To danske attraktioner er på listen over verdens sejeste oplevelser for børn

To børnevenlige steder i Danmark er kommet i fint selskab på Time Magazines liste over verdens 50 sejeste steder for børn.

Copenhill på Amager Bakke er et af de steder, der er med på listen over de 50 fedeste steder for børn i verden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

En række danske børnefavoritter er at tælle på Time Magazines liste over Verdens 50 mest cool steder for børn i 2019. Stederne er bedømt ud fra en række faktorer som kvalitet, originalitet og bæredygtighed, og det er børn over hele verden, der har været med til at nominere stederne.

De 50 steder er ikke listet i rækkefølge, så man må antage, at alle stederne er lige cool.

Med på listen er danske Lego House i Billund. Det gigantiske BIG-designede legehus, der slog dørene op i 2017, er fyldt med Lego-klodser, og her kan man gå på opdagelse og bygge en masse med den lille ikoniske klods.

Jesper Vilstrup, administrerende direktør i Lego House

»At være kommet i så fornemt selskab er en cadeau i verdensklasse.«


»Udefra ligner Lego House en forstørret udgave af et barns værk. Indenfor kan man opleve alt, hvad man kan lave med den klassisk klods,« lyder det i begrundelsen.

Det er ikke gået uhørt forbi presseafdelingen i Billund. Her er man stolte over at være kommet i fint selskab.

»At være kommet i så fornemt selskab er en cadeau i verdensklasse. Vi er vanvittig stolte og samtidig begejstrede over, at vi bliver anerkendt for det, vi selv ser som vores største styrke – nemlig at lave sjove højkvalitets legeoplevelser for børn i alle aldre,« lyder det fra administrerende direktør i Lego House, Jesper Vilstrup.

Lego House i Billund. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lego.com.

Skibakken på Amager

Den anden danske attraktion, der er kommet med på listen over seje steder for børn, er Copenhill, der sørme også er skabt af BIG.

Den store kunstige skibakke på toppen af Amager Ressourcecenter er lavet af hårde plastbørster og er 450 meter lang. Den blev indviet i oktober i år, og er altså allerede nu på listen.

»Taget byder på en offentlig park, verdens højeste kunstige klatrevæg, en vandrerute, haver og en kunstig skiløjpe,« står der i begrundelsen.

Af andre steder, der kom med i det fine selskab, kan nævnes Notre Dame i Paris, Star Wars: Galaxy’s Edge i Walt Disney World i Florida og ArcelorMittal Orbit i London.