Svend Brinkmann: Selvudvikling er blevet et fuldtidsjob

Alt, hvad vi gør, skal kunne bruges til noget og have et formål. Selv søvnen er gået hen og blevet et middel til at præstere bedre, når vi er vågne. Psykologen Svend Brinkmann er klar med opfølgeren til bestselleren »Stå fast«, hvor han igen gør op med nogle af samfundstendenserne.

Portræt af psykologiprofessor Svend Brinkmann, der kalder til oprør mod selvudviklings- og innovationskulturen. Brinkmann har udgivet bogen »Stå Fast«, der opfordrer os til at tage nej-hatten på. Foto: Simon Skipper. Fold sammen
Læs mere

Han er den venlige, velformulerede psykologiprofessor fra Aalborg. Manden, der for halvandet år siden på sin egen stilfærdige facon pludselig blev berømt som »ham med Nej-hatten«.

Med sin protestbog, det kalder Svend Brinkmann den selv, ville han gøre op med den stædige selvudviklingsindustri, det evige fleksibilitetstyranni og den konstante optimering. I vores parforhold, i vores sexliv, familieliv, singleliv, forældreliv, motionsliv og arbejdsliv.

Det var en hastesag, lød det, da han udkom med »Stå fast«, skrevet som en syvtrins-guide og omvendt selvhjælpsbog.

Vi skulle hive i nødbremsen, droppe selvhjælpsbøger, give vores coach det røde kort og placere vedkommende ude på bænken langt væk fra vores indre følelsesliv og stræben efter nye erkendelser.

Det ville nemlig kun føre til tomhed og mangel på mening. Nu er han tilbage igen, professor Brinkmann, når han i morgen udkommer med bogen: »Ståsteder –10 gamle idéer til en ny verden.«

Op af hatten har han denne gang trukket nogle af de store, gamle tænkere og filosoffer: Aristoteles, Platon og Immanuel Kant.

D’herrer kan nemlig noget, når vi som moderne mennesker i dag skal finde eksistentielle ståsteder, mener han.

De stillede spørgsmålet: Hvordan bliver man et godt og ordentligt menneske?

»Kald det bare meningen med livet,« griner Svend Brinkmann først, men siger så mere afdæmpet:

»Det er jo stort, kæmpestort. Men den kulturelle udvikling har gjort det vanskeligt at få en rationel og dyb diskussion af, hvad meningen egentlig er med alt det, vi render rundt og foretager os.«

Med 42.000 følgere på Facebook og en femteplads på Politikens top 50-liste over landets mest indflydelsesrige samfundsdebattører ved årets udgang i 2015 bliver der lyttet til ham.

Hver eneste dag får han fem nye forespørgsler i sin indbakke om at holde foredrag. Nogle siger han ja til, men har først plads i kalenderen en gang i løbet af sommeren, altså sommeren 2018. Så er der en masse, han konsekvent siger nej til.

»Jeg er blevet sådan en halv-kendis, så jeg får også tilbud om at være med i programmer som »Kender Du Typen«, den slags. Men jeg siger nej til alt, der handler om min person og ikke om de bøger, jeg skriver. Eller »sagen« om du vil.«

Trykt i 60.000 eksemplarer, oversat til syv sprog og nummer et på Arnold Busk bestsellerlister over faglitteratur. Når Svend Brinkmann nu kommer med opfølgeren til »Stå fast«, er han i direkte konkurrence med sig selv.

Han har altså ramt danskerne klokkerent og lige midt i solar plexus. Når han bliver spurgt om hvorfor, mener han, det skyldes, at mange mennesker har fået en oplevelse af altid at halse efter en udvikling. Altid at skulle dygtiggøre sig. Og aldrig at være helt gode nok alligevel.

En oplevelse på tværs af profession, køn, religion og social status. Brinkmann kalder det for udviklingstvang. Når målstregen hele tiden flytter sig.

Alt skal måles og have et formål

Da Berlingske møder ham i en solrig gårdhave i Ørestaden, er han kort forinden landet med fly fra Aalborg. Først tager han solbriller på, solen blænder ham, men vælger så at rykke ind i skyggen og tage solbrillerne af igen. Øjenkontakt er tilsynelandende ikke uvæsentligt, når det nu handler om de helt store spørgsmål.

»Det er, som om det meste af det, vi gør, efterhånden er blevet et middel til noget andet, end bare at være en værdi i sig selv uden noget formål,« konstaterer han.

»Alt, hvad vi gør, skal kunne bruges. Det skal være nyttigt og sikre, at vi får noget ud af det. Vi er blevet knalddygtige til at udvikle metoder til at måle afkastet af midlerne. Alle de her cost benefit analysemodeller, evalueringskultur og lærermålsstyring. Det er gået helt grassat.«

Svend Brinkmann nævner søvnen som et ekstremt eksempel og kalder den for vores sidste oase, hvor vi kunne være i fred. Men det er slut.

»Nu skal vi også optimere, når vi sover,« siger han, mens han smiler indigneret, ryster på hovedet og slår ud med armene.

»Altså, vi sover, fordi vi skal kunne fungere om dagen. Det er et menneskeligt grundvilkår. Men pludselig blev der introduceret søvncoaches, og hos Dong Energy vil man optimere medarbejdernes indsats ved at give dem søvnapps. som kan måle søvnen og søvnkvaliteten.«

»Hvis vi gør alting for noget andet end det, vi lige er i gang med. Jamen, så gør vi jo ingenting længere alene fordi, det har en værdi i sig selv. Søvnen bliver et middel til at præstere bedre på jobbet. Og dermed er søvnen ikke længere en værdi i sig selv udelukkende som et eksistensvilkår for overlevelse.«

Det er derfor, mener Brinkmann, at vi skal hente inspiration i filosofien, som kan hjælpe mennesker til at grave et spadestik dybere ned under nutidens etablerede sandheder. Efter at videnskaber og psykologi har stillet sig tilfreds, som han siger.

»Nu kan vi ifølge psykologien måle lykken med et spørgeskema. Så kan vi optimere folks velvære og gøre dem mere produktive. Men er det lykken? Er det virkelig meningsfuldt? Filosofien bliver aldrig tilfreds, og er dermed altid aktuel og kritisk. Derfor kan vi bruge den i dag til at finde nogle ståsteder.«

Fokus på fællesskabet

I Brinkmanns nye bog er fællesskab et ståsted. Vi skal bevæge os fra selvindsigt til selvudsigt. Og samtidig stille verdens vigtigste spørgsmål:

»Hvem er vi?« i stedet for »hvem er jeg?«

»Min grundtanke er, at vi kun bliver til som mennesker, fordi vi er sammen med andre mennesker. Det er godt, hvis vi kan tage ved lære på en god måde, og det kan man gøre ved at kigge ud på det, der har gjort en til det, man er.«

Han indrømmer, det kan lyde en smule langhåret og abstrakt, når han anviser eksistentielle ståsteder som:

Det gode, værdigheden, løftet, selvet, ansvaret, sandheden, kærligheden, tilgivelsen, friheden og døden. Men fælles er, at ståstederne er en værdi i sig selv, uden et egentligt formål.

»Det er jo ikke fordi, der ikke må være et formål med noget af alt det, vi gør. Det har bare taget overhånd med nytteværdien.«

»Hvorfor skal du elske og føle kærlighed for et andet menneske? Er det for at blive sund, blive lykkelig eller leve et langt liv? Nej, du skal elske, fordi kærlighed er en grundlæggende menneskelig værdi. Punktum. Kærlighed er vigtigt uanset, hvad du opnår og får ud af det.«

Foto: Bo Amstrup Fold sammen
Læs mere