Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
En advokatundersøgelse, der er lavet af Norrbom Vinding for DR, beskriver et dystert kapitel i DRs historie. Den blev fremlagt onsdag af generaldirektør Maria Rørbye Rønn og Henrik Bo Nielsen, som er direktør for DR Kultur, Børn og Unge.
Christian Nissen, der var generaldirektør i DR fra 1994 til 2004, siger nu, at det er godt, at hele sagen er blevet grundigt undersøgt.
Undersøgelsen er baseret på 129 indberetninger, herunder 64 beretninger hvor der ifølge advokaten er grundlag for at antage, at der »har været udvist adfærd, som må anses for at kunne kvalificeres som krænkende adfærd i form af seksuel chikane – herunder uønsket seksuel opmærksomhed«.
Christian Nissen gav allerede i juni en uforbeholden undskyldning til de tidligere korpiger over den måde, som han og DR håndterede den tidligere chefdirigent Tage Mortensens krænkende opførsel på. Det gjorde han i Politiken.
Christian Nissen gentager nu den undskyldning overfor Berlingske, men siger, han ikke har så meget at tilføje.
»Men jeg er fuldstændig enig i den undskyldning, som Maria (Rørbye Rønn, red.), har givet på institutionens vegne. Selvom alle medarbejdere i DR ikke kan holdes ansvarlige, så har DR som institution fejlet. Det er jeg ikke i tvivl om,« siger Christian Nissen til Berlingske.
DR kan rette op, hvis de følger anbefalinger
Er du overrasket over omfanget af udsagn i rapporten?
»Jeg er ikke blevet overrasket – det fremgik jo af forløbet og af de mange, der har udtalt sig, og som har henvendt sig til whistleblowerordningen. Så det har jeg ikke spekuleret nærmere over. Men det er desværre et meget stort antal, det er rigtigt.«
Christian Nissen har ingen kommentarer til, at DR har frataget den tidligere chefdirigent for DR Pigekoret Michael Bojesen titlen som æresdirigent, eller til den kritik af undersøgelsen, som Michael Bojesen har udtalt.
Er du bekymret for DR Pigekoret som institution? For dets fremtid?
»Nej, det er jeg ikke. Så vidt jeg ved, har DR ingen intention om at nedlægge det, og der er, så vidt jeg ved, stadig mange, der gerne vil optages i det. Det her har jo stået på i trekvart år, og så vidt jeg ved, er der intet fald i interessen, eller nogen som har forladt koret. I advokatundersøgelsen står der også, at der ikke er nogle klager eller omtalte begivenheder fra efter 2010.«
Christian Nissen mener, at de anbefalinger, som Norrbom Vinding har skrevet ind i undersøgelsen, er gode.
»Jeg tror, hvis DR følger de anbefalinger, vil man kunne rette op på hele situationen.«
Blandt anbefalingerne er forslaget om at etablere en forældrerepræsentation, og at der skal være dedikerede medarbejdere, som er guardians, altså vogtere eller beskyttere, for korets medlemmer. Rapporten kan hentes her.
En anden anbefaling lyder:
»DR bør overveje, hvorvidt der er behov for uddannelse og efteruddannelse i videre omfang af de medarbejdere, der er i og omkring DR Pigekoret, i de særlige udfordringer af såvel pædagogisk som kommunikativ art, der knytter sig til at samarbejde med børn/teenagere, og om sådan uddannelse skal være obligatorisk.«
»Aner det ikke, men det lyder plausibelt«
Har man ikke tidligere overvejet, at de mennesker, der er ansvarlige for børn og unge, skulle have en form for pædagogisk træning?
»Det tror jeg ikke. Du kan jo spørge rundt til andre kor med børn og andet tilsvarende, hvor meget man har gjort ved det. Jeg ved dog, at man på konservatoriet de senere år har gjort noget ud af det. Men det er jo en ny generation af sangpædagoger. Jeg ved ikke, hvor meget DR har gjort ud af det, må jeg indrømme, men ganske givet ikke nok. Derfor mener jeg, man bør tage fat på det nu,« siger Christian Nissen.
Et kor som DR Pigekoret er vel at sammenligne med elitesport, balletskoler og lignende. Tror du, man for ensidigt har fokuseret på kunsten og dygtiggørelsen og har glemt, at det jo er børn, man har med at gøre?
»Jeg aner det ikke, men det lyder meget plausibelt, det du siger. Jeg tror, at mange ensembler med børn vil begynde at fokusere mere på det nu. Men jeg har ikke været tæt nok på til at vide, om det er sådan, det hænger sammen, og det står heller ikke i rapporten.«
I Berlingskes podcast »Pilestræde« kan man høre operasangerinden Susanne Elmark, der selv oplevede kulturen som pigekorsanger i slut-70erne frem til midt-80erne. Christian S. Nissen medvirker også i programmet.
DR har nu sat gang i et forløb, hvor en advokat skal undersøge, om DR har et erstatningsansvar.