Tilgivelse

»Jeg tilgiver hverken modvinden eller tyngdekraften, batterilevetiden på min iPhone eller langsommeligheden i min internetforbindelse«

Hassan Preisler og Maise Njor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Maise Njor

»Forgive and forget«, siger man på engelsk. Det sidste er faktisk nemmest. Der er ting, det kan være svært at tilgive, men efter et stykke tid er de rykket om i baghjernen, hvor jeg g(l)emmer koder til internetforbindelser og Billetnet, og anelsen om, hvor jeg lagde den fine kagespade, vi kun bruger en gang om året.

Men pludselig, bedst som man leder efter kagespaden i baghjernen, kommer man i tanke om en anden spade. Derfor blev jeg forleden pludselig helt vildt rasende på en person, der engang havde hustlet sig til et godt køb, da jeg ville sælge en i forvejen billig barneseng. Der fløj stjerner rundt om mit hoved som i tegnefilm. Det tog et kvarter, og så havde jeg beroliget mig selv og var god igen.

Men jeg var lidt chokeret over, at vreden havde ligget i dvale i så mange år. Og hvis biskop Desmond Tutu som leder af Sandheds- og Forsoningskommissionen i Sydafrika kunne føre befolkningen videre fra apartheid, så skulle man mene, at jeg kan komme mig over at havde følt mig tvunget til at sælge en Juno-seng for billigt …

Vilkårene ved at være sammen med andre mennesker er, at man er nødt til at vende den anden kind til i ny og næ. Som Jesus, der er meget populær her i påsken. Men jeg vil sige til mit forsvar: Hvis det er rigtigt, at Jesus kun blev 33 år, så nåede han slet ikke den alder, hvor man bare er for gammel til at orke mere bøvl. Der kommer altså en dag, hvor man føler, at man har vendt den anden kind til så mange gange, at man har brug for en tredje.

Og tilgivelsens væsen er, at man også skal gøre det – tilgive – selv om den, man tilgiver, slet ikke har bedt om det. Men det allersværeste ved tilgivelse er at indse, at man frem for alt skal gøre det, fordi man bliver et lettet menneske.

Du gør det i sidste ende for din egen skyld, for så kan du komme videre og koncentrere dig om andre ting. Så: Jeg tilgiver mine forældre, fordi de arbejdede så meget, som jeg nu selv gør, dengang jeg var lille.

Jeg tilgiver faderen til andet barn, at han glemte at hente os på barselsgangen fordi han havde så travlt med at tjene penge, så han kunne holde fri, jeg tilgiver vennen, der sagde, at jeg havde så korte ben, at jeg nærmest var en snegl, og jeg tilgiver veninden, der latterliggjorde min bogsamling. Er der nogen, der har set min kagespade?

Hassan Preisler

Verden er ulidelig. Livet er en farce. Fra jeg står op, til jeg ligger her igen, er det eneste, der er at gøre, at æde lortet og tilgive.

Men jeg KAN ikke tilgive! Jeg har den ikke i mig, tilgivelsen. Jeg ville ønske, jeg havde – det ville jeg virkelig! Men hvis du skuffer mig, lader mig i stikken eller går bag min ryg. Hvis du overser mig, keder mig eller går i vejen. Hvis bare du nyser, bøvser, vælter noget eller smasker. Så KAN jeg ikke tilgive dig!

Jeg husker som en elefant og er stædig som et æsel. Når det kommer til tilgivelse, tilgiver jeg ingen! Hverken kassedamen under oplæring eller receptionisten med ansigtshukommelsestabet. Ej heller pædagogen med luft-på-stemmen-logikken eller lægen med er-du-nu-her-igen-blikket.

Jeg tilgiver hverken modvinden eller tyngdekraften, batterilevetiden på min iPhone eller langsommeligheden i min internetforbindelse. Jeg tilgiver ikke dørkarmen! Jeg tilgiver ikke, at foråret lader vente på sig, og jeg tilgiver slet ikke, at det kommer med pollen, når det endelig kommer.

Og mig selv? Jeg tilgiver heller ikke mig selv! Min nyvundne nærsynethed, mit gamle underbid, mine tynde lægge, mine høje tindinger, mine tre mavedeller. Når jeg sjatpisser på gulvet, kan jeg ikke tilgive min lange forhud. Jeg tilgiver hverken klæg afføring eller sved under armene, nej!

Og jeg tilgiver ikke DR for Deadline og Debatten. Pseudoprogrammer uden nogen diskussion af væsentlighed! Oplysning om struktur til de allerede strukturoplyste. Med passive pingvinpolitikere og -meningsdannere i panelet. På et fundament af sensationslysten skandaleliderlighed efter, at nogen bliver stemt ude eller bryder sammen eller dør for åben skærm!

Men jeg tilgiver dem slet ikke, at JEG ikke er med som gæst!

Jeg tilgiver ikke, at min mor fik et barn mere. Det skal kun være mig. Jeg tilgiver ikke, at min far fik ophævet sit særeje. Det skal kun være til mig. Jeg tilgiver ikke, at de unge kvinder netop er holdt op med at se i min retning, NU HVOR JEG ENDELIG HAR FÅET ET SELVVÆRD.

Det kan jeg ikke tilgive, så jeg bliver i sengen i dag.

Hver uge skriver forfatter og skuespiller Hassan Preisler og journalist Maise Njor om et uperfekt emne. Har du forslag til, hvad Maise Njor og Hassen Preisler skal skrive om? Så send en mail til: b-sondag@berlingske.dk.