Tid til kvalitet og kunst

Home organizing, originale møbler som kunst samt kvalitet, luksus og tidløshed er kodeordene for det nye års møbeltrends, hvis man spørger ejer af CasaShop, Torsten Dam.

Hvilke trends forsvinder i 2007?

»Møbelverdenen er ikke det samme som modeverdenen, og man kan ikke sige, at 2006 adskiller sig markant fra 2007. Men man kan se, at der i øjeblikket sker en opstramning med lidt færre etniske ting, end man har set i 2006, og i stedet en større stramhed i designet. Vi har nu en del kunder, som tidligere var til en mere romantisk stil med spisebordsstole i kjole og med sløjfer, der nu kommer ind for at få strammet lidt op i deres indretning.«

Hvilke trends bliver store i 2007?

»Vi ser en mere individuel tendens, hvor der er større interesse for originale møbler. Ligesom der er flere og flere, der samler på original kunst fremfor litografier. Det gør, at mange ser med andre øjne på nye og anderledes møbler. Det gælder f.eks. møblerne fra hollandske Moooi, som vi har en stor udstilling med, så snart udsalget er slut. Bl.a. en serie af møbler af pap, som de præsenterede på møbelmessen i Milano sidste år. Alt deres design er markant anderledes, end hvad man ellers ser i Danmark, men der er noget i det, der alligevel appellerer til rigtig mange af vores kunder, og vi sælger meget af det. Jeg tror, det er originaliteten i deres møbler, og så at mange i dag ser møbler som et objekt eller en skulptur, og grænserne mellem design og kunst er glidende. Folk vil have nogle markante ting, og falder for det design, der er lavet med helt friske øjne og ikke kun tager udgangspunkt i noget eksisterende. De søger originalitet og det barokke, og vores Moooi-udstilling kommer til at vise netop det originale og det barokke, som også er en trend i øjeblikket.«

Hvilken overordnet trend ser du?

»Hvis vi skal sige noget overordnet om 2007, så er det, at folk vil have kvalitet. Vi sælger dyrere og dyrere ting, for folk vil have det ultimative, det bedste af det bedste, og de bruger gerne flere penge, end de i første omgang havde besluttet, at de ville. Det gælder f.eks. vores sofaer fra italienske Flexiform med puder lavet med varmebehandlet dun, der knaser, når man krammer dem. Det er en helt speciel oplevelse. Et andet eksempel er vores bulthaup-køkkener, hvor flere og flere vælger Gaggenau, der er det allerbedste inden for hvidevarer. Folk ser nu deres møbelindkøb som en langtidsinvestering. Det skal nok ses i sammenhæng med den gode økonomi. Man er mere villig til at bruge flere penge på høj kvalitet.«

Er der nogle trends, der fortsætter fra 2006?

»Noget, der fortsætter i 2007, er alt det her med at indrette sine få kvadratmeter optimalt. Det handler fortsat om at få ryddet op i alle sine ting, give det overflødige til Røde Kors og kun beholde de ting, man bruger. Det handler om at sortere sine sko og kassere dem, man ikke skal bruge, og lægge de andre i nogle lækre gennemsigtige akrylbokse, så man kan overskue, hvad man har. Vi sælger rigtig meget af et amerikansk system, der hedder Metro, hvor man kan kombinere tøjstativer med f.eks. skobokse. Det hele handler om at skabe overblik og orden i tingene, og det er virkelig et stort tema, som man kan mærke, at mange er inde i. De ønsker at få renset ud og ryddet op både i hjernen og i boligen. Alt overflødigt skæres væk.«

Hvad kan du godt lide ved de nye tendenser?

»Jeg er selv fascineret af home organizing uden at være fanatisk: Altså ideen om at det at få hjælp hos sin life-coach, psykolog eller lignende til at organisere sine indre livsstrategier og eliminere stress, umiddelbart kan overføres på boligindretningen, hvor man også rydder op og skærer overflødige ting væk. Og så skal man huske, at andre får glæde af det, man smider væk, hvad enten det er Røde Kors, eBay, venner eller yngre familiemedlemmer.«