Tina Scheftelowitz: 2010 er mit langsom-år

Du kender hende som en af forfatterne til kogebøger som »Suveræne salater« og »Brillante Buffeter«. Indtil sidste sommer havde hun levet et liv med fuld fart på. Så døde hendes veninde pludselig. »Det var som at få en stegepande i hovedet,« siger Tina Scheftelowitz, der først måtte tage orlov og derefter udråbte 2010 til »langsom-år«.

»Når jeg står foran Sankt Peter, vil han så sige: »Skidegodt Tina, du nåede 447 projekter«? Ville det ikke også være udmærket med 200?« spørger Tina Scheftelowitz, som har besluttet at skrue ned for tempoet og give plads til flere pauser, bl.a. mediterer hun hver dag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Claus Bech

Tina Scheftelowitz bor på landet med mand og børn. Ikke helt derude hvor kragerne vender, men en lille times kørsel fra København i et romantisk hus omgivet af grønne marker. Steder hedder Gevninge og ligger lidt uden for Roskilde.

Læs mere:
Vi trykker på pauseknappen
Se statistik over danskernes pause-vaner i galleriet til højre

Hun ser strålende ud i rød sommerkjole, er afslappet og i godt humør, og hun ligner slet ikke en, der sidste år var nødt til at stoppe op for at komme videre. Men sådan var det.

»Sidste sommer døde min gode veninde pludselig. Det gav mig et chok. Jeg havde kendt hende i 20 år. Jeg reagerede kropsligt på det. Først fortsatte jeg med at arbejde, selv om jeg var rystet, men efter en måned blev jeg ramt af en kæmpe stegepande i hovedet. Jeg skulle have været til Roskilde Festival og til min fars 75 års fødselsdag, men jeg kunne ikke bevæge mig og måtte aflyse. Jeg havde hovedpine på en måde, jeg aldrig havde haft det før, og jeg var faktisk bange for at dø,« siger Tina Scheftelowitz.

Hun var godt klar over, at reaktionen skyldtes venindens død, men også, at hun i 18 år havde kørt på med fuld knald på både karriere og to børnefødsler. Da hun var 28, startede hun sammen med sin mand Lasse Thielfoldt to virksomheder i København. Først Floras Kaffebar, som blev solgt efter fem år, og siden virksomheden Amokka med kaffefirma, cafe og butik, som de solgte i 2005. Sideløbende skrev hun sammen Sonja Bock en række kogebøger, bl.a. »Suveræne salater« og »Suveræne succeser«, som har solgt til sammen 700.000 eksemplarer. Hertil kommer en række andre opgaver, bl.a. foredrag og kurser.

»Jeg tilhører jo A-holdet, som bare jerner derudaf. Det er mit eget valg. Jeg elsker at være selvstændig, og jeg kan ikke give andre end mig selv skylden for, at jeg arbejder så meget.«

Efter venindens død kunne Tina Scheftelowitz ikke fortsætte i samme tempo. Hun var træt, og når hun arbejdede for meget, fik hun øjeblikkelig hovedpine. Hun besluttede at tage tre måneder orlov i september, oktober og november.

»Det var fantastisk. Noget af det fedeste, jeg har gjort. Min kalender var tom, og der var slukket for min e-mail.

De første to måneder lavede jeg ikke så meget. Jeg gik ture med hundene, svømmede og brugte tid på at finde ud af, hvem Tina Scheftelowitz er, når hun ikke arbejder. Jeg tog også på et kloster, et slags hotel, i Assisi i Italien.

Jeg skulle ned og slå en drage ihjel: Jeg turde ikke være alene. Det var en slags eksistentiel angst. Det blev en indre rejse. Jeg fandt ud af, at jeg godt tør være alene, og jeg begyndte at tænke over, hvad jeg vil med mit liv.«

I december kom hun tilbage på pinden, men var klar over, at udfordringen var at undgå at blive opslugt af arbejdet.

»Jeg besluttede at følge min krops signaler, og den sagde, at jeg havde brug for at gøre tingene i et mere langsomt tempo. Jeg læste også en bog af Bodil Jönsson, »Ti tanker om tid«, og det hjalp mig meget. Hun skriver om stilletid, som er den tid, man bruger på stille sig ind på en opgave. Siden jeg fik virksomhed, har jeg haft det sådan, at jeg skal være effektiv. Der må ikke gå et minut til spilde, og derfor har man svært ved at sidde eller gå og glo – som jeg også har brug for. Det med stilletid, når man stiller sig ind på en opgave, kunne jeg godt følge.

Det er det, jeg gør nu. Det er ok at gå og vegetere. Nogle gange kan jeg løse en opgave, når jeg går tur med mine to hunde. Når jeg kommer hjem, kan jeg skive det ned i løbet af kort tid. Det har hjulpet mig.«

Læs mere:
Vi trykker på pauseknappen

I slutningen af december besluttede hun at udnævne 2010 til langsom-år. Der skulle være plads i kalenderen, tid til at gå ture, færre e-mails og plads til at sige nej til opgaver. Det har hun levet op til – sådan da.

»Jeg har skrevet tre bøger – eller lavet reviderede udgaver af tidligere bøger, ligesom jeg er i gang med at udvikle en serie madprogrammer. Men jeg har fået mere assistance, og tingene er gået langsommere. Jeg koncentrerer mig om færre ting og siger nej til mange opgaver. Jeg holder masser af pauser og går ture. Jeg mediterer et kvarter hver dag – sætter mig ned f.eks. ude på græsset med store ørebøffer og hører meditationsmusik, mens jeg mediterer. Jeg styrer også mit privatliv lidt strammere, er måske blevet lidt mere indadvendt og holder ikke så mange sammenkomster, som jeg plejede at gøre,« siger Tina Scheftelowitz.

Hun kalder sin nye livsstil for et totalt vendepunkt. Nu er det hende, der styrer tingene og ikke omvendt.

»Jeg har sat mig på mit liv. Der har jo aldrig været nogen, som tvang mig til noget, men tidligere lod jeg mig mere trække rundt – også af mine egne ideer og ambitioner. Nu prioriterer jeg og siger nej til noget.«

Tina Scheftelowitz skrev for nyligt en klumme om sine erfaringer med at leve langsomt og holde pause. Her kaldte hun sit arbejdsliv for kogebogsfabrikken/hamsterhjulet. Men hvorfor sagde hun i første omgang ja til hamsterhjulet?

»Jeg blev bare trukket ind i centrifugen. Vi startede noget, og så fulgte det næste efter. Det har været båret af begejstring. Jeg er vild med at være selvstændig. Jeg kan jo selv beslutte, men så besluttede jeg bare at gøre for meget. Det ligger jo meget i vores opdragelse, at man skal være arbejdsom, energisk og effektiv. Når man vil leve langsommere, så kræver det også et opgør med det, og det er en stor udfordring.«

Er det ikke et enormt overskudfænomen at kunne gøre, som du gør?

»Jo, det er et kæmpe overskud. Det er A-holdets privilegium, at kunne gøre det, mens også dets forbandelse, at det kan arbejde så meget.«

Tina Scheftelowitz tror, at lysten til at leve langsommere og holde pauser er en tendens. Det er en reaktion på et højt tempo og en enorm kommunikationsmængde. Mennesker er hele tiden online og giver ikke sig selv plads til nærvær, ro og pauser. Men i hendes eget tilfælde hænger det også sammen med hendes alder. Hun er 46 og midaldrende – »et grimt, men sandt ord,« siger hun og griner.

»I min alder får man mere lyst til fordybelse. Nogle gange tænker jeg: Hvorfor løber jeg egentlig så stærkt? Jeg har stadig lyst til at sætte projekter i gang og skabe noget, men behøver det at foregå i det tempo, jeg har haft på indtil nu? Når jeg står foran Sankt Peter, vil han så sige: »Skidegodt Tina, du nåede 447 projekter«? Ville det ikke også være udmærket med 200?«