Teleslynge redder julen

Mange ældre mennesker går glip af julesalmerne, børnenes jubel over gaverne og snakken omkring julebordet på grund af nedsat hørelse. Men der findes en løsning på problemet.

Juleaften kan blive en trist oplevelse for mange ældre med nedsat hørelse. Selv med høreapparat kan det nemlig være vanskeligt at høre, hvad der foregår omkring dem.

»Folk med normal hørelse ved ikke, hvor lidt der skal til, for at give julegæsterne en langt bedre aften, hvor de kan følge med i, hvad der bliver sagt,« siger Lars Moeslund Nielsen, der leder et teknisk videncenter og som i ti år har arbejdet som teknisk rådgiver indenfor lyd og billede.

Teleslynge

Men der er en løsning, og den hedder teleslynge.

Den går i al sin enkelthed ud på at lægge en tynd ledning rundt i stuen.
Ledningen tilsluttes en lille boks og mikrofon som så udsender et signal, som høreapparater kan opfange.

Som en sidegevinst kan boksen også tilsluttes fjernsynet, så lyden går direkte til høreapparatet - uden der behøver at være skruet op for højttalerne.

Lars Moeslund Nielsen har det seneste år oplevet et stigende antal henvendelser fra folk, der søger enkle og billige løsninger.

»Det jeg normalt anbefaler, er en lille samlet løsning, der indeholder det hele. Som man kan have med sig rundt til større glæde og gavn ved besøg hos venner og familie.«

Det kun tager få minutter at opsætte hele teleslyngen.

Teleslyngespole

Hos Høreforeningen nikker man genkendende til problemstillingen med hørebesværede, der ikke har tilstrækkelig glæde af deres høreapparat.

»Vi anbefaler altid, at høreapparater skal have teleslyngespole indbygget, således at teleslyngesignalet kan modtages,« siger Høreforeningens formand Søren Danmark.

Han tilføjer, at alle nye bygninger med offentlig adgang skal have installeret en teleslynge.

300.000 bruger høreapparat

Det anslås, at 300.000 danskere i dag bruger høreapparat. Antallet er stadig stigende blandt andet fordi MP3 og iPod afspillere kan ødelægge hørelsen.

En komplet teleslynge-løsning kan købes på nettet for mellem 1000-1800 kroner.