Tarzan i urskoven

Som en lille oase gemt lidt af vejen ligger det idylliske Ørholm lige op ad skoven. Her kan man lege abernes konge, svinge sig i »lianerne« og slutte af med at riste et par pølser over bål.

Tre gange Tarzan: Tobias, Jacob og Andreas på ni år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bjørn

Der er stille i skoven. Helt stille. Vinden har lagt sig, luften er frisk, skovbunden blød som nougat og regnen endelig stoppet. Kun lyden fra tre knægte, der svinger sig i par lange reb og udstøder vilde Tarzan-hyl bryder skovens stilhed i Ørholm. Et lille stykke skov, der for en times tid er omdannet til jungle med mulighed for at riste sin fangst – eller måske bare en pølse – ved bålpladsen. Hvis altså man overlever de dramatiske stunt-svingture i de lange lianer...

Som en lille oase gemt lidt af vejen ligger det idylliske Ørholm lige op ad skoven. Ankommer man med nærbanen »Grisen«, er det en spadseretur på få minutter hen til Nymølle, hvor vandet stadig fosser og larmer under den gamle, gule bygning. En parkeringsplads lige ved siden af Nymølle gør det muligt at fragte sig frem med bil ad Kulsviervej.

Oprindeligt var møllen en kornmølle, senere fremstillede møllen krudt, men da 300 kilo krudt engang sprang i luften, blev krudtet erstattet af papirproduktion. I dag er møllen mest til pynt, og lige nærheden springer to kilder, hvor mineralvandsfabrikken Sct. Ansgar lå for omkring 100 år siden. Kilderne skulle stadig springe - siger man.

Forbi møllen og et sving til højre ad skovstien for enden af vejen. Lidt fremme ad stien knejser et stort, gammelt træ hvis kæmperødder med årene har viklet sig voldsomt ind i hinanden, og efterhånden er røddernes netværk begyndt at ligne et af naturens egne kunstværker. Er man knægt og ni år, må man selvfølgelig se nærmere på hulen under træet i Harry Potters »Forbudte Skov«, for hvem der bor derinde i den hemmelige hule under træet?

Omkring ti minutters gang ad skovstien, der snor sig smukt af sted, og man er fremme ved bålpladsen til venstre. For nogle år siden hang adskillige reb ned fra træerne og indbød børn og voksne til leg, men i dag er der kun et par »lianer« tilbage med en kæp bundet fast forneden. En svingtur og et brøl - og Tarzan er tilbage i urskoven.

Er Tarzan og venner til at lokke tre kilometer videre, er det bare at følge skiltene mod Raadvad, hvor kroen serverer frokost. Ellers er der selvfølgelig bålpladsen, hvor snobrød og ristede pølser midt i skoven måske er sjovere - og lidt billigere - en fin kro-frokost.

Bålpladsen er etableret af Skov- og Naturstyrelsen, og skoven ved Ørholm er et oplagt valg, hvis man har børn med. Her er masser af klatretræer, træstammer, der kan balanceres på og bløde skrænter, man kan kurer nedad. Og så er Ørholm med den lille tog-station, møllen, de charmerende gamle huse og Ørholm Hovedgård, hvor borgmester Fenneberg engang boede, med til at give skovturen et ekstra pift.

Læs mere om Ørholm og Nymølle på www.raadvadnaturskole.dk