Telefonopkaldet

Foto: Niels Ahlmann Olesen. Jens Rebensdorff.
Læs mere
Fold sammen

De fleste kan huske et telefonopkald, som er blevet en milepæl i deres liv. Hej, du er min biologiske mor-opkaldet. Goddag, du er ikke syg alligevel-opkaldet. Eller verdenshistoriens første telefonopkald, hvor opfinderen Graham Bell i 1876 ringede til sin hjælper Watson med ordene: »Mr. Watson – come here – I want to see you.«

Et bestemt telefonopkald står for mig som skelsættende. Det viste ikke kun, at ham, der ringede havde mere hår på brystet end jeg trods sine 13-14 år. Opkaldet var også uafrysteligt, fordi det genåbnede et kapitel i min historie, som jeg troede var lukket og slukket.

Opkaldet vil altid stå som fem-ti minutter, hvor tiden både stod stille OG udvidede sig.

Jeg sad på en aftenvagt på redaktionen, da telefonen ringede. Stor og uhåndterlig var overraskelsen, da jeg svarede. For det var ikke en kilde fra centraladministrationen eller en hvidkitlet ekspert. Det var min tidligere bonus- eller stedsøn, eller hvad man nu kalder ekskærestens afkom af maskulin observans.

Jeg havde ikke hørt fra ham eller hans søster i tre-fire år siden bruddet. Jeg vidste ikke, om jeg var i kridthuset eller degraderet til en traumatisk parentes i hans/deres liv.

Jeg havde gjort mig mange tanker om, hvorvidt jeg skulle kontakte dem, og var hver gang krøbet i kujon-hullet af angst for afvisning og mangel på ord. Med fortrængninger og dårlige undskyldninger for ikke at foretage netop DET opkald, havde jeg skabt min egen tågede fortælling om et opkald, jeg ikke kunne og ikke burde foretage.

Hans stemme var gået i overgang og lød glad. Han spurgte til mig og mit liv. Jeg til hans og familiens. Han sagde »jeg savner dig«, og jeg sagde det samme. Jeg rystede af lige dele overraskelse, glæde, lettelse, genkendelse, taknemmelighed, nervøsitet og forventning. En rundtosset cocktail, jeg aldrig har smagt før. Parallelt med vores ord spolede min indre film gennem årene, fra han var tre år og gik med ble, til jeg lærte ham at cykle. Til højtlæsning på sengekanten, hans livret, de første fodboldfinter og slåskampe for sjov. Duften af skov og sand og beskidte fodboldstøvler. Og under det hele den mærkelige fornemmelse af at være familie uden at være det alligevel.

Detaljer fra samtalen husker jeg ikke. Men den respektindgydende erkendelse af, at det var ham, en teenager, der var mere mand end jeg ved at bryde den årelange tavshed, glemmer jeg aldrig. Jeg har den stadig. Jo, én detalje husker jeg. Han lagde an til at afslutte samtalen med et afvæbnende og jordnært:

»Nå, skal vi finde ud af noget?«

Siden har jeg mødtes med ham og hans søster flere gange. De er nu 17 og 18 år, og akkurat, som de skal være. I sidste uge var vi i biografen. Vi så »Dum Dummere2« og morede os og spiste burger og bananasplit og drak cola og udvekslede jule- og fødselsdagsgaver. De tog hjem og var vist glade, og jeg tog hjem og var helt sikkert glad.

Og det hele er hans og et telefonopkalds skyld.