Thomas Rode: For kendt til det her sted?

Køkkenchef Thomas Rode vil gerne roses og har opsøgt opmærksomhed. Men nu, hvor han er blevet rigtig kendt, er prisen måske for høj? Det spørger han sig selv om – dagen før, at hans selvbiografi er på gaden.

»Jeg tror, de fleste kokke har savnet opmærksomhed i deres barndom. Det bliver sådan en »se mig, se mig se mig,« når vi laver mad, og sådan har jeg det også.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er  mange historier at fortælle om Thomas Rode.

Her er fem af dem:

1. Han  har været køkkenchef og direktør på Kong Hans i 17 år. I alle årene har restauranten beholdt den Michelinstjerne,  som den fik for 36 år siden.

2.  Han har dansk gastronomis mest fotodokumenterede – og formentligt mest veltrænede - overkrop, som han gerne viser frem på billeder.
3Han er tilhænger af stenalderdiæt, den såkaldte paleokost. Han er konsulent på et nyt spisested, der serverer den type mad i Torvehallerne og håber, at han kan indføre samme principper på Kong Hans.

4. Han har været kommenterende kok og medvært på omkring 200 udgaver af programmet »4- Stjerners Middag«, der sendes på Kanal 5, hvor kendte laver mad til hinanden.

5. Han er gift med restaurantchefen på Kong Hans, Thilde Maarbjerg, som han mødte, da hun var 23-årig tjenerelev, og han var 37, gift og far til to.

De fleste af historierne har han selv fortalt, og nu kommer der endnu flere fra hans egen mund. I samarbejde med Anders Grønborg har han skrevet bogen »I Kongens Klæ’r«, der udkommer i morgen.

Det er ikke en kogebog, men en personlig biografi, der detaljeret beskriver hans liv fra barndom gennem ungdomstrængsler, læretid, hårdt arbejde og kampen for at få succes – og beholde den.  En genre, som også Zlatan Ibrahimovic dyrker i sin netop udgivne biografi. Detaljerigheden er også stor i Rodes beskrivelser af de mennesker, han har mødt. Næsten som Karl Ove Knausgård – ingen bliver skånet.

Thomas Rode fortæller, hvordan han reagerer, da han får sit første barn »jeg var helt oppe at køre over det, men som kok er emotionelle udsving dagligdag, så der skal meget til at bevæge mig«, og om hvordan »familieliv og mig ikke er gode venner«.

Han hylder kokken Jens Peter Kolbeck »Jens Peter er gud«, men hænger også både anonyme og navngivne personer ud. Som tjenerne på Kong Hans, da han kom til, som var nogle »motherfucking røvhuller.« En middag med en madanmelder er »pinlig og tåkrummende« og en kendt skikkelse i det gastronomiske landskab »tager sig gerne en lur mellem hovedret og dessert.«

Til hans forsvar kan siges, at han heller ikke fedter med sig selv, når det gælder de personlige detaljer. Han beretter om sin første brandert (og om at have talent for at være skæv), om dåseøl efter dåseøl og tilsvarende dage med tømmermænd og kort lunte. Om at falde ned efter en travl dag med en joint og tage på Staden med en kollega og købe falafel. Med mere.

Hvordan han kører 250 km over Storebæltsbroen på motorcykel. Hvordan han selv blev »kynisk, afstumpet... og syg i bolden« af at arbejde hos Obauer i Østrig, og om hvordan han forelsker sig i den unge tjenerelev, Thilde Maarbjerg, og kysser hende for første gang. Vi får alt at vide om hans skilsmisse fra sin kone – og om, da han bliver gift med Thilde.

Når sidste side er læst, ved man rigtig meget om Thomas Rode, hans evner, mangler, og hvad  han har opnået de første 43 år af sit liv.

»Du vil hele tiden roses,« plejer hans hustru Thilde Maarbjerg at sige til ham.

Han ved det godt, siger det selv, før jeg har nået at stille det første spørgsmål. Han sidder på kanten af sofaen i sin lejlighed i indre by. Parat til at tale om sin bog. Og sig selv.

