Susanne Staun: Mugpedanter og sprogsinker

Intet må forandre sig, og en god dag er en dag, der er helt magen til i går. Sådan ikke kun tænker, men også meddeler sprogkrakilerne sig nedladende til omverdenen i en svag dunst af mug, skriver forfatteren Susanne Staun.

»Hver gang blikket løftes mod sjovere kyster, står strenge dronning Corona foran mig med en truende falanks af nye ord, hun kræver kørt gennem syn og skøn. Som fx compliant – noget, man er, når man overholder sundhedsmyndighedernes retningslinjer.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

Lad mig introducere dig for en subkultur: mugpedanterne. Det er min private betegnelse for de stivstikkende sprogkrakilere, som afgiver en svag dunst af mug, fordi de ondulerer deres hudsult ved at klamre sig til moselig. Herfra fastholder de, at intet må forandre sig, og at en god dag er en dag, der er helt magen til i går, som en fagperson engang udtalte om køers følelsesliv.

Vi har her at gøre med folk, der konsekvent omtaler Dansk Sprognævn som »fænakker«, og som mener, at det er for galt, at man ikke længere gør »sin toilette«. Undskyld fra alle os, der bare går i bad eller, som Kirsten Hammann udtrykte det: civiliserer os. Og om det nu hedder at gøre sin eller sit toilette, er ikke noget, vi mister nattesøvn over. Det gