Thomas Troelsen: Jeg er liberal

Han slog 15 år gammel igennem som forsanger i Superheroes. Pyntet med makeup og læbestift. Senere kendt som producer for danske og internationale stjerner. Læs om den indadvendte familiefar, som spejler sig i stjernernes glans. Fuld af politiske holdninger.

Thomas Troelsen, dansk producer og sangskriver. Han er tidligere medlem og medstifter af rockbandet Superheroes og nuværende medlem af Private. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Thomas Lekfeldt

Thomas Troelsen træder morgenfrisk ind på Den Sorte Diamant, nyeste tilbygning til Det Kongelige Bibliotek bygget i 1999. Et sted, han holder meget af. Arkitekturens visuelle dekadence og storhed, stemningen af oplysning, dannelse, arbejdsmoral. Og, ikke mindst, fordybelsen og indadvendtheden ved biblioteket passer godt til Thomas Troelsens personlighed. Manden, der først blev kendt som forsanger for Superheroes.

Siden som producer og forsanger i radiobaskerne fra Private. Og så har den kønne, spinkle Thomas Troelsen, som måler 1,67 i højden, vakt opsigt med sit look – den hvide ansigtsmaling, mascara, læbestift og det lange, store, sorte hår.

Sådan ser han ikke ud i dag. Han er klædt i grå habit og sort slips. Nyklippet med kort strithår. Hvis makeuppen er på, skjuler han den godt. Han ligner enhver svigermors drøm, nydelig og smilende.

»For halvandet år siden ville jeg gerne nå at se min rigtige hårfarve, inden jeg blev gråhåret. Nu kan ingen kende mig, og det passer mig strygende,« siger han med et grin, da vi har sat os i caféen med udsigt over havnen i fred og ro fra de mange studerende, som småsnakker rundt om bordene fyldt med morgenmad, aviser og projektrapporter - uden at genkende manden.

Thomas Troelsen har haft god grund til at ville se sin rigtige hårfarve. Han har farvet hår siden 13-årsalderen, dengang han voksede op i Oddense, en lille by 15 kilometer fra Skive.

Det var en tid, hvor musik fyldte alt i hans liv. Grammofonplader, instrumenter og ansigtsmakeup inspireret af idolerne. Den første, som ramte ham, var Little Richard med Tutti Frutti. Siden rockdinosaurer som Alice Cooper, Talking Heads, The Cure. Interessen blev tilsyneladende vækket i hjemmet.

Faderen ejede en møbelfabrik, moderen arbejdede på kontor samme sted. Det var ikke et hjem fyldt med musik og bøger. De havde dog en radio og et B&O-tv. Hans far spillede harmonika og tog ham ofte til en musikbutik i Skive, hvor Thomas Troelsen havde øje på det smukkeste trommesæt.

»Min far og mor fik mig til at gå til orgel i 2. klasse, men det var ikke noget for mig. Jeg gad ikke lære noder. Til gengæld havde jeg gehør og kunne lytte mig frem til melodierne på orgelet. Jeg lærte hurtigt at spille »Sur, sur, sur«. Men det teoretiske kedede mig, så jeg ville spille trommer. I 4. klasse fik jeg plaget mine forældre til at købe et trommesæt og begyndte at gå til trommer i Skive på musikskole indtil 7. klasse, da jeg ikke kunne blive bedre.«

Han griner en karakteristisk latter med en sød og afværgende fremtoning på samme tid, som om det bare er for sjov, at han blev så god. Og så alligevel ikke. Smilende med en feminin håndbevægelse. Men dygtig blev han. Altså til trommer. Så han begyndte at spille klaver, keyboard, sax, guitar. Autodidakt. Slog sig sammen med klassekammeraten Asger Tarpgaard. På landet var der kun ét klassetrin pr. årgang, så mulighederne var meget få, og konformiteten blandt klassekammeraterne stor. De gik op i fodbold og grunge-bølgen med Nirvana og Pearl Jam i front, slog pjalterne sammen i weekenden, drak øl og hvad man nu ellers gør i den alder. Thomas Troelsen lukkede sig inde.

»Jeg var en værelsesdreng. Mit værelse var fyldt med keyboards, omkring 5.000 grammofonplader, pladespillere, og ting, som ikke virkede. Der lugtede af en blanding af støv og elektronik, og jeg ryddede aldrig op.«

Det var hans mor noget træt af, mens hans storesøster ikke vovede sig derind. Han var en »lonely wolf«. Han kunne da godt lide de andre i klassen. Det var ikke så meget det, det handlede om. Men han ville hellere være alene eller sammen med Asger Tarpgaard, lytte til plader og spille musik frem for at drikke sig fuld med klassekammeraterne i et dødssygt landmiljø.