»Jeg tror, de fleste kokke har savnet opmærksomhed i deres barndom. Det bliver sådan en »se mig, se mig se mig,« når vi laver mad, og sådan har jeg det også. Det er en form for ekshibitionisme, og den del af mig selv har jeg haft mulighed for at fodre, fordi jeg var så heldig at komme til København, da kokke blev rock’n’roll stjerner. Jeg forstår ikke hvorfor, men jeg er glad for det, fordi det giver mig mulighed for at sige noget om de ting, der betyder noget for mig.«

Når jeg læser bogen, er det meget forenklet sagt en bog om en egoistisk mand, der først får lyst til at sige »vi«, da han møder sin nye kone. Du udleverer også andre – blandt andet, når du om en af dine tidligere chefer skriver, at han »opfører sig som en røv« og »argumenterer som en fire-årig«, og at en restaurantchef fra din ungdom er alkoholiseret. Jeg tror, jeg ville blive ked af det, hvis det var mig, der var beskrevet sådan.

»Det er da pænt hårdt sagt af dig. Jeg har jo skrevet historien, som jeg har oplevet den. Det var sådan, det var. Og jeg har jo ikke kun skrevet, at folk var nogle røvhuller. Historien om min gamle chef handler jo også om alle de gode ting, jeg har oplevet med ham og hvor forblændet, jeg var af ham. Men allermest er han for mig en rollemodel for alt det, jeg ikke vil være. Jeg beskriver bare historien, som jeg oplevede den:

Ham, der var alkoholiker, var også en meget charmerende fyr. Men selvfølgelig er der nogle, der får nogle hak i tuden. Kan man overhovedet skrive en biografi uden at give nogen det? Er der ikke også nogle, der får det i Tøftings bog eller i Agassis? Jeg håber ikke, at folk bliver kede af det, men folk må kunne stå til regnskab for, hvad de har gjort.« 
                                                
Hvorfor har du lyst til at fortælle så meget om dit privatliv?

»Jeg er meget åben og kan ikke lægge bånd på mig selv. Jeg prøver, især hvis jeg ved, at det vil irritere Thilde, men det er så svært for mig.
 Jeg blev engang ringet op af en journalist fra Ekstra Bladet, som spurgte mig, hvad det pinligste, jeg havde lavet en nytårsaften, var. Jeg kunne sagtens have sagt et eller andet med, at jeg var blevet taget for at køre over for rødt, men det ville være forkert. Så jeg svarede, at det var den gang, jeg sked i bukserne nytårsaften. Sådan er det jo. Hvis jeg  sagde andet, ville jeg forstille mig.«

Men de fleste ville ikke turde fortælle den slags? Alle os, der har hemmeligheder, vi aldrig viser frem? Jeg ville ikke sige det.

»Hvorfor?«

Folk er vel bange?

»For hvad?«

For at andre ikke kan lide én, hvis man udleverer sig selv og viser, at man ikke er perfekt.

»Og hvad så?«

Så bliver man alene.

»Jeg synes, jeg slår til på så mange andre måder, så om folk ved, at jeg har skidt i bukserne eller onaneret et eller andet sted, er lige meget.«

Nu er du så blevet kendt nok til, at folk faktisk gerne vil vide den slags om dig. Hvordan er det?

»Jeg kan faktisk ikke lide det. For nylig skulle jeg til Ib Spang Olsens bisættelse, og min datter spurgte: »Far er han kendt?« Og jeg svarede: »Kendt? Var Ib Spang Olsen kendt? Han var berømt, Han var folkekær. Alle mennesker vidste, hvem han var.«

Og det er jo forskellen. Tænk, at være folkekær. Kendt er jo ingenting i forhold til det. Jeg vil gerne respekteres for de gode ting, jeg gør. Jeg kan huske engang, at jeg på en branchemesse tænkte: »Alle der går inde i de her haller ved, hvem jeg er, og hvad jeg står for.« Det var sgu en god fornemmelse at være respekteret. At være kendt er noget helt andet. Folk er venlige og smiler, når de går forbi mig på gaden, men jeg synes ikke, det er sjovt. De overtræder min intimsfære.«

Læs resten af interviewet på næste side>>

Men hvis du ikke kan lide, at fremmede kender dig, hvorfor er du så for eksempel med i tv-programmer?

