Timm Vladimir: Livet er for kort til dårlig kaffe

For skuespilleren og tv-værten Timm Vladimir er mad ikke bare noget, man spiser, når man er sulten. Han underviser i madlavning og har netop udgivet sin egen kogebog »Timm Vladimirs køkken«.

Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg vil gerne læse

Michelin-køkkenchefen René Redzepis »A Work in Progress«. Et forfriskende koncept, hvor han i tre forskellige bøger, der alle har forbindelse til hinanden, fortæller sine historier bag maden. Det vil være vildt interessant at læse, hvordan han har fundet på retterne, hans tanker og hele udviklingsprocessen bag.

Jeg vil gerne møde

Adria Ferran, køkkenchefen fra »El Bulli«, der har været kåret som Verdens bedste restaurant. Han virker på sin egen måde så cool. Da Ferran var på toppen af sin karriere, lukkede han »El Bulli« og åbnede i stedet »41 degrees« i Barcelona. Her får man serveret 41 tapasretter i løbet af to-tre timer.

Jeg træner

for lidt, men jeg skal helt sikkert i gang igen. Jeg står meget op i køkkenet, og kan godt mærke det. Jeg har en app »Gorilla Workout«, som er øvelser, hvor man udelukkende bruger sin krop. De kan udføres på fem-seks minutter, og når jeg er i tvivl, kan jeg lige klikke ind på en video og se, hvordan øvelserne udføres.

Min bedste madoplevelse

var på Bornholm på Restaurant Kadeau i sommer. Maden var rigtig god, men det var omstændighederne også. Det var en af årets varmeste aftener, vi var sammen med nogle gode venner, og børnene løb rundt på stranden og legede. Jeg tror ofte, vi forbinder nogle af vores bedste madopleveser med alt det andet, som ikke handler om maden.

Det næste, jeg køber

er en kornmølle, så jeg kan lave mit eget mel, når jeg bager, for det gør jeg rigtig tit. Mel er ligesom kaffebønner, man får den bedste smag, når det lige er malet. Den kornmølle, jeg har set på, er nu ikke særlig sexet i sit design, men den er god, tror jeg.

Jeg gider ikke

drikke dårlig kaffe. Der er alt for meget dårlig og dyr kaffe rundt omkring. 42 kroner kan man betale for en kop kaffe, der er lavet på lortebønner, og som højst har kostet 1 krone. Livet er for kort til dårlig kaffe.

Jeg vil gerne rejse

til Japan. Jeg har rejst meget og efterhånden været i mange lande, men aldrig i Japan. Et land med en vildt fascinerende kultur, natur og ikke mindst mad. Hele den tankegang og de principper, som maden er baseret på, er i sig selv stærkt interessant.

Min kæreste ejendel

er min kaffemaskine på 30 kilo. Jeg kunne ikke leve uden den, det tør jeg godt sige. Det er sådan en semi-proff. af slagsen med en ordentlig kedel. Den hedder Rocket Cellini Evoluzione - skal siges på italiensk - og er næsten lydløs, når den arbejder. Jeg holder mig til to-tre kopper om dagen.

Min største last

er, at jeg spiser for meget. Når der er mad tilbage ved et middagsbord, kan jeg ikke lade det være. Det er næsten sådan helt krigsbarns-agtigt, at »nu skal vi også spise helt op, og intet må gå til spilde.«

Det bedste råd, jeg har fået

... jeg ved ikke, om det er et rigtigt råd, men min kone fik en dag helt umotiveret stukket en papirlap i hånden af en ung pige på gaden. Det eneste der stod, var: »Følg dine drømme«. Min kone fortalte mig det. Det er jo et banalt råd, men hellere give sig i kast med noget og så bagefter konstatere, at det ikke helt gik som forventet, end at sige: »Hvorfor fik jeg aldrig gjort det eller det?«

Det menneske, der har gjort størst indtryk på mig

er min kone. Den er ikke så meget længere, og hun gør stadig indtryk på mig. Punktum.

Det karaktertræk, jeg sætter størst pris på hos mennesker

er, at de er autentiske. Det dér, man indimellem oplever, hvor folk prøver at være en person, de forestiller sig, de gerne vil være, det bliver noget anstrengende. Humor og selvironi er også betydningsfulde karaktertræk.

Jeg slapper bedst af med

at lave mad. Jeg er sådan en type, der hurtigt kan blive lidt småstresset i hovedet over noget, som ikke er værd at stresse over. Men når jeg står i køkkenet, er jeg meget fokuseret og meget tilstede i lige det, jeg er i gang med. Og kun det.