Tidligere minister springer ud som sexolog og underviser på sexologuddannelsen under Joan Ørting: »Det pirrer mig«

Mediekommentar: Et umage par er gået sammen om et nyt program for at lære os, hvordan vi taler om sex, bryder tabuer og sammen arbejder os hen mod et mere seksuelt frigjort samfund. Men det er svært, når samtalen også i programmet emmer af tabu og seksuel undertrykkelse.

Tiden er måske løbet fra sexologen Joan Ørting og hendes lærling, Manu Sareens, program – ak ja, fra deres erhverv. Og deres insisteren på at have løsninger på netop de problemer, de ikke kan løse for sig selv, gør, at man gang på gang når samme angelsaksiske konklusion: »Those who can, do; those who can’t, teach.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper

Du kender nok sexolog og parterapeut Joan Ørting, som i årevis har ageret sexekspert i det danske mediebillede. Hun har blandt andet skrevet bøger om sex og lyst, og så er hun indehaver af skolen Villa Wilder, hvor hun udklækker endnu flere sexologer og parterapeuter.

Et »sexorakel«, som hendes medvært på programmet, Manu Sareen, døber hende. Manu Sareen kender du nok bedre som tidligere radikal minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold. Alternativt kender du ham nok som børnebogsforfatter bag serien om Iqbal Farooq.

Men hov? I første afsnit af programmet »Sex med Manu og Joan« afslører Manu Sareen, at han nu selv er under uddannelse som sexolog og allerede underviser på Joan Ørtings sexologuddannelse.

»Det pirrer mig,« siger Manu Sareen om at komme i gang med arbejdet som sexolog.

»Sex med Manu og Joan« er navnet på programserien, hvor første afsnit hedder »Samtalen om sex«. Hvis du af programmet »Samtalen om sex« forventer, at du skal høre en samtale om sex, bliver du skuffet.

Der er nemlig tale om en samtale om en samtale om sex, og til tider en samtale om de følelser, man kan have omkring at skulle have en samtale om sex. Det svinger lidt mellem anden og tredje potens.

Mest konkret bliver det, da Manu Sareen og Joan Ørting vil vise os, hvordan man har en hensigtsmæssig samtale med sin partner om sex. Konkret og lidt makabert.

Joan Ørting lægger ud: »Hvordan har jeg været som kæreste for dig i den sidste uge?«

Manu Sareen svarer: »Jeg synes, du har været fraværende. Det synes jeg. Jeg synes, det har været irriterende, at jeg skulle presse dig så meget til sex.«

Hernæst følger en serie af girafsprog om forståelse i det lille kammerspil om god kommunikation mellem partnere.

Men er det ikke tankevækkende, at »sexoraklet« og hendes lærling slet ikke kan se, at det ikke føles ensidigt rart for øregangen, at den ene part kritiserer den anden for at være for svær at presse til sex?

Det stritter da imod alt, hvad jeg har lært under seksualundervisning i folkeskolen – som Manu Sareen i øvrigt påpeger i afsnittet er for mangelfuld.

Jeg ser mere kammerspillet som et bevis på, at tiden er løbet fra sexologer som Joan Ørting og snart Manu Sareen. Og noget tyder på, at de også selv har indset det.

De snakker begge om, hvor svært det er for dem selv at snakke med deres partnere om sex, og at ingen af dem ved, hvordan man snakker med børn om sex. Fordi det er så svært.

Samtidig konkluderer Manu Sareen, at unge mennesker i dag er mere frigjorte, mens Joan Ørting konkluderer, at vi er i »vandmandens tidsalder«, som ifølge hende »inspirerer folk til at have et friere, sjovere sexliv, hvor vi ikke er så bange for den der konflikt«.

Med andre ord er tiden måske løbet fra deres program – ak ja, fra deres erhverv. Og deres insisteren på at være indehavere af løsninger på netop de problemer, de ikke kan løse for sig selv, gør, at man gang på gang når samme angelsaksiske konklusion.

»Those who can, do; those who can’t, teach.«

Sex med Manu og Joan kan ses på YouTube hver tirsdag kl. 20.00 og er tiltænkt på sigt at udkomme som podcast.