Trine Hahnemann: Måltidet er den sidste bastion

Ni millioner britiske TV-seere fulgte med, da kogebogsforfatteren Trine Hahnemann inviterede til sønderjysk kagebord. Måltidet er den sidste bastion, når alt andet er kaos, mener kogebogsforfatteren, der er vokset op i et kollektiv.

Kogebogsforfatteren Trine Hahnemann er i den internationale liga og har gjort nordisk hverdagsmad til sit varemærke. Hun udgiver en ny bagebog 'Brød og Kager - Kærlighed til hjemmebag' i marts. Fotograferet i sit hjem i København Torsdag den 26. februar. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sara Gangsted

Hun er blevet kaldt bundnaiv. Halalhippien der tror, at vi kan ændre verden ved at sætte os til bords og spise på tværs af religion og race.

At vi ved at smage på en anden kultur, dufte til den og være nysgerrig, kan nærme os hinanden og forstå lidt mere af det, vi ikke kender.

Har mennesker måske ikke altid søgt fællesskabet over et måltid mad?

Ikke bare til hverdag og fest, men også som et fundament, en sidste bastion, når så meget andet har været kaotisk og ubegribeligt?

Klima-aktivist og idealist

Det er Trine Hahnemann, der spørger.

Kogebogsforfatter, administrerende di-rektør og indehaver af »Hahnemanns Køkken« med 45 ansatte, der daglig serverer frokost for over 3.000 danskere.

Klima-aktivist, idealist, medlem af ’regeringens styregruppe for fødevarefortælling’. Og aktuel med en mastodont af en ny bagebog på næsten 300 sider, »Brød og kager«, der udkom i England i efteråret. Og som er med på »The Guardians« top-ti liste over årets bedste kogebøger i Storbritannien i 2014.

Herhjemme udkommer bagebogen 23. marts.

Kan man ikke lige komme i tanke om, hvem »Hallal-hippien Hahnemann« er, kan udlandet og især briterne hjælpe.

Da Trine Hahnemann i september inviterede den kendte studievært, Sue Perkins, til sønderjysk kagebord i det populære TV-show »The Great British Bake Off« – den britiske pendant til »Den Store Bagedyst« – fulgte ni millioner seere med.

Jødisk og muslimsk madtradition

Måneden efter var hun gæst hos BBC, efterfulgt af interview i »The Guardian« og »The Huffington Post«. Også andre nationaliteter end briterne er faldet for Hahnemanns skandinaviske madunivers med »Skandinavisk Kogebog«, der er udkommet i 12 lande.

»Vi har en stærk madtradition i Skandinavien med mange ligheder mellem de enkelte lande. Men den jødiske og muslimske madtradition har i særdeleshed meget til fælles,« konstaterer hun.

Trine Hahnemann vender sig om mod bogreolen i sit kartoffelrækkehus ved Søerne og griber fat i kogebogen med titlen »Jerusalem«, der udkom i 2013.

Solgt i næsten to millioner eksemplarer. Og skrevet af to af Hahnemanns venner, israeleren Yotam Ottolenghi og palæstinenseren Sami Tamimi.

Begge vokset op i Jerusalem, Sami i det muslimske øst og Yotam i det jødiske vest.

»En af kogebogens symbolske præmisser er:

Hvis mor laver den bedste hummus? Er det Samis eller Yotams?«

Trine Hahnemann skænker kaffe med varm mælk ved et lille tyrkisk tebord og serverer crossianter.

Vi har altid haft brug for håb

»Mennesker har altid haft brug for håb, det er ikke noget nyt,« konstaterer hun så.

»Jerusalem« er en fortælling, mange gerne vil høre. Derfor er den blevet så populær. Et bevis på, at mad som omdrejningspunkt for mødet mellem kulturer og religioner kan lade sig gøre. Selv når alt er imod. Den ene er jøde, den anden muslim og begge homoseksuelle.«

Sammen med en dansk delegation deltog Trine Hahnemann i denne uge i en international konference om gastronomi i Bilbao. Med en vision om, hvordan maden og måltidet kan bruges til at skabe en bedre verden.

»I det daglige tænker man ikke over, hvor politisk mad er. Hvor stor en magtfaktor på alle mulige planer, maden og måltiderne udgør.«

Hun holder en pause.

