Sussi la Cour har bevist, at hun er et smidigt menneske. Både rent fysisk og i overført betydning. Nu slår hun en sløjfe på sig selv og vender delvist tilbage til noget, der var engang. Der er gået mere end 20 år, siden hun under sit alias Katja K blev en særdeles kendt pornomodel, både i Danmark og i udlandet. Nu træder hun som 53-årig atter ind i den pornografiske arena – på en ny måde.
»Jeg har haft nogle møder med Erika Lust (kvindeorienteret, prisbelønnet pornofilminstruktør, red.). Jeg kunne godt tænke mig at skrive nogle supersensuelle historier til Erika Lust, baseret på mine egne oplevelser. Det bliver et samarbejde, hvor vi vil skabe nogle spændende erotiske historier,« forklarer Sussi la Cour, der i dag bor i Spanien, nær Barcelona.