»Tjen masser af penge! Vær mondæn! Dø hurtigt!«

Du kender futuristerne, dadaisterne og surrealisterne. Men hvad ville de egentlig? Og hvor kom lettristerne og vorticisterne ind i billedet? Ny bog præsenterer for første gang det 20. århundredes kunstneriske manifester på dansk.

dada
Vladimir Tatlin var dadaist. Her ses en model til et monument. Billedet er fra 1925. Dadaisterne ville gøre op med alt det, vi forbinder med kunst. Gamle dages kunst havde en rem af gamle dages samfundsorden og dermed en aktie i undergangen og de fremvoksende diktaturer, mente de. Fold sammen
Læs mere
Foto: Album / Fine Art Images

Intet må gå galt den dag! Alt skal bare klappe i Hotel Ritz’ festsal!

Verdenspressen hører selveste Charles Chaplin fortælle om sin seneste film »Limelight«.

Seancen bliver så alligevel ødelagt af et hold aktivister fra byens lettristiske gruppe med flyveblade og tilråb af den uartige slags.

»Gå til sengs, forklædte fascist!« skriger demonstranterne. »Tjen masser af penge! Vær mondæn! Dø hurtigt! Vi skal give Dem en førsteklasses begravelse!«

Begivenheden onsdag 29. oktober 1952 er ikke den første i genren og bliver heller ikke den sidste. Grupper af samme slags havde gjort sig bemærket siden århundredskiftet med aktioner og store kampskrifter af typen manifest.

Mikkel Bolt fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet har i »Avantgardemanifester« samlet flere end 100 af de avantgardistiske manifester og fået dem oversat til dansk.

Resultatet er et dansk lige karsk nok til morgenkaffen.

»Skønne fabriksgrøft!« skriver lyrikeren F.T. Marinetti for eksempel. Teksten er futurismens manifest fra 1909 – vel det største af alle i genren.

»Grådigt smagte jeg på din styrkende slam, som bragte min sudanesiske ammes hellige bryst i erindring! Da jeg krøb ud af det kuldkastede bilvrag, da følte jeg, at mit hjerte på det mest henrivende gennemtrængtes af glædens glødende jern.«

Og hvis lettristernes navn ikke lige ringer en klokke, så nej: Strømningen var konstant på kant med alt og alle dengang og findes formentligt ikke længere.

Dens kunstnere kom indbyrdes i klammeri på grund af aktionen mod Chaplin og delte sig i to uforsonlige grupper med endnu færre chancer for overlevelse. Hvilket langt hen ad vejen er avantgardens historie i en nøddeskal. På godt og ondt.

Grobund for revolutionære

Kampskriftet som sådan er en gammel genre. Skønånder går allerede i middelalderen til angreb på kolleger og truer hinanden med nye tiders komme.

Produktionen af manifester i moderne forstand begynder for alvor efter den franske revolution i 1789 og kulminerer omkring Første Verdenskrigs rædsler. Blast var et litterært magasin, der i en kort periode blev udgivet af vorticisterne i Storbritannien.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Illustration fra bogen.

Produktionen af manifester i moderne forstand begynder for alvor efter den franske revolution i 1789 og kulminerer omkring Første Verdenskrigs rædsler.

Henri de Saint-Simon – fra en kendt adelsfamilie i Paris – finder på selve ordet »avantgarde« i 1817 og spiller bevidst på den militære betydning af »fortrop« og dermed på krigens verden.

Greven går ellers ind for et elitestyre med fabrikkens, finansens og finkulturens folk i fredsommeligt samarbejde og er derfor en art socialist med utopi i blodet.

Tankerne bliver bare ikke til noget. Ikke engang hans uomgængelige selvmord vil rigtig lykkes: Den desillusionerede adelsmand skyder efter vedholdende rygter sig selv i hovedet hele seks gange og mister kun synet på et øje.

Årene hen mod 1900 bliver så anderledes frugtbare for sociale omstyrtninger!

Tidens opsving med maskiner alle vegne og effektiv formidling af nyheder fra hele verden bliver den perfekte grobund for revolutionære.

Aktivisterne samler deres tanker på skrift og får så samtidig fortalt verden om deres eksistens. De stiller med en programerklæring og skal så leve op til ordene efter evne. Manifestet er – med Mikkel Bolts ord – både et løfte og en trussel.

Lettristerne spiller en stor rolle i hans bog og virker efterhånden livsfarlige for alt og alle. En aktivist forklædt som munk går i 1950 op på Notre-Dames prædikestol i Paris og erklærer Gud for død og den katolske kirke for svindlere. Vel at mærke live på fransk TV. Skandalen er en realitet.

Oprør mod traditionen

Selv om de mange bevægelser inden for kunst og politik ikke har meget til fælles, kan de som regel finde sammen i et oprør mod traditionen – i hvert fald for en tid.

Anarkisterne og socialdemokraterne kan rigtignok ikke udholde kommunisternes brede succes østpå. De franske lettrister med deres nonsensdigte efter Anden Verdenskrig kan for resten heller ikke udstå den stadig mere mondæne dadaisme. Og de russiske realister med deres kantater om kollektivets lykkelige indkøb af kampvogne kan slet ikke klare det frie og kapitalistiske samfunds kernekunst: modernismen.

Pablo Picassos maleri af en nøgen kvinde i rød armstol blev udstillet på Tate Modern i London sidste år og er for længst blevet »pæn« kunst. Kubismen var for ikke så længe siden oprørsk og skandaløs. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tate Modern Joe Humphrys.

