Tom Cruise nægtes helikopterlanding på fredet øgruppe

Den nyeste »Mission: Impossible«-film får ikke tilladelse til at lande med helikopter under optagelser for at passe på natur og dyreliv.

Tom Cruise får et nej til helikopterlandinger på Svalbard under filmoptagelser. Fold sammen
Læs mere
Foto: ROBYN BECK
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tom Cruise har reddet verden fra både pandemier og aliens og er måske mest af alt kendt fra sin rolle i filmserien: »Mission: Impossible«.

Nu står han over for endnu en umulig mission. Han er nemlig blevet nægtet helikopterlandinger i forbindelse med optagelser til hans nyeste og ottende film i »Mission: Impossible«-serien. Det skriver The Guardian.

Producerne bag filmen har forsøgt at få tilladelse til omkring 40 helikopterlandinger på Svalbard, som er en fredet øgruppe, der ligger halvvejs mellem Norge og Nordpolen.

Men det skulle vise sig at være sværere end forventet.

Tom Cruise og holdet bag filmen har fået et nej på deres ansøgning om helikopterlandingerne, fordi lokale myndigheder ikke vil forstyrre det arktiske dyreliv og naturlandskab.

Miljøbeskyttelseschefen på Svalbard, Kristin Heggelund, fortæller, at afvisningen er for at beskytte den stort set uberørte natur på Svalbard:

»Al færdsel på Svalbard skal foregå på en måde, der ikke medfører unødvendige gener for mennesker eller dyr,« siger Kristin Heggelund til NRK.

Tidligere er der blevet givet tilladelse til at lande med helikoptere på Svalbard, når der skulle filmes dokumentarfilmen om øgruppen.

Statssekretær i Klima- og Miljøministeriet på Svalbard, Aleksander Øren Heen, fortæller, at bevaring af områderne på Svalbard er et af de overordnede politiske mål for Svalbard.

»I en konflikt mellem miljømæssig beskyttelse og andre interesser, så må miljøet vægtes højest,« forklarer Aleksander Øren Heen.