»Men hvis nu man er sådan en som mig, der ikke kan se sig selv som politiker. Som heller ikke kan holde ud, bare at blive siddende i sofaen og brokke sig over Nyhederne aften efter aften. Og som er god til at sætte i gang og få ting til at ske, så bliver man kaldt for naiv og halalhippie.

Mad til dronningen

Fordi jeg tror på, at vi gennem madfællesskaber og måltider kan påvirke verden og menneskene i en lidt bedre retning.«

For mere end ti år siden rejste Trine Hah-nemann rundt til en række af Danmarks asylcentre og lavede mad sammen med nogle af kvinderne, de fleste flygtninge fra Mellemøsten.

Da dronning Margrethe var vært ved et Røde Kors arrangement, stod Trine Hah-nemann og kvinderne for maden til receptionen.

»Af mange forskellige årsager måtte omkring 80 procent af kvinderne fra min gruppe senere gå under jorden af frygt for at blive smidt ud af Danmark. Andre ventede på at få deres papirer i orden i håb om, at de kunne rejse til Canada.

Imens levede de i skjul hos veluddannede, velstillede og bedsteborgerlige familier i Nordsjælland, hvor jeg tog op, sagde farvel og ønskede kvinderne held og lykke med et nyt liv. Jeg ved ikke, hvordan det er gået dem siden.«

Verden er ubegribelig, kaotisk og uforudsigelig. Mennesker er ubegribelige, kaotiske og uforudsigelige.

Det skridsikre underlag

Når alt føles uforudsigeligt, kan måltidet skabe stabilitet. Være det skridsikre underlag, hvorpå man kan finde sit fodfæste et øjeblik.

Siden Trine Hahnemann var barn, har det været et gennemgående tema i hele hendes liv.

I sin 1970er-opvækst boede hun i perioder i kollektiv i det indre København. Først i Øster Søgade, senere ved Jarmers Plads i enorme lejligheder med en masse børn og voksne.

»Bortset fra nogle få kunne jeg aldrig vide, hvem der boede der eller bare overnattede i en kortere periode.«

Det sværeste, siger hun, var uforudsigeligheden i kollektivet, hvor hun boede med sin far.

Ingen struktur i kollektivet

»Der var ikke meget struktur, ingen gentagelser, ingen fast dagsrytme. Det var ret hårdt for et barn. Samtidig var jeg jo loyal over for den måde, mine forældre havde valgt at leve på.«

Men én ting kunne man være sikker på midt i kaos, siger Trine Hahnemann og læner sig lidt frem, som for at understrege betydningen.

»Ved 18-19 tiden hver eneste dag, var der nogle voksne, som fandt ud af at samle sig og få dækket et bord og lavet noget mad, så alle spiste sammen.

Måltidet var det eneste, de voksne aldrig nogensinde gjorde oprør imod. Den middagstradition, som af nogle kunne defineres som småborgerlig, underlagt nogle småborgerlige normer, fik lov at bestå. Alt andet var genstand for forandring.«

Hun elskede aftensmaden. Holdepunktet, visheden, trygheden.

»Resten af tiden oplevede jeg en vis uro. Jeg vidste for eksempel aldrig, om jeg kom i skole til tiden næste dag, eller først mødte opad dagen.«

Skidegodt, Trine

Hjemme i kollektivet lavede hun mad og bagte fra hun var syv-otte år.

»Jeg blandede et eller andet sammen, når jeg havde lyst til at bage. Bollerne blev tunge som sten. Men alle sagde:

Skidegodt, Trine. De smager sindssygt godt, dine boller.

Man fik altid anerkendelse, altid. Og så kunne melet og alt det, jeg havde efterladt af skåle, skeer og bageplade blive stående på bordet de næste par dage, indtil nogen gjorde noget ved det.

Ingen bad mig rydde op, ingen skældte ud. Jeg fik aldrig skæld ud eller blev bedt om at gøre noget bestemt.«

Selv om Trine Hahnemann husker sin opvækst som krævende, fordi alting var så uforudsigeligt, var der også meget godt.

Et langt mere nuanceret årti, end 1970erne siden er blevet fremtillet, mener hun.

»1970erne er i den grad blevet latterliggjort. Der er lavet den ene »hippie-happy« film efter den anden. Og skrevet bøger, som fortæller om bollerum og andet i den mere spektakulære afdeling.«

I dag er Trine Hahnemann stolt over sin historie. Glad for sin opvækst. Også selv om det var en udfordring at være så anderledes i et samfund med meget stærke normer.

Den ultimative frihed

»Jeg synes, jeg har fået nogle værdier med mig, som jeg i dag sætter utrolig stor pris på.«

Hun har aldrig været dikteret, at hun skulle leve på en bestemt måde. Aldrig været underlagt bestemte normer og bestemte forventninger. Og det var – og er den dag i dag – følelsen af den ultimative frihed, forklarer hun. Og dermed muligheden for at vælge sit eget liv.

»Jeg er ikke sikker på, at unge mennesker i dag har den samme følelse af frihed. De vokser op under en masse uskrevne normer og skal leve op til forventninger, der aldrig ser ud til at stoppe.«

Som teenager kom Trine Hahnemann på Langeland Efterskole, hvor to af lærerene fik stærk indflydelse på det liv, hun har i dag.

»Min dansklærer, Lis, sagde til mig: Du har et særligt talent for at skrive.

Min husholdningslærer, Linda, sagde: Du har et særligt talent for at lave mad.

Mit liv havde jo indtil da været meget rodet, bortset fra når jeg var hos min mormor og morfar på Fyn. Men Lis og Linda fik stor betydning. Det tror jeg er gennemgående for børn og unge, der af forskellige grunde har nogle særlige udfordringer.

At man møder nogle mennesker, som inspirerer en, og som er i stand til at holde fast og guide.«

Fra BZ'er til »medfølgende hustru«

Trine Hahnemann blev aktivist, kom tæt på BZ-miljøet. Og i protest mod unges økonomiske og sociale vilkår deltog hun i begyndelsen af 1980erne i »tag-selv-aktioner« i butikker og på restauranter.

Efter en tur omkring litteraturvidenskab på Københavns Universitet flyttede hun til New York, senere London og Washington DC, hvor hendes mand var udstationeret som finansattaché, og hun blev »medfølgende hustru.« En betegnelse, hun aldrig har brugt.

»Jeg har kendt min mand, siden jeg var 13 år. Han var en del af min fars politiske miljø, og vi blev kærester, da jeg senere stødte på ham hos nogle fælles venner.«

På et tidspunkt tog hun fat i det, hun vidste, hun kunne: Skrive og lave mad.

Tilbage i Danmark med familien, der siden var blevet udvidet med to børn, købte Trine Hahnemann et »On Tour-catheringfirma«, der leverede mad til turnerende rockbands og filmselskaber på optagelse.

To år senere blev »Frokostkompagniet«, som i dag er »Hahnemanns Køkken«, etableret.

Og sideløbende er det blevet til 14 kogebøger. Fire på hendes engelske forlag, som hun fik kontakt med tilbage i 2007.

Hendes to voksne børn er flyttet hjemmefra, manden bor der stadig.

»Jeg har været gift med ham i 27 år, den samme mand. Jeg har en dreng og en pige, bor i Kartoffelrækkerne, bærer vielsesring og har musselmalede kopper. Det kan næsten ikke være mere ... modsat min egen opvækst.«

Det hele handler om mennesker

Hendes forældre lever stadig, har været skilt i en årrække. Begge har hun et meget nært forhold til.

»Min mor har for eksempel oversat bagebogen fra engelsk til dansk.«

Trine Hahnemann ved ikke, hvornår den næste kogebog udkommer, eller hvad der skal være temaet. Bagebogen var en gammel drøm, en idé hun havde haft i årevis.

Men det ligger helt fast, at verden gerne må blive et bedre sted at være.

»Hvis vi skræller alt af, alle de dyre ord og visioner, handler det om mennesker,« siger hun.

Og hvad skal man så gøre helt konkret i hverdagen, hvis man nu synes det samme? Dét med verden og menneskene?

Står det til Trine Hahnemann, skal vi invitere vores muslimske nabo på middag. Og håbe på at blive geninviteret til den mad, hans eller hendes familie kan servere.

Og hvis man ikke har naboer, der er født og opvokset andre steder end i Danmark, så brug biblioteket, lyder opfordringen. Invitér nogen til at holde foredrag om arabisk mad, diskuter nye kogebøger fra verdenskøkkenet, spis sammen.

Man behøver vel ikke være halalhippie, for at komme med den slags forslag?

Eller hvad? spørger Trine Hahnemann.

TV: Se Trine Hahnemann fortælle om bagningens kunst: