Trump er mangfoldighedens triumf

Mens ungdomsbiseksuelle veganere og gammel-BZere har surmulet i deres ekkokamre, er krænkelsessygen sivet ned gennem samfundet som den eneste trickle down effect, der stadig virker.

Byline Rasmus Karkov Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da feministen Ditte Giese skulle uddele en pris for »ligestilling mellem kvinder og mænd«, blev hun angrebet af en række biologiske mænd og kvinder, fordi hun dermed ekskluderede Queer-teoriens »non-binære køn«, som vist er alle de andre måder, man kan socialkonstruere sit køn.

Lige nu bliver der talt meget om, at falske nyheder forvrænger virkeligheden, men det, man oftere støder på i Danmark, er bevidste misforståelser, som skaber en ægte påståelig harme, der bestyrker éns fjendebilleder og identitet som udstødt anderledes.

For de non-binære var den påtagede indignation over reduceringen af køn til kun mand og kvinde vigtigere end den overordnede ligestillingskamp. Nu peger flere på, at netop de, der konstant kræver validering af deres unikke køn, seksualitet eller etnicitet medvirkede til Trumps triumf.

Kort sagt er den amerikanske venstrefløj splintret af identitetsanerkendelseskrav, der står over fælles mål. En slags del-og-tab-strategi, der eskalerer alle til at kræve særbehandling.

Selvdestruktionen er så tydelig, at enkelte danske venstrefløjsaktivister nu taler om en udstødelsesangst, hvis man ikke kompromisløst underkaster sig en syg tolerancekultur i safespace-miljøet:

»Queer er blevet en kamp om. hvem der er sejest, mest politisk korrekt og intellektuel. (…) Det er mit indtryk, at ingen tør sige noget højt til queer-arrangementer, fordi alle er bange for at blive udskældt og socialt udstødt,« som LGBT-personen Maja Wolfgang skriver på Modkraft.dk.

Det advarede bloggeren Winnie Christiansen allerede mod for et par år siden samme sted: »Jeg tror, man bliver nød til at træde lidt væk fra teoriens verden og se tingene på et jordnært plan; vi kan ikke tage hensyn til alle individuelle behov, hvis individet skal kunne indgå i et fællesskab.«

De fleste af os ser nemlig ikke en mangfoldighed af sorte, brune, queers, Aarhuskøbenhavnere, feminister eller de 37 ekstra køn, som Tinder netop har fået stor ros for at anerkende. Vi ser bare forskellige mennesker. Men mens ungdomsbiseksuelle veganere og gammel-BZere har surmulet i deres ekkokamre, er krænkelsessygen sivet ned gennem samfundet som den eneste trickle down effect, der stadig virker.

Forleden skrev den politiske tænker Mark Lilla i New York Times, at, hvis man som Hillary Clinton bygger sin valgkampsstrategi på at tale inkluderende mangfoldighed til særgrupper som sorte, latinoer, homoseksuelle og kvinder »så har man at nævne alle grupper, for ellers vil dem, man udelader, føle sig overset.«

Hillary glemte den nedre, hvide middel-klasse, som i stedet blev udskammet som racistiske sexister, selv om de nok mest var fortabte. Det var her, identitetspolitikken »fejlede spektakulært« skriver Mark Lilla:
»For indenrigspolitik handler ikke om forskelle, men om det, vi har tilfælles.«

Så måske det er på tide at ophøre med selvretfærdigt at skrige ind i fjæsbogen, at man vil anerkendes som en ultra unik særgruppe, selv om man egentlig bare er et helt almindeligt ualmindeligt menneske.