Syngende komikers nye show fik mig til at græde – og to uger efter hænger sangene stadig fast i hovedet

Mediekommentar: Komikeren Bo Burnham har gennem et år egenhændigt skabt »Bo Burnham: Inside«, som tegner et både sjovt og rørende portræt af både Burnham selv og den generation, han tilhører.

Bo Burnhams nye show handler blandt andet om, hvordan man laver komedie, mens man selv har det forfærdeligt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Netflix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Bo Burnham coronalanghåret og -skægget, tynd, bleg og med perfekt koreograferet lyssætning fra en håndholdt lampe danser halvnøgen rundt i sit værelse, triller en tåre ned ad min kind.

Med den syngende komikers nye elektropop-comedyshow, »Bo Burnham: Inside«, der er optaget over et år i et værelse i hans hjem, har Burnham begået den bedste coronaunderholdning – eller måske endda coronakunst – jeg endnu har set.

Bo Burnham skrev og instruede filmen »Eighth Grade«, som han fik en Directors Guild of America-award for i 2019. Han har siden sit seneste show fra 2016 også spillet med i flere film og instrueret Chris Rocks onemanshow »Tamborine«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Valerie MACON.

Udover at være et show om coronaindespærringen er det et portræt af millennialgenerationen – altså de af os, der er født mellem 1981-1996,  og som Time Magazine har kaldt »mig, mig, mig-generationen« – og vores ulidelige selvopdagelse. Efter vi i årevis har underholdt alle med vores liv på sociale medier, har jeg indtryk af, at vi er blevet ramt af eftertanken.

En eftertanke, der gør ondt, især mens jeg skriver disse 4000 tegn om min egen mening: »Måske behøver alle ikke læse mine holdninger og se mine mad- og feriebilleder?«

Det var ikke helt den oplevelse, jeg havde regnet med, da jeg blændede op for den syngende komikers nye show på Netflix, men da Burnham ubarberet tonede frem i et deprimerende amerikansk værelse med falske trægulve, gik det hurtigt op for mig, at grinene nok ville være begrænsede.

Men da jeg – som enhver millennial med respekt for sig selv – havde taget min telefon frem for at fylde de 30 sekunders larmende stilhed under pausen i midten med et par stryg på min smartphone, fik Burnham mig pludselig til at grine ad mig selv med følgende linjer:

»Am I on in the background? Are you on your phone? I'd bet I'd guess the answer, but I don't wanna know.«

Han vidste, at hvis der var stilhed, ville målgruppen med det samme tage telefonen frem og second screene, som det så smukt hedder.

Grin, klovn

»Bo Burnham: Inside« er som nævnt optaget i et værelse i Burnhams lejlighed over et år, med ham selv som eneste fotograf, lysmand og optrædende, og det er imponerende, hvad han har gjort med ganske få virkemidler.

Som I »White Woman's Instagram« herunder, hvor han har lavet en lang række tableauer af nogle motiver, som for Instagram-brugere vil være meget genkendelige. Sangen har i de to uger, der er gået, siden jeg så showet første gang, hængt fast i mit hoved.

Showet springer i tid i Bo Burnhams år indendørs, og det handler også om hans egen slåskamp med, hvorfor man overhovedet skal være sjov i en tid som den nuværende, hvor 600.000 amerikanere er døde, og han selv er endnu en rig, hvid mand, der klager sin nød. På den måde parafraserer han den tyske filosof og komponist Theodor Adorno, der sagde, at det var barbarisk at lave poesi efter Auschwitz.

Men ligesom klovnen Canio, der grædende tager sin klovnesminke på i Ruggiero Leoncavallos opera »Bajadser« ( »Pagliacci«), fordi folket må underholdes, har Bo Burnham forsøgt at gøre det samme.

At komik kan gå over i det tragiske er ikke noget nyt. En gammel vittighed lyder: En mand går til lægen og siger, han er deprimeret, og at livet er for hårdt at leve: »Jeg føler mig ensom i en truende verden, og fremtiden synes usikker og vag, hvad skal jeg gøre?«. Lægen svarer: »Behandlingen er enkel. Den berømte klovn Pagliacci er i byen i aften! Gå ind og se hans optræden, så skal du nok få det bedre«.Patienten bryder ud i gråd og siger: »Men doktor … Jeg er Pagliacci!«. (På billedet ses danske Buster Larsen som klovn.) Fold sammen
Læs mere
Foto: Mogens Amsnæs/Ritzau Scanpix.

»Bo Burnham: Inside« er et show om at skrive et show; et show om, hvorvidt verden har brug for flere privilegerede, rige mennesker, der brokker sig over, hvor hårdt de har det, og et show om den angst, der fylder mange (unge) mennesker. Bo Burnham forklarer selv, at han har lavet showet for »ikke at skyde sig selv i hovedet«, og selvmord nævnes flere gange i det timelange show, der afsluttes med en opfordring til at søge hjælp, hvis man har selvmordstanker.

Komikeren har ikke optrådt med comedy siden sit seneste show, »Make Happy« fra 2016, og undervejs i »Inside«, finder man ud af, at titlen har mere end én betydning. Det handler både om den coronabetingede indespærring og om at være spærret inde i sit eget hoved.

Det er også et show fyldt med ørehængere, ironi, vid og imponerende cinematografi, der med greb lånt fra gyserfilm og et næsten drømmende lys fuldstændig suger mig ind i hans stue. Det er en udstilling af, at lige meget hvor meget vi kigger på hinanden på Instagram, så ser vi sjældent de ting, Bo Burnham viser frem i »Inside«.

Megen observationel komik baserer sig på genkendelighed, og det er derfor næppe alle, der vil finde »Bo Burnham: Inside« lige sjov eller rørende.

Men ligesom jeg som barn så »Rap fyr i L.A.« med Will Smith og gennem komedieserien lærte lidt om, hvordan det var at være en sort ung mand i 90ernes USA, så tror jeg, at folk, der ikke er på alder med Burnham, kan lære at forstå, hvorfor nogle millennials stadig opfører sig som ugidelige teenagere, længe efter de er fyldt 20.

Måske kan man endda også lære noget om sig selv af Bo Burnhams klaustrofobiske mesterværk.

»Bo Burnham: Inside« kan streames på Netflix.

Opdateret 22/6 med rettelse af navnet på kloven Canio fra operaen »Bajadser«.