dømme overgået en anden af årets mest omtalte tv-dokumentarer.
Da DR i begyndelsen af februar viste »Kandis for livet«, kunne Politiken berette, at dokumentaren var blevet set af ikke mindre end 615.000 seere over premiereweekenden.
Dokumentarfilmen, der fulgte flere inkarnerede fans af forsanger Johnny Hansens velkendte dansktopgruppe, havde dog forinden kunnet opleves i de danske biografer, hvor den fik premiere i september.
Siden »Herlufsholms hemmeligheder« rullede over skærmen, har den sydsjællandske skole været centrum for massiv opmærksomhed, og dokumentaren har da også allerede fået konsekvenser.
Bestyrelsen på Herlufsholm Skole blandt andet har valgt at »stoppe samarbejdet« med rektor Mikkel Kjellberg.
Og i en pressemeddelelse har en »en bred kreds af forældre« til elever på Herlufsholm udtrykt kritik af statsminister Mette Frederiksen (S) og børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) for deres reaktioner på TV 2s dokumentar,
Mette Frederiksen erklærede sig eksempelvis »dybt påvirket« efter at have set dokumentaren, og statsministeren kaldte nogle af episoderne, der bliver skildret, utilgivelige.