Troede den var væk for evigt: Sovjetisk indspilning af »Ringenes Herre« dukker op igen

En sovjetisk tv-version af »Ringenes Herre« er dukket op på YouTube efter at have været væk siden 1991.

På billedet Ian McKellen som Gandalf i Peter Jacksons »Hobitten«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Handout/Reuters/Ritzau Scanpix

En sovjetisk tv-version af Tolkiens »Ringenes Herre« er dukket op, efter fans i flere år forgæves har søgt efter den. Det skriver The Guardian.

Tv-filmen med titlen »Khraniteli« (»Vogterne«) kan nu ses på YouTube – eller lige herunder. Den skarpe seer vil hurtigt bemærke, at den sovjetiske version fra 1991 adskiller sig markant fra Peter Jacksons trilogi fra 2001-2004, selvom der kun er ti års forskel.

Soundtrackket har også mere end en snert af østblok, hvilket The Guardian også bemærker. Den britiske avis skriver om musikken, der er skrevet af Andrei Romanov fra rockbandet Akvarium, at den »tilføjer en distinkt sovjetisk stemning til produktionen«.

»Khraniteli« blev angiveligt kun sendt én gang, inden den forsvandt i gemmerne hos Leningrad Television. Nu har arvtageren til den sovjetiske tv-kanal, 5TV, pludselig lagt hele filmen op på YouTube i to dele.

En bruger på russiske World of Fantasy, der skriver om Tolkien-fortolkninger, skriver ifølge The Guardian, at »der burde rejses en statue af den person, der fandt og digitaliserede denne film«.

DR har talt med Lars-Terje Lysemose, der holder foredrag om Tolkien, og som er med i det internationale Tolkien Society. Ifølge ham er det svært at afkode, om producenterne af filmen har ment det alvorligt – og det kan der være en god grund til.

»I Sovjetunionen var man jo ikke synderligt begejstret for Tolkien på grund af fremstillingen af øst og vest, hvor Herredet med hobbitterne var det frie samfund, mens Mordor med de onde var det totalitære øst,« siger Lars-Terje Lysemose.

Faktisk er der også lavet en uofficiel, russisk romanversion, hvor det fredelige konstitutionelle monarki Mordor, der er på randen af en industriel revolution, overløbes af krigeriske og imperialistiske faktioner fra vesten – altså samme historie som »Ringenes Herre«, bare med modsat fortegn.

Udover at more sig over de ret ringe effekter og skuespil i den nu genfundne russiske filmversion af »Ringenes Herre«, er der også en lille skat begravet for ægte Tolkien-fans. En karakter i romanversionen af »Ringenes Herre«, den mystisk mægtige Tom Bombadil, som ikke er med i Peter Jackson-filmene, er nemlig at finde i »Khraniteli«.

Berlingske har gjort arbejdet for Dem, og spolet frem til Tom Bombadil her. God fornøjelse:

The Guardian-filmskribenten Stuart Heritage har nu set hele filmens to timer. Og han mener, at den ikke er uden charme, skriver han under overskriften »Gandalf den Røde«.

»På den bedst tænkelige måde er »Khraniteli« en dybt tvivlsom fortolkning af 'Ringenes Herre',« skriver Heritage, inden han slutter med at kalde filmen »uforglemmelig«.

Måske den alligevel er et kig værd.