»Fordi jeg har et budskab. Jeg vil gerne lære folk at spise ordentligt. Når jeg er på ferie og ser, hvad folk spiser, er jeg ved at brække mig. Vi har jo tabt tre generationer, der ikke kan lave mad. Folk kan lave bolognese, og jeg har spist hos mange søde mennesker, der kan lave retter, der smager dejligt, men jeg kender bare ingen, der kan lave mad. Hvis du vidste, hvor glade folk bliver for et lille fif om, hvordan man kan lave en hakkebøf rigtigt, så den kan steges som en steak. Folk ved ingenting.«

Og så laver du reality-tv? Hvad med et program om mad?

»Det vil jeg så gerne. Jeg har tryglet og tigget, jeg har lavet videoer selv. I efteråret talte jeg med 15 tv-kanaler, der vil have mig til at lave noget. I alle samtaler spurgte jeg, hvorfor der ikke er nogle kokke på tv, der lærer folk at lave mad. Adam og James er ikke kokke, Mette Blomsterberg eller Anne fra »Annemad« er ikke kokke.
 
Jo, Nikolaj Kirk er kok og laver pissegode programmer, men det er jo noget med at skære en ræv i stykker og stege den over fire bål og skrige imens, men han lærer jo ikke folk at lave mad. Kunne man ikke lave et program som i gamle dage, hvor opskriften kører ned over bagefter? Hvor man viser, hvad man gør i stedet for at filme en kok, der fløjter?  Men det skal være noget med røg, ild og show. Jeg er glad for, at jeg kan fortælle om de ting, jeg brænder for, såsom ernæring, fordi jeg er kendt.  Men at være kendt for at være kendt?  Det ønsker jeg mig ikke. Selve begrebet kendt er vederstyggeligt.«

Det virker så lidt skørt, at du for et par år siden valgte at hænge på Magasins facade i bar overkrop, hvis du ikke vil være kendt?

»Det havde jeg ikke selv bedt om.«

Du havde vel selv taget trøjen af?

»Jeg havde bare sagt for sjov, da vi lavede noget til Magasin, at næste gang lavede jeg det med bare patter. Så da de sagde »vi har en udgave om mænd og deres maskiner, og du lovede at smide trøjen,« måtte jeg jo gøre det.«

Du kunne da bare have sagt »det har jeg ikke lyst til alligevel«?

(Latter.)

»Men det havde jeg jo. Jeg vil gerne vise de patter, så alle kan se, hvor dygtig jeg er. Jeg har også overvejet at blive fotomodel, bare sådan lidt på sidelinjen, for jeg tror, at jeg kunne lave nogle rimelig okay undertøjsreklamer.  Det var nu ret grænseoverskridende for mig at se billedet hænge på Magasin, for vi havde ikke aftalt, at det skulle det – kun at det skulle bruges i deres blad. Men da jeg var kommet mig over chokket, blev jeg også stolt. Med den alder, jeg har, burde jeg i min branche statistisk være død. Men så hang jeg dér og lignede én, der var meget yngre, fordi jeg havde besluttet mig for, at nu skulle der kraftedeme ske noget og var begyndt at træne og spise rigtigt. Det var resultatet af noget, jeg havde besluttet mig for – og gjort.«

Var det ikke nok, at du selv vidste, at du så godt ud under trøjen? Eller Thilde gjorde?

»Det er så ikke nok, kan vi uddrage. Sådan har jeg det også med træning. Når jeg har slået en ny personlig rekord, synes jeg, at det er det imponerende godt gået, og så lægger jeg det ud på Facebook. Jeg kan godt lide, at andre ser det.«

Så andre skal se dig, men du bryder dig ikke om at være kendt?

»Nej, ikke rigtigt. Det værste er turen hjem fra Kong Hans torsdag, fredag og lørdag gennem indre by. Folk råber de sindssygeste ting. De er ikke sure, og det er da flatterende, når der står seks 18-årige piger i høje hæle og pifter, men jeg synes også, det er intimiderende. Jeg har ingen kontrol over det. Det er virkelig dobbelt, for samtidig kan jeg også godt se, at den eksponering betyder meget. Dels kan jeg komme til at sige de ting, jeg gerne vil, og dels gavner det restauranten, der  sidste år havde det bedste år nogensinde. Folk ser de programmer. Både frisøren fra Næstved advokaten inde på Rådhuspladsen og gæster, der har gæstet restauranten i mange år, kommenterer dem. Men, da jeg ved, at nogle gæster kommer for at se mig, fordi jeg har været på tv, har jeg svært ved at gå ind i restauranten. Virkelig svært.«

Fordi de er kommet for at se kendiskokken, ikke køkkenchefen?

»Ja, det tror jeg. Jeg har virkelig overvejet, hvad jeg skal gøre. Når jeg først kommer ind i restauranten, er jeg pissehamrende god til det. Jeg kan bare ikke. Jeg KAN ikke. Det har været sådan et par år.«

Hvorfor?

»Det er grænseoverskridende, når jeg kan se folk sidder sådan her og kigger ind i køkkenet, hvor jeg står.«

Han strækker hals og kigger over den ene skulder.

 Respekterer de dig for det, du kan som køkkenchef?

»Ja, de siger jo, det smager super godt, og at de har en god aften. Men nogle siger også »hey Thomas, kom lige ned og sig hej til vores bord«. Gu vil jeg da ej, kender jeg dig? Vi er ikke venner, vi er i gang med at indgå en handel. Altså, du køber noget af mig, jeg laver noget mad og tjener penge til dagen og vejen, det er den transaktion, vi har gang i. Sker der noget undervejs, og har vi god kemi, er det godt, men jeg kender dig jo ikke.« 

Er du så holdt op med at gå ind i restauranten?

»Mmmmmmmmmmja. Det er jeg faktisk... Og restauranten har åbent køkken, så man kan se mig i det.«

Har du så ikke skudt dig selv i foden ved at blive så kendt, at du ikke kan lave det, du egentlig laver?

»Det kan man godt sige. Det er lidt noget skidt at være bange og utryg. Men det er meget intimt at stå sammen med seks frisører fra Næstved med bobbet hår ved et bord. Jeg kan godt være ude som den kendte kok, for eksempel når jeg laver team building eller holder foredrag, men der har jeg kontrol over situationen. Det har jeg ikke ved et bord, hvor folk nogle gange siger nogle sindssyge ting«

Er det værd at lære folk at lave en hakkebøf, hvis det her er prisen, du betaler?

»Det er et godt spørgsmål.«

Kunne løsningen være, at du ikke skal være på Kong Hans?

»Nej. Det tænker jeg slet ikke på.«

Hvad så?

»Jeg har længe prøvet at tage mig sammen, og jeg havde tænkt, at når jeg kom hjem fra ferie, ville det måske være lettere. Jeg var faktisk inde i går og tøffe lidt rundt. Der var mest forretningsfolk og nogle tyskere, som ikke talte engelsk, og jeg taler jo pænt tysk, så jeg syntes, jeg burde tage mig af dem. Jeg arbejder meget kraftigt med det. Jeg ved, at jeg godt kan, når først jeg kommer i gang. Jeg skal bare lige i gang.«

Har du nu ikke gjort det endnu sværere for dig selv ved at skrive en biografi, så gæsterne i restauranten kommer til at vide endnu mere om dig? Nu kender de dig ikke bare som den smilende kok fra Kanal 4, men også detaljerede ting fra dit privatliv?

»Jeg tror, det er noget andet at skrive en bog. Det er et andet afsæt. Jeg fortæller godt nok om private Thomas, men det har jeg jo gjort længe. Det er noget andet for mig end at være kendt som ham den sjove fra tv. Men når jeg skal lave tv i efteråret, vil jeg tænke over, hvad det kan betyde. Denne samtale har været tankevækkende. Det er ting og sager, jeg går og roder med, og jeg skal løse det. Men jeg kan da godt forstå, hvis du tænker: Hvorfor tager han ikke bare fat i røven på sig selv og gør noget ved det?«

Læs også: 
Fem skarpe til Thomas Rode
Henriette Zobel og den ukendte fremtid
Christiane Schaumburg-Müller: Jeg er der, hvor jeg skal være