Thomas Blachman: Det højrøvede menneske

Thomas Blachman er skrydende, fabulerende, larmende. Men han kan faktisk også være stille. Og lidt ydmyg.

»Jeg er far til to børn, og livet som familiefar og dommer i »X Factor« og tidligere talentshowet »Idols« har siden årtusindskiftet taget meget tid. Jeg kan mærke noget, der trykker. I min ungdom var jeg langt mere produktiv. Men samtidig har perioden været en af mine mest kreative perioder, fordi jeg har levet et rigt indre liv og født idéer, som nu skal realiseres, så lortet kan komme på dåse.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Morten Germund
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg har lige haft den første tøjkrise i mit liv,« udbryder Thomas Blachman og nikker ned mod sin nærmest stereotype Blachman-uniform. En hvid skjorte, sorte jakkesætsbukser og spidse lædersko.

»Jeg gik ned fra »X Factor«-scenen i sidste sæson, og jeg har gået rundt i det samme lort lige siden. Når man får en tøjkrise i min alder,  stikker den pludselig dybere og bliver til en identitetskrise,« siger han, mens han kigger ned i bordet, som han har for vane, mens han taler.

Hvad mener du med tøjkrise?

»Jamen altså. Mit tøj gør mig ikke ligefrem mindre synlig i gadebilledet. Hvis jeg går ned ad gaden, og folk råber: »Det er Thomas Blachman fra »X Factor«,« er det ubrugeligt, hvis jeg i virkeligheden er Carl Nielsen eller Ingmar Bergman i én og samme person. Det er som at få en kniv i ryggen, og det er dér, der opstår en dissonans. Af den grund er det også sidste gang, jeg deltager som dommer i »X Factor«, når det starter til januar. Det ved jeg ikke, om jeg må sige, men altså. Det er det.«

Han er ligeså højrøvet som en giraf, og hans stemmebånd udsender taktfast den ene selvforherligende, farverige glose efter den anden, som spyttes ud i samme tempo som et antændt nytårsbatteri. Han kan ikke altid styre, hvad der kommer ud af hans mund. Nogle tænker, før de taler.

Læs også:
Abelone Koppel: At tilgive er at befri sig selv
Tammi Øst: »De var ved at ødelægge mit liv«
Stellan Skarsgård: 30 år senere
Teolog Massoud Fouroozandeh: »Kærligheden er nøglen. Forsoningen er vejen«

Thomas Blachman taler, mens han tænker.

Er du træt af Thomas Blachman fra »X Factor«?

»Thomas Blachman fra »X Factor«, som kommer ind med armene i vejret, er en oppustet ballon, der går foran en mere privat side af mig. Det er en nødvendighed for at kunne bibeholde ting, som ikke rager andre. På tv udlever jeg mine perversioner og min humor, og det er for mig et nødhåndtag i forhold til andre ting i mit liv, som kan blive tunge, eksistentielle og angstbetonede.«

Er han en falsk persona, du har skabt?
»Han er en så naturlig del af mig, at man ikke kan tale om en konstruktion, men det er en af måderne, hvorpå jeg takler at blive ældre,« siger Thomas, der er 48 år gammel, og som til januar stiller op som dommer i talentshowet på DR 1 for fjerde gang.

Hvilke ting kan blive eksistentielle og angstbetonede?

»Altså nu har jeg prøvet »X Factor« en del gange, og jeg tror ligesom det er feset ind, hvad jeg er ude på. Det er at sætte originalerne op på en piedestal og sige: »Her er noget efterstræbelsesværdigt, som seerne bør lede efter i sig selv.« Nu er det gjort, og gentagelser slider på mig. Jeg trænger til at arbejde med nye projekter. Det geniale stykke kunst, jeg har skabt i »X Factor«-perioden, er mig selv: Et kunstværk på to ben. Jeg gik ind i løvens hule og insisterede på at misforstå konceptet på en måde, som ingen har gjort det før. Der er ingen dommer, jeg har kendskab til, der har gjort det nogen steder i verden, hvor showet er blevet lavet.«

Men du har jo allerede gjort det mange gange?
»Ja. Det er klart. Jeg kan heller ikke blive ved. Men det er jo også et arbejde. Min familie skal have mad på bordet.«

Men hvis vi holder fast i det eksistentielle og angstbetonede. Hvorfor opstår det i dig?

»Jeg er far til to børn, og livet som familiefar og dommer i »X Factor« og tidligere talentshowet »Idols« har siden årtusindskiftet taget meget tid. Jeg kan mærke noget, der trykker. I min ungdom var jeg langt mere produktiv. Men samtidig har perioden været en af mine mest kreative perioder, fordi jeg har levet et rigt indre liv og født idéer, som nu skal realiseres, så lortet kan komme på dåse.«

Er det fordi du skal realisere dig selv, inden du bliver rigtig gammel?

»Vent nu lige lidt. Jeg er 48. Jeg er ikke 80. Men jeg føler, at jeg er i overgangsalderen, eller jeg ved ikke, hvad fanden det er. Der er nogle mærkelige forandringer i min krop – ikke i form af impotens eller mental impotens – men noget som gør mig mere sårbar og tvivlende. I de lykkeligste stunder af mit liv har jeg bare været styret af spontanitet. Med alderen er jeg blevet klogere og mere eftertænksom, og det slider på spontaniteten. Det kan gøre mig handlingslammet.«

Hvordan?
»I don’t know. Mere personligt bliver dette interview ikke. Jeg har ikke brug for den her eksponering. Hvis folk vil vide noget om mig, så må de læse min bog »Det kolossale menneske«, se lorteprogrammer på tv, eller læse deres lorteavis. Jeg står i telefonbogen, hvis de vil vide noget.«

Det forstår jeg ikke. Hvis folk vil vide hvad?

»Det kan være, at jeg føler den helt store erektion, inden den endelige stilhed. I don’t fucking know.«

Hvilke geniale idéer, synes du selv, at du har?

»Er du gal? Jeg har 500 idéer… eller okay. Lad os begrænse os til fem virkelig geniale idéer.«

Hvilke geniale idéer har du?

»Den første idé, der skal realiseres, er en film om en mand i overgangsalderen, der rejser fra New York til Danmark, hvor han opholder sig i 24 timer. Det er aldrig set før, og jeg kan ikke afsløre mere. Den skal bare realiseres. Så kan folk selv vurdere, om den er genial.«

Men du kan vel ikke altid lave geniale ting?

»Jeg laver altid 100 pct. originale ting. Jeg kan per definition ikke lave noget lort, der er uoriginalt. Det er en del af min natur.«

Hvad med dengang i 1996, hvor du skrev og komponerede Dansk Melodi Grand Prix-sangen til Mark Linn, hvor lyrikken gik: »Jeg kommer og kysser dig nu. Fra din mave. Til et sted imellem dine ben.« Den kan da ikke kaldes original?
»Det var en syg tekst, den der,« siger Thomas Blachman hikkende af grin, ryster lidt på hovedet og fortsætter:
 
»Det er måske en af de ting, jeg skulle have ladet være med at lave. Men det var originalt i den forstand, at jeg var en del af et elitært musikmiljø, og så valgte jeg pludselig at stille op i Melodi Grand Prix. Det er det samme med »X Factor«. Jeg sprænger grænser, for jeg gider ikke sidde på DR2 efter kl. 24 og snakke om kunst. Mange definerer sig selv efter, hvad de ikke ville tillade sig selv at gøre i angst for, hvad andre vil tænke. Jeg er heldigvis et andet sted.«

Læs også:
Abelone Koppel: At tilgive er at befri sig selv
Tammi Øst: »De var ved at ødelægge mit liv«
Stellan Skarsgård: 30 år senere
Teolog Massoud Fouroozandeh: »Kærligheden er nøglen. Forsoningen er vejen«

Er sangen alligevel ikke et udtryk for, at du ikke kan være original hele tiden?

»Alle mine idéer er geniale i idéen. Det kan godt være, at jeg ikke altid får realiseret dem 100 pct., som jeg gerne vil, men kun 90 eller 80 pct.. Men mine idéer skal altid være originale i udgangspunktet.«

Er det ikke en stor belastning at have et krav om, at alle idéer skal være geniale?

»Jo. Det er generelt, som om projekter skal være kæmpe, før jeg gider beskæftige mig med dem, og det er jo egentlig noget pis. Det slider mig op, men jeg ved, at jeg skal afslutte de her projekter for min egen skyld. Jeg har jo stadig storhedsvanvittige krav til mine projekter.«

Som om du skal bevise, at du er genial?
»Jeg føler ikke, at jeg skal bevise, at jeg er genial og min generations dit og dat. Det er jeg, og det gør jeg. Min krop skal tømmes for tonerne, der raser i mit indre, og der er mange idéer, der skal realiseres. Så snart jeg kan slukke for din diktafon, går jeg hjem og arbejder på dem.«

Så du vil altså ikke anerkendes?

»Anerkendelsen kan komme post-mortem, hvor folk kan kæmpe om retten til de buster, der skal laves af mig efter min død. Men jeg har i sidste ende ikke brug for andres anerkendelse end min egen, for jeg kan smage min egen originalitet.«

Hvor kommer trangen til at realisere idéer fra?

»Det er noget, der stammer fra min opvækst. Man kan have mange idéer, og det er fedt, men man behøver ikke at blive berømt på grund af dem.«

Jeg har læst, at du kom fra en iværksætterfamilie, og at Blachman-slægten startede i Danmark med din oldefar Isak?

»Ja. Min oldefar, Isak, var jøde og ville flygte til New York fra Rusland under jødeforfølgelserne, men han endte i Danmark i 1912. Det er hundrede år siden, og jeg går personligt på tv igen for at fejre den begivenhed på nationalt plan. For at bevise, at det var det hele værd.«

Hvad mener du med det?

»Det er jo en fantastisk historie om integration og overlevelse. Vi klarede den, selvom jeg var ordblind, og han var analfabet.«

Kan du beskrive din slægtshistorie fra Isak, til du kommer til verden?

»Isak var skrædder og blev i Danmark, fordi han syntes, at pigerne var søde. Kort tid efter startede han en skrædderbutik. Han var meget dameforstyrret og hyrede kun ansatte, der boede i nærheden, så han kunne knalde kunderne på de ansattes adresser. Efterfølgende kom hans søn Salmon til verden. Min farfar blev også skrædder. Jeg tror, at Isak var lidt dominerende, og styrede Salmons liv. Han var ellers meget musikalsk og burde nok være blevet noget andet.«

Hvad burde han have været?

»Altså, jeg var ikke til stede, så jeg kan ikke vide det. Men han havde et meget ydmygt væsen. Han flyttede efter krigen ind i et lille nybyggeri med siddebadekar og udtalte i en alder af 35 år, at her ville han bæres ud. Det blev han fandme 30 år efter. Den følelse af taknemmelighed er forsvundet ud af slægten senere.«

Forsvandt den med din far?

»Det er jo fandme dybdegående, biografisk materiale, det her, men det ved jeg ikke, om du er interesseret i?«

Jo.

»Okay. Jamen, forretningsgenierne har altid sprunget en generation over i min familie, og min far, Henning, var et geni, og lod sig aldrig tynge af vanetænkning og normer. Allerede som 15-årig tjente han mere end sin far på at sælge fjernsyn. 1.000 kroner om ugen, hvilket var en formue dengang i tiden efter Anden Verdenskrig. Som 18-årig opfandt han verdens første telefonsvarer. Jeg kan huske, at alle sagde, at nu skulle han køre i en forgyldt Cadillac, men det gjorde han ikke. Han forstod ikke den del.«

Læs mere om Thomas Blachman på næste side

Det var denne opfindelse, der senere skulle gøre det muligt for Thomas Blachman at leve et dekadent voksenliv i luksusklassen. Da Henning Blachman mødte Thomas’ mor, Annie, var han allerede en succesfuld forretningsmand, selv om Henning var 19 år og netop havde droppet alt, der hed skole. Samtidig var han en blærerøv, som levede en flamboyant tilværelse.

»Jeg tror, at han var druknet i sprut og damer, hvis han ikke havde mødt min mor. Han var en stor personlighed, der fyldte meget i et rum. En voldsomt selvoptaget figur. Jeg kan huske, at han altid tårnede op som midtpunktet, når han holdt store fester, og han overdøvede alle med sin stemme, der lå en oktav dybere end alle andres.«

Hvad gjorde ham særlig?

»Han havde evnen til at besøge fremtiden, komme tilbage fra sine fremtidsrejser og give verden, hvad han havde fundet.«

Hvad lavede din mor? 

»Hun var også en selvstændig kvinde, der designede kjoler. Hun startede i 60erne en række tøjbutikker, der hed »Vi Unge«, og hun var den første i Danmark, der begyndte at lave strikkjoler.«

Læs også:
Abelone Koppel: At tilgive er at befri sig selv
Tammi Øst: »De var ved at ødelægge mit liv«
Stellan Skarsgård: 30 år senere
Teolog Massoud Fouroozandeh: »Kærligheden er nøglen. Forsoningen er vejen«

I 1963 kom Thomas Blachman til verden, og familien boede i en fireværelses lejlighed på Stefansgade på Nørrebro.
Hvordan husker du Stefansgade?

»Stefansgade var vildt i starten af 1960erne. Jeg legede med sæbekassebiler i Nørrebroparken. Jeg kan huske, at mine forældre havde nogle kunstnervenner, der boede ovenpå og havde kontrabas og flygel. De havde også børn, og der opstod ligesom en lille børneflok der, som jeg var den mindste i.«

Var du lige så rapkæftet dengang som nu?
»Jeg var meget genert, og jeg kan huske følelsen af, at noget lykkedes, når jeg en sjælden gang sagde noget, der fik de andre til at grine.«

Hvordan kom din generthed ellers til udtryk?

»Min far mente, at jeg var genial, fordi jeg som meget ung kunne huske en masse ting udenad. Jeg kendte alle design-, bil- og møbelmærker. Derfor sendte han mig på Hyltebjerg Skole i Vanløse som fem-årig, og det viste sig at være en kæmpe fiasko, for det var alt for tidligt.«

Hvorfor?
»Jeg følte, at jeg var mindre end de andre. Ikke intellektuelt, men størrelsesmæssigt. Jeg var ikke en tonser, men nærmere et meget feminint væsen. Jeg gik i hvide mælkeoveralls og matchende mælkekasket og så anderledes ud end de andre. Det var tøj, min mor og far fandt forskellige steder i verden.«

Hvad mener du med et feminint væsen?

»Jeg havde det hårdt i mødet med drenge. Når de for eksempel skulle smadre bagerbutiksvinduer med hinkesten eller hive mormors paryk af og sætte ild til den. Det var ikke lige mig.«

Og hvordan tacklede du at være ordblind i skolen?

»Det resulterede i, at jeg har gået på op til otte forskellige skoler. I syv år havde jeg kronisk dårlig samvittighed over min skolegang . Jeg lavede ikke lektier en eneste dag, men fik lov til at bestå klasser hver gang. Gjorde, hvad der passede mig. Det er jo sindssygt. Den var nok ikke gået i dag.«

Havde din far store forventninger til dig?
»Nej, overhovedet ikke. På den måde er jeg ikke et dannet menneske. Jeg har ikke skullet læse mig igennem verdenshistorien, men kunne gøre, hvad jeg ville.«

Hvad mener du?

»Jeg havde en følelse af, at alt nok skulle gå. Derfor var jeg meget ubekymret.«

Hang det sammen med, at dine forældre havde mange penge?
»Det havde ikke noget med penge at gøre! Det var en livsindstilling, som de gav mig. Det her er større end penge. Jeg følte, at jeg kiggede op i universet og tænkte, at livet var vidunderligt.«

Så det var ikke fordi, du blev forkælet?
»Altså. Jeg er da blevet bragt frem og slikket i røven og alt muligt andet, men jeg oplevede også senere at gøre mig fri af det. Det er nødvendigt, for ellers bliver verden for lille. Du bliver nødt til at finde et materiale i dig selv, som du er tilfreds med for at kunne holde ud at se materiale i andre folk.«

Mener du, at det var en fejl i din opvækst, at du ikke blev presset nok?
»Jeg kan da godt tænke i dag: Hvad fanden var der sket med mig, hvis jeg havde lavet mine lektier. Så kunne jeg komme på gymnasiet. På universitetet. Så havde jeg måske siddet på samme side af bordet som dig og lært at tale det sprog, man skal kunne for at begå sig. Det er som om, jeg er begrænset af den måde, jeg taler på – jeg bliver ikke taget helt alvorligt og føler mig som en pauseklovn, fordi jeg taler følelsessprog. Mine idéer ville have bedre klangbund, hvis jeg havde læst statskundskab.«

Men Thomas Blachman fandt sin hylde i livet. Han havde siden sin tidlige barndom spillet på trommer, men det var først på Bernadotteskolen, at de i 8. klasse anbefalede ham at satse på musikken.

Hans forældre støttede ham i hans valg, og han begyndte at studere slagtøj på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvorefter han tog en bachelorgrad i jazzkomposition og arrangement på Berkeley College of Music i Boston, som han færdiggjorde som 20-årig.

I 1980erne fik han succes med jazztrioen Page One, der turnerede i Europa og USA, og i 90erne gik det for alvor stærkt. Han producerede Caroline Hendersons album »Cinemataztic« i 1995, der høstede syv grammyer. Stiftede det nyskabende pladeselskab ManRec, der solgte musik i forårs- og efterårskollektioner. De solgte tilmed numre på nettet lang tid før, der var noget, der hed iTunes.

Alle plader, han rørte ved, blev succeser, og han kunne fylde en reol med grammyer og Danish Music Awards-statuetter. Hans lejlighed i Larsbjørnsstræde blev skiftet ud med 700 kvadratmeter funkisvilla på Østerbro, hvor han afholdte kæmpefester i villaen, indrettede et studie i kælderen og ikke anede, hvilken ugedag det var, fordi han var så optaget af nuet. Han gik med kalvekrøs og stok og skrabede også alt håret af.

Var villaen sponsoreret af dine forældre?

»Yes. Sådan delvist. Men du kunne få 700 kvadratmeter for 2,5 millioner kroner dengang.«

Læs også:
Abelone Koppel: At tilgive er at befri sig selv
Tammi Øst: »De var ved at ødelægge mit liv«
Stellan Skarsgård: 30 år senere
Teolog Massoud Fouroozandeh: »Kærligheden er nøglen. Forsoningen er vejen«

Jeg har læst, at du blev inspireret af excentriske millionærer fra 70erne, som Simon Spies?
»Ja, den fascination havde jeg også i mine helt unge år. Aner ikke hvorfor. Jeg kunne tydeligt se, at nogle mennesker var mere skyggeagtige end andre. Men det var Simon Spies ikke. Når han slog døren op til taxien, slog en prut eller bøvsede og gik demonstrativt ind på sit hotel, hvilede han i sig selv.«

Du talte tidligere om, at materiel ydmyghed forlod din slægt med din far?
»Ja. Det er rigtigt, at jeg nok i den periode udlevede nogle materielle fantasier, som min farfar Salmon ikke havde behov for.«

Var det for alvor i 90erne, at du også blev højrøvet?

»Det tog nok fart i den periode. Inden for en kort årrække vandt jeg tre grammyer for egne ting og syv for Caroline Hendersons album. Jeg havde en evne til at sige fuldstændig sindssyge ting, der kan virke mega højrøvede. Som da jeg i en takketale sagde: »Der er mange musikere, der spiller smart i Danmark, men ikke mange, der laver smart musik.«

Begyndte storhedsvanviddet også der?
»Ja, jeg troede dengang, at min ekstreme løsagtighed med social etikette og konventioner kunne blive ved resten af mit liv. Jeg var på toppen af min egen selvidealisering. Men jeg var forblændet af min egen storhed, da verdens bedste pladeselskab, det amerikanske Blue Note, ringede i 1995. De havde hørt min plade med Remee og Al Agami og ville lave fem-seks albums med mig. Jeg ville dog ikke lave de albums, de foreslog, men noget helt nyt.«

Hvad skete der så?
»Halvandet år senere tog jeg til New York og spillede mit nye album, men de afslog, og det potentielle samarbejde blev brudt.«

Var det en knust chance for at blive rigtig stor?

»Det var en knust drøm, som jeg havde håndteret helt sygt. Jeg kom i vejen for mig selv, fordi jeg troede, at jeg kunne overleve hvad som helst. Det er klart min karrieres største fuck-up. Jeg kan huske, at jeg efterfølgende tog til Las Vegas og hoppede ned i et svømmebassin, hvor jeg lå i fosterstilling.«

Hvad lærte du af den oplevelse?
»Det var et møde med en fejlbarlighed, som jeg ikke har lært en skid af. Jeg evner ikke at lære af sådanne fejl. Men jeg mødte min kone kort efter i 1995, hvlket jeg følte som en kæmpe gave. At møde kvinden, der skulle føde de hænder, der holder mig i hånden, når jeg dør.«

Du talte tidligere om overgangsalderen. Frygten for at dø uforløst, ikke at få realiseret dine store idéer?

»Der er masser af fingeraftryk, som jeg kan se, at jeg har sat. Det kan godt være, at det, jeg lavede i 80erne og 90erne, ikke vil blive gravet op og værdsat, og det har jeg det fint med... Eller... Jo, så skal jeg have tømt posen nu i sådan en grad, at folk gider at gå tilbage og se, hvad jeg tidligere har lavet. Men jeg kan mærke, at jeg er ældre – at der er en ende på det hele. At der i sidste ende vil være... stilhed.«

Femte sæson af »X Factor« starter på DR 1 1. januar, 2012.