Thure Lindhardt: Det giver ikke mening, at man kan flyve

Thure Lindhardt fik sit store gennembrud i rollen som en autistisk dreng i filmen »Her i nærheden«. 13 år senere spiller han igen autist, nu i stykket »Mysteriet om hunden i natten« på Betty Nansen og har fået fuldstændig overvældende gode anmeldelser.

Skuespiller Thure Lindhardt. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvorfor spiller du teater på Frederiksberg, når du kunne lave film i Hollywood?

»Det grounder mig, så jeg lægger plads ind i min kalender til det hvert år. Når man laver film, handler det tit om at have en så åben kalender som muligt, så man kan være parat til projekter, men både min amerikanske agent og manager ved, at i de her tre måneder kan de ikke få fat i mig. Jeg er i København.«

Hvorfor sagde du ja til endnu en rolle som autistisk dreng?

»Det er en fantastisk smuk rolle, som det er enestående at få lov til at spille.«

Hvad er det bedste ved at spille teater?

»Der er et publikum, som skal trækkes kærligt ind i historien. På den måde er man både dirigent og instrument, for samspillet er så vigtigt. Det er som en stor organisme mellem spillerne og publikum, hvor man kan mærke, at hov, nu går det for hurtigt, de er ikke med, og så må man justere. Det er også det værste, fordi der kan være både forestillinger og dage, hvor publikum ikke er med.«

Hvilket karaktertræk er du gladest for hos dig selv?

»Min stædighed. Man kunne også kalde det, at jeg er ambitiøs. Jeg bliver ved, når der er noget, der ikke fungerer. Det har jeg måttet lære mig selv, for jeg er, tro det eller lad være, ret doven. Men jo ældre jeg bliver, jo mere bliver jeg ved.«

Hvis du kunne ændre en ting ved dig selv, hvad ville det så være?

»Ofte handler det jo ikke kun om at ændre sig selv, men også om de situationer, man er i. Samspillet med den anden. Jeg øver mig i at gå ind i en situation helt objektiv, for jeg synes, jeg så ofte oplever, at man f.eks. står i et skænderi og opdager, at det for begge handler om noget helt andet end selve situationen. Man har så meget med ind i en situation, alle sine gamle mønstre. Det øver jeg mig i at lade være med.«

Hvad har været dit livs længste minutter?

»Jeg sad engang på et fly mellem Tokyo og Los Angeles, klemt inde mellem to mennesker, der fyldte meget. Der var turbulens hele vejen. Ikke bare af og til, men hele vejen. Turbulens, flyskræk og så en rejse over Stillehavet er ikke en god kombination. Det blev til nogle meget lange minutter, der blev til timer. Jeg er blevet bedre til at flyve, men grundlæggende forstår jeg det ikke. Det giver ikke mening, at man kan flyve.«

Hvem er din største helt i den fiktive verden?

»Dostojevskis Idioten, der går gennem et helt livs situationer med en renhed og en åbenhed, som er fuldstændig fantastisk. Han er nærmest en Jesus-figur.«

Og i den virkelige verden?

»Mange mennesker siger det, men det er der jo en grund til: Nelson Mandela. Jeg så ham, da jeg var i 14-15 år i Stockholm sammen med min mor, hvor han holdt foredrag i Globen. At sidde 30 år i fængsel for det man tror på og komme ud og blive Sydafrikas første sorte præsident, det er en helt for mig. Han kæmpede for, hvad han troede på, og han blev ikke bitter.«

Hvad ser du som din største succes?

»Jeg kan ikke pege på en ting, men når det lykkes for mig at knække koden i mit arbejde, også i denne forestilling, så er det en succes. Når det lykkes mig at komme forbi det overfladiske og finde en oprigtighed i rollen. Det er som om, jeg skal gå gennem lukkede døre og bryde mure ned. Når det lykkes, er det en succes hver gang.«

Hvad er din største fiasko?

»Jeg kan ikke udpege en situation som en fiasko. Jeg synes, man oplever succeser og fiaskoer hver eneste dag, nogle gange mange gange. Der kan være så meget drama og indre krige på en dag. Men situationer, hvor jeg enten kæmpede for hårdt eller for lidt og bagefter tænkte »der skulle du ikke have været,« det er en fiasko.«

Hvad er dit motto?

»Jeg ville ønske, at man kunne sige det på dansk, men jeg kan godt lide udtrykket »turning lemons into lemonade.« Det er så banalt, at det handler om at få det bedste ud af alting, men nogle gange, og det bliver jeg mere og mere klar over, jo ældre jeg bliver, er kunsten netop det simple og det banale. Både i mit arbejde og i livet.«

Hvad er det bedste et andet menneske har sagt til dig?

»Da jeg var meget ung, måske 15-16, arbejdede jeg på et teater, hvor en kvinde gav mig et godt råd. Hun sagde til mig, at i vores fag ville man opleve meget, men at man skulle tænke på sig selv som et skib i et hav. Det kunne være, at havet ville være stille, det kunne være, det ville have vilde bølger, men det er vigtigt at have et anker, så man kan stå fast.Det ramte mig, og jeg tænker tit på det, både når jeg har stor succes, og når jeg ikke har, både privat og arbejdsmæssigt. Det handler vel dybest set om at holde jordforbindelsen.«

Hvornår føler du dig mest sexet?

»For mig handler sexethed om oprigtighed og åbenhed, så jeg tror, jeg føler mig mest sexet, når jeg ikke tænker over det. Når jeg bare er til stede og ikke er selvbevidst og har tusinde agendaer.«

Har du en hemmelighed, du gerne vil dele med os andre?

»Nej!