Komplet frygtløs som han var og i modsætning til alle de andre, gik han med makeup i hele krydderen, rouge, læbestift og slips i skolen. Han ønskede at ligne sine musikalske forbilleder og leve sig ind i deres univers. Overgangen kom gradvist, så hverken forældrene eller klassekammeraterne reagerede synderligt på det, og derfor blev han heller aldrig mobbet.

De mest populære i klassen var dem, som kunne spille fodbold og løbe hurtigt, men eftersom Thomas Troelsen ikke gad deltage i den slags aktiviteter, lod de ham være. Han befandt sig hverken i bunden eller toppen af hierarkiet, om end hans udseende affødte dumme kommentarer som »Skal du til fest, eller hvor er du på vej hen?«

»Jeg syntes, det var provokerende at skulle nedgøres for, at jeg var den, der gjorde mig umage. Jeg havde heldigvis selvtillid nok til at vide, at de ikke rigtig kunne noget. Havde en fornemmelse af, at jeg var bedre end dem. Bare vent at se, tænkte jeg. Om de piger, der kunne lide drenge, fordi de var gode til fodbold, tænkte jeg: Hvad tænker I på? Er I syge i hovedet?«

Han lader tankerne rotere et halvt minuts tid. Det var i 9. klasse, det for alvor begyndte. Asger Tarpgaard og Thomas Troelsen havde for længst dannet den alternative popgruppe Superheroes, og pludselig havde de et hit. På Det Elektriske Barometer, de unge musiknørders yndlingsprogram.

Det må da have givet en masse status blandt klassekammeraterne?

Thomas Troelsen ser på mig med venlige øjne og smiler.

»Nogle af dem heppede lidt på os, håbede det kom til at gå os godt, men jeg tror, de syntes, vi var herredårlige,« griner han.

Men pigerne må da have været imponerede?

»De begyndte at finde det spændende og fascinerende, men det var først, da vi var godt i gang med Superheroes. Det havde de ikke gjort før. Jeg havde ikke haft kærester inden da og egentlig heller ikke efter. Jeg så da piger, men ikke på et seriøst plan. Mit første forhold varede to uger.«

Og så var det slut med folkeskolen, men begyndelsen på en ny æra. Masser af ture til København, første og sidste Roskildefestival, (det var bare for klamt, og man var nødt til at være permanent fuld bare for at holde ud at være der), pladekontrakt, koncerter i indland, koncerter i udland – han brød sig bestemt ikke om sure sokker og svedne tourbusser. Til gengæld fik han kørekort og købte en stor lejlighed på indre Nørrebro som 18-årig. Umiddelbart kørte alt på skinner. Og to år efter, i 2000, ringede pladeselskabet Crunchy Frog til Superheroes med et tilbud om at varme op for D.A.D. på en Danmarksturne.

Thomas Troelsen mente, at pladeselskabet måtte være sindssyge. Det svarede til, at Dolly Parton skulle varme op for Metallica. Men demokratiet i bandet ville det anderledes og takkede ja. Thomas Troelsen husker særligt koncerten i Esbjerg. Selvom Superheroes spillede, hvad fordomsfulde D.A.D.-fans måske nok kalder homopop, var 19-årige Thomas Troelsen i topform i sit stiveste puds og med det lange sorte hår og den kridhvide ansigtsmakeup.

»Jeg væltede rundt. Følte mig meget punk og mere vild end publikum,« husker han.

»Men de var fuldstændig sindssyge. De råbte bøsser, og jeg ved ikke hvad. Kastede flasker og lightere efter os. Det endte med, at jeg fik en zippolighter i hovedet. Jeg spyttede tilbage og ramte ham, der kastede, lige i hovedet. Han rakte ud efter mig, men der var heldigvis et hegn. Det endte med, at vi måtte gå af før tid.«

Efter koncerten stod der et tæskehold klar. De feminine bøsser skulle have en på goddagen. Superheroes skulle bare væk. Langt væk fra provinsen. Heldigvis var der vagter til at eskortere dem.

Esbjerg var det værste, men de oplevede noget lignende til de fleste af de omtrent 20 koncerter. Det var kun i København, de blev pænt modtaget.

»Enhver med indsigt i målgrupper vil vide, hvor galt det ville gå. Retrospektivt set skulle jeg havde banket i bordet og sagt, at I kan spille koncerten, men uden mig. Og rigtig nok blev det, som jeg frygtede. Med den erfaring, jeg har i dag, ville jeg have sagt nej, fanme nej til de andre i bandet. I kan tage af sted, men det bliver uden mig. Den manglede jeg. I dag er jeg blevet iskold, så de oplevelser ville jeg ikke have været foruden. Når folk ringer for at få del i mig på den ene eller anden måde, skærer jeg dem af.«

Men konfliktsky, som han var dengang, accepterede han tingenes tilstand. Indtil det en dag blev for meget. Den dag, han turde hamre næven i bordet. Sige fra. Over for Superheroes. Over for sin omverden. Teenageidolet skulle opleve at projicere vildskaben fra scenen over i sin personlighed. At frigøre sig og gå egne veje.