Men avantgardens farverige fløje enes langt hen ad vejen om nødvendigheden af et endegyldigt opgør med gamle dage. Fortiden må fortrænges én gang for alle. Plejer skal dø.

En russisk gruppe af fremtidssikrede »strålefolk og fremtidsmennesker« vil for eksempel hverken tale om den nye kunst eller den gamle kunst.

»Vi erklærer ikke nogen kamp, for hvor finder vi en jævnbyrdig modstander?« hedder det i gruppens sejrssikre manifest fra 1913: »Fremtiden er vor«.

Man bladrer begejstret videre efter nøglen til det endegyldige herredømme i kunstens verden og kommer frem til svaret efter hundreder af ord: Fremtidens kunst hedder åbenbart strålemaleriet, disse »refleksionsstråler fra forskellige genstande«, denne »vej til en sand frigørelse af malerkunsten«. Ja, okay.

Og tilhængerne af den kortlivede retning ved navn vorticismen kunne alle som én gå ind i forfatteren Hans Scherfigs herlige »Idealister« som hovedpersoner.

Vorticisternes manifest svinger sig igen og igen op til det ulæselige: »Gotisk skulptur var blot et svagt ekko af de hamito-semitiske energier via romerske traditioner,« hedder det i 1914. »Vortex af et vortex! Vortex er det ene, udelelige punkt!«

Kunstnernes fantasi om verdensaltet med dets kosmiske energi og indhold af livets mening afslører sig ved nærmere eftersyn som meget britiske streger i familie med en kort, en lang, en trekant, en stang.

Ikke alle manifester er plakatkunst med pangfarver og misbrug af ædle skrifttyper. Nogle af skribenterne kommer fra poesien eller pressens verden og har rent faktisk noget på hjerte.

For tidens kunstnere skal jo rejse sig fra skyttegravene og krigens rædsler og komme videre på én eller anden måde. Verden bliver muligvis ikke frelst med knækprosa og knitrende bølger fra radioen alene – men hvis man ikke gør sit bedste, så sker der da slet ikke noget.

Dadaismen udfylder sådan et tomrum. Bevægelsen vil gøre op med alt det, vi ellers forbinder med kunst. Gamle dages kunst havde en rem af gamle dages samfundsorden og dermed en aktie i undergangen og de fremvoksende diktaturer.

Hvad dadaismen kan bidrage med, er et nyt syn på toiletkummen eller cykelhjulet og i sidste ende på hverdagen som smuk.

Krigen havde grumt nok brugt alle de destruktive muligheder i verden og efterladt dadaismen alene med resten. Dadaismens kunstnere ser den gamle eksklusion af »grimme« eller meget hverdagsagtige objekter som uretfærdig og integrerer dem i en ny historie.

Vi mennesker skulle fra nu af skuffes og forarges og konfronteres med den galopperende galskab fra vores liv og indse »varmen fra et stykke metal eller træ som mere fortryllende end en kvindes smil eller tårer«, som en surrealist skriver i 1925.

Opgør på de indre linjer

Men kvindesagsforkæmpere, kommunister og futurister er ikke ét fedt og bliver det aldrig. Verdens avantgardister gør op med hinanden relativt hurtigt og skal i den forstand komme deres eksterne kritikere i forkøbet.

Allerede det vrede skrift med titlen »Dadaistisk manifest« fra 1918 langer hårdt ud efter ekspressionismens håbløse hang til det reaktionære:

»Har ekspressionismen opfyldt vore forhåbninger til en sådan kunst, der udtrykker vores mest vitale interesser?« hedder det i åbningen. »Har ekspressionismen opfyldt vore forventninger til en kunst, der brænder selve livets væsen ind i vort kød?«

Dadaisternes svar er konsekvent nok »Nej! Nej! Nej!« inklusive udråbstegn plus stadig kraftigere virkemidler og sammenligninger af andre bevægelsers kunst med syltet diarré.

Og to tilhængere af den lettristiske bevægelse til støtte for bogstavernes befrielsesfront afbryder senere endnu dadaisten Tristan Tzara under et arrangement i 1946 og giver altså dadaismen tørt på med tak for sidst.

De unge finder slet ikke kendissen åben nok over for impulser fra deres egen generation og fremsiger helt Monty Python-agtigt en række dybt avantgardistiske digte i protest. Så kan han lære det!

»Dens kunstnere kom indbyrdes i klammeri på grund af aktionen mod Chaplin og delte sig i to uforsonlige grupper med endnu færre chancer for overlevelse. Hvilket langt hen ad vejen er avantgardens historie i en nøddeskal. På godt og ondt.«


Ret mange manifester er udtryk for impotens. Hvad ens værker savner af gennemslagskraft, kan man udligne med programerklæringer.

Bevægelserne bag de mest berømte manifester har i den forstand været bevægelser uden større succes på det kunstneriske område.

Men som Mikkel Bolt antyder sidst i sin bog: Selv om vi ikke mærker meget til avantgardens projekt længere, har dens erklæringer et vist budskab til os endnu i dag.

For jo mere vi har udsigt til flere kriser og måske endda til undergang på globalt plan, desto mere kan vi røre i den sproglige gryde og gøre oprør ad ordets vej – om ikke andet.

»Avantgardemanifester«. 478 sider. Udkommet på forlaget Klim. Redaktion og introduktioner: Mikkel Bolt