TV 2-direktør efter dokumentar: Ledelsen har svigtet

TV 2-direktør mener, at stationen ikke i tide har taget hånd om problem med krænkende adfærd. Hun undskylder.

 
Se traileren til dokumentaren metoo: Sexisme bag skærmen. Den omdiskuterede dokumentar hvor tidligere og nuværende ansatte på TV 2 fortæller om en sexistisk kultur. Video: discovery+ Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En ny dokumentarserie, der mandag har premiere på streamingtjenesten discovery+, afslører en »usund og helt uacceptabel kultur« på TV 2.

Det siger stationens administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, i en pressemeddelelse.

»Dokumentarserien bekræfter, at der gennem en årrække har været en usund og helt uacceptabel kultur på TV 2, og jeg vil gerne anerkende og takke kvinderne. Det er en vigtig historie at få frem, og det har ikke været let for de medvirkende,« siger Anne Engdal Stig Christensen.

11 kvinder står ifølge mediet Journalisten frem i dokumentaren og beretter om en kultur med krænkende og grænseoverskridende adfærd fra mandlige chefer og andre toneangivende mænd på tv-stationen.

Eksempelvis fortæller mangeårig vært Janni Pedersen om sine oplevelser.

»En chef misbrugte sin magt til at forsøge at komme i kassen med mig. Jeg fik at vide, at jeg ville blive fastansat inden for den måned, hvis vi havde sex,« siger hun til Journalisten.

TV 2 igangsatte en advokatundersøgelse for at komme til bunds i sager om krænkende adfærd.

Det var en rigtig beslutning, vurderer TV 2-direktøren, der erkender, at ledelsen har svigtet.

»Udsendelsen bekræfter mig i, at det var en rigtig beslutning at igangsætte en advokatundersøgelse for at komme til bunds i sager om krænkende adfærd på TV 2. Det har været voldsomt, og det er indlysende, at der har været et ledelsessvigt fra TV 2s side,« siger Anne Engdal Stig Christensen.

I en mail til TV 2 går hun skridtet videre og siger undskyld på mediekoncernens vegne.

»Det beklager vi og undskylder for,« skriver hun ifølge TV 2 i mailen.

Anne Engdal Stig Christensen mener, at stationen har handlet for sent i forhold til at tage fat om problemerne.

»Metoo er et strukturelt samfundsproblem, og vi har set det afdækket i en lang række brancher. Fælles for dem alle er, at der er handlet for sent. Det samme er tilfældet her på TV 2, hvor der historisk ikke har været tilstrækkeligt fokus på den usunde kultur,« siger den administrerende direktør.

Advokatundersøgelsen har fået konsekvenser for flere ansatte på tv-stationen, som er stoppet eller har fået andre sanktioner.

I december sidste år blev det meddelt, at tv-værten Jens Gaardbo stoppede på TV 2 på grund af »dårlig dømmekraft« i hans tid som nyhedschef for omkring 20 år siden.

Også Jes Dorph-Petersen er stoppet som vært på TV 2, efter at to tidligere praktikanter har fortalt om krænkende oplevelser med ham for henholdsvis 18 og 20 år siden.

Han er dog selv gået i rette med anklagerne.

Oprindeligt startede dokumentaren i TV 2's hænder for at sætte fokus på metoo på danske arbejdspladser.

I researchfasen kom det dog primært til at dreje sig om TV 2. Derfor valgte TV 2 ikke at fortsætte med dokumentarprojektet, da det ifølge tv-stationen ikke var troværdigt, at TV 2 lavede en undersøgelse af sig selv.

I stedet gik produktionsselskabet Impact tv i gang med en dokumentar om emnet.

/ritzau/