Dermed var oplevelsen med D.A.D. begyndelsen på slutningen af Superheroes, om end de skulle eksistere seks år endnu. I 2001 startede han sideløbende sit eget studie Delta Lab og begyndte at producere. Det var noget, han kunne tage styringen på og bestemme hundrede procent over selv. Friheden trak, og båndene løsnedes.

»Derfor gik Superheroes i opløsning. Skridtet mod det fjerde album var så langt fra det band, folk kendte, at det var bedre for mig at komme videre. Jeg skrev sangene, men skulle også uddelegere rollerne. Jeg var kunstnerisk frustreret over ikke bare at kunne skrive frit. Det kunne jeg ikke med bas, trommer og guitar i Superheroes. Derfor blev jeg drevet af at skrive for andre, for det gav mulighed for at arbejde med en lang række forskellige ting.«

I 2006 gik bandet i opløsning. I stedet dannede han popgruppen Private med Asger Tarpgaard og Tanja Simonsen fra Superheroes. Her fik Thomas Troelsen langt større frihed til at udfolde sine ideer og kunstneriske ambitioner, og Private fungerede på mange måder som hans eget soloprojekt. Langsomt gik det op for ham, hvad al denne frigørelse egentlig var udtryk for. Han begyndte at sætte ord på sine holdninger. Rebellen blev liberal.

»Da jeg var yngre, var det ikke politisk betonet. Der var der bare ikke nogen, som skulle bestemme, hvor meget jeg ville frem,« griner han.

»Først nu, da jeg er blevet ældre, har jeg fundet ud af, at det er en politisk ting, der gennemsyrer samfundet. Vi har det her socialistiske i Danmark, at vi skal være lige fattige, lige dumme, lige usunde. Den danske velfærdsmodel gør os alle en bjørnetjeneste ved at tage ansvaret for individets velbefindende. Almindeligt begavede og fysisk velbefindende mennesker bør kunne klare sig selv og tage ansvar for eget liv. Det har jeg altid gjort.«

For Thomas Troelsen handler det om frihed.

»Jeg er pisseligeglad med, hvordan folk ser ud, og hvad de laver. Alle, der ikke kan, skal selvfølgelig have hjælp. Men hvis de kan, må de sejle deres egen sø. For det er ens pligt som menneske at gøre sit ypperste.«

Når man ser billeder af Thomas Troelsen fra de seneste 10 – 15 år, tænker man ikke ligefrem liberalist. Nok var han slipsedreng, men på en kunstnerisk facon. Hans fascination af punk er velkendt, og Ungdomshuset var da heller ikke sent ude i forhold til at få ham til at støtte op om projektet i forbindelse med rydningen.

»Jeg var fascineret af, at jeg blev spurgt. Jeg er dybt betaget af punkkulturen, ved en masse om det og har hørt mere punk, end de fleste punkere nogensinde har gjort. Men de unges ensidighed, volden og utaknemligheden i forbindelse med Ungdomshuset kan jeg slet ikke stå inde for. Jeg elsker ungdomsoprør og at møde nogen, jeg er uenig med.Jeg går ind for, at folk skal lave larm i gaden, udtrykke sig frit og anderledes, flytte vores grænser. De skal bare ikke udøve hærværk. I Danmark er det desværre sådan, at man belønner møgunger med et hus, hvis de kaster med brosten. Det er samme mekanisme, som når den travle milliardær forærer penge væk til sine børn i stride strømme for at undgå problemer. Det er helt forkert.«

Behøver vi fortælle, at koncerten i Ungdomshuset ikke blev til noget?

Han taler kontrolleret, lavmælt. Holdningerne er gennemtænkte, men også et tydeligt udslag af egen erfaring. Han voksede op i et politisk midterorienteret hjem, så holdningerne er ikke blevet påduttet ham.

Derimod ser han en direkte forbindelse fra den danske mentalitet til den misundelse og nedværdigelse, han har stået model til.

»Nu oplever jeg det ikke så meget mere, men da jeg var yngre, var misundelsen stor. Jeg har levet meget med rygter om at være på kokain og heroin, og det har gjort mig meget ked af det, for jeg har aldrig taget stoffer. Jeg har altid følt mig dybt provokeret, når jeg har gjort det godt og bagefter skulle hånes.«

Han har ofte oplevet at være til fester, hvor folk syntes, det var spændende, at han var der. Man han kunne mærke, at han ikke rigtig var velkommen.

»Det var tydeligt, at jeg ikke var velkommen til de fester, fordi jeg tog opmærksomheden. Uden at ville det. Ved fester har jeg altid betragtet mig selv som en dødbider, der ofte ender i køkkenet. Ikke ham der står, hvor de seje er. Når det sker, er det fordi, jeg bliver ført derhen. Hvis man lider af lavt selvværd, må det være frustrerende, når der kommer en, som gør så lidt for at få opmærksomhed.«

Men vi ser dig jævnligt stille op foran kameraerne til diverse modeshows med din kone, hvor I fremstår som to smukke celebrities, senest Elle Style Awards. Er du ikke ret selviscenesættende?

»Det er alle mennesker vel på en eller anden måde, fordi de gerne vil udstråle det, de står for. Jeg kender mange mennesker i modeverdenen i kraft af mit sociale netværk, fordi der er mange søde og spændende mennesker, som altid holder gode fester. Det har intet med selviscenesættelse at gøre. Jeg iscenesætter mig selv ved at fremstå seriøs og gøre det, jeg er god til. Derfor optræder jeg ikke i særligt mange tv-shows, og når jeg tager jakkesæt på, ønsker jeg også at fremstå som en, man tager alvorligt.«

Er du forfængelig?

»Egentlig ikke. Når jeg har truffet mit valg i forhold til tøj, har jeg ikke svært ved at vælge noget i garderoben. I modsætning til mange moderne mænd har jeg ikke brug for at skulle vælge et par jeans, der passer perfekt til den slidte T-shirt. Jeg har heller aldrig lavet musik for at blive berømt.«

Er det derfor, du har holdt dig væk fra livescenen i over ti år?

»Jeg har spillet 500 koncerter med Superheroes og har prøvet det liv. Været i alle de lande, jeg har ønsket at komme til. Haft de oplevelser, som det format kunne tilbyde. Så jeg er mættet.«

Der mangler heller ingen glans i Thomas Troelsens liv. Han har daglig kontakt til internationale stjerner som Pitbull, Wy Cliff Jean, Nile Rodgers og Bryan Adams. Han bor sammen med en kendt arkitekt fra tv, har egen stylist bliver inviteret til et hav af arrangementer med spændende og kendte mennesker og spiser på de bedste restauranter.

Vi tager en pause fra interviewet. Spiser frokost på cafeen, som efterhånden er fyldt godt op med mere eller mindre alvorligt snakkende studerende. Thomas Troelsen begynder at tale lidt om livets gang, mens vi hælder danskvand og tygger æggesandwich.

»Jeg arbejder mest alene. Det er meget mig i min egen lille verden. Jeg elsker at komme ud i studiet og bare være mig. Jeg har to fantastiske børn og den dejligste, smukkeste hustru, man kan forestille sig. Jeg ved godt, jeg er anderledes end andre mænd, som går op i bajere og fodbold. Jeg vil bare være sammen med min kone og mine børn. Hvis jeg er til et arrangement og ikke bliver sat sammen med min hustru, hygger jeg mig bare ikke lige så godt.«

Men du har vel stadig venner?

»Jeg har få tætte venner, men ikke mange. Jeg har masser af bekendte, og folk er glade for at se mig, når jeg møder dem. Men de er ikke tæt på mig. Det har altid været sådan, men mere nu end før. Jeg er stadig venner med de andre fra Superheroes, men det er ikke nogen, jeg ser så tit.«

Han giver udtryk for, at han forsøger at leve et almindeligt hverdagsliv ved siden af alt det sjove. Med sin samling af 15.000 LP’er og ikke mindst sine seks flyttekasser med film, som han jævnligt skifter ud med nye. Fra stumfilm over franske kunstfilm til amerikanske b-film. Han elsker dem alle. Lidt ligesom han elsker alt fra Nik & Jay til Led Zeppelin.

»Det er sådan 1-til-1 kommunikation. Men jeg føler mig ikke ensom, for så ville jeg vælge en masse mennesker til. Jeg får så meget gennem musik, kunst og film, at det går lige op.«

Kontrasten er klar. Excentrikeren på scenen, og ham vi ser på den røde løber, er til hverdag en stille og rolig, eftertænksom og indadvendt herre.»En stor del af pressen synes nok ikke, det er så fascinerende, at jeg ikke har været ved at dø i en rendesten. At jeg i stedet har knoklet hele mit liv for at dygtiggøre mig. Studeret hjemme på værelset. Så er historien om den sultne kunstner bedre, om ham, der har ligget på gaden, indtil der skete et mirakel.«

Historien om den selvnedbrydende rockstjerne har aldrig været historien om værelsesdrengen Thomas Troelsen. Han forlader Den Sorte Diamant som en almindelig, ualmindelig familiefar.