Timm Vladimir: Tag ja-hatten på og mød verden med et smil

Timm Vladimir holder af smalltalk på gaden i New York og hader det danske vintermørke. TV-værten lever af og for den gode smag og deler ud af madglæden i sin nye bog »Små retter – stor smag«.

Timm Vladimir udkom fredag 9. oktober med bogen »Små retter - stor smag«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg vil gerne læse

noget mere. Jeg kan skidegodt lide at læse en god krimi, men det er eddermame længe siden, jeg har læst én. Jeg har simpelthen ikke tid for øjeblikket, og om aftenen, når jeg lægger mig, er jeg for træt.

Jeg træner

for fuld smadder i Fælledparken et par gange om ugen med min personlige træner. Så laver vi alle mulige forskellige øvelser med høj intensitet i 20-25 minutter. Jeg står rigtig meget op i mit arbejde og spiser selvfølgelig en del. Så det er vigtigt for mig at få trænet, og det er fedt at mærke, at ryggen bliver stærkere, og se, at der da ryger nogle kilo.

Min bedste madoplevelse

er svær at udvælge. Men den her må være i top tre. I sidste uge var jeg på madfestivalen North i New York. Jeg besøgte Ronny Emborgs restaurant, Atera, som har to Michelin-stjerner, og fik serveret 15 forskellige ting. Blandt andet noget lammefilet, hvor ryggen havde været smurt ind i lammefedt og ligget til modning i en måned eller to. Så lavede Ronny Emborg det som sådan et lille rør med kødet i midten og en sprød dej omkring. Det var så sindssygt intenst i smagen. Jeg tænkte bare: hvordan kan det overhovedet lade sig gøre?

Jeg gider ikke

den der vinter, der ligger lige om hjørnet. Jeg gider ikke, at det er mørkt, når jeg står op. Så kan min krop simpelthen ikke vågne. Og så er det mørkt igen, når jeg kommer hjem. Min krop går i sådan en dvaletilstand, hvis ikke den får lys, og det bliver bare værre og værre med alderen.

Det næste, jeg køber, er

et piskeris. Jeg har glemt mit piskeris et eller andet sted, og det er helt absurd svært at undvære. Jeg skal have sådan et godt stort et. Et stålpiskeris. Det er kraftigt i det, og det vejer ret meget. Men til gengæld skal man ikke piske ret mange gange, når man bruger det. Jeg bruger det til bearnaise og brunet smør. Til rigtig mange ting, faktisk. Så jeg savner det virkelig.

Jeg vil gerne rejse

tilbage til New York. Jeg har lige været der i otte dage, men jeg fik slet ikke nok. New York er sådan en by, der vokser på én. Jeg har lyst til at gå rundt i gaderne og møde folk. Her i Danmark er der ingen, der snakker med hinanden på gaden. Men derovre kommer folk hen og siger: »fed jakke« eller »sød dreng, I har«. Det kan jeg smaddergodt lide.

Min kæreste ejendel

er en kniv, jeg lige har fået lavet af en knivmager i Nordsverige. »Tobbe« i Åre. Den er lavet af noget specielt svensk stål, og så har han lavet knivskæftet i svensk birketræ og noget forstenet hvalrostand. Den er bare megaflot, og så er den jo one of a kind. Den har jeg vildt meget optur over i øjeblikket.

Den person, der har gjort størst indtryk på mig, er

min kone. Hun har let ved at blive begejstret, og hun har sådan en grundoptimisme i kroppen. Jeg tror, at man kan påvirke sin omverden og sin hverdag ret meget i en positiv retning ved at tage ja-hatten på og møde verden med et smil, og det er hun er levende eksempel på.

Min største last

er, at jeg spiser for meget. Jeg er alt for nysgerrig efter at smage det hele, og så tror jeg, at jeg har fået sådan en spare-mentalitet med fra barndommen, så jeg ikke lader noget gå til spilde. Nogle gange bliver jeg helt overmæt, og det er altså en dårlig vane, som jeg lige skal have styr på.

Jeg slapper bedst af med

at lave mad eller være sammen med min familie. Nogle gange laver vi ikke en skid. Og det med at give sig selv lov til ikke at have nogen planer eller forventninger og sige: »Det der kan jeg nå i morgen.« Det er svært – men man slapper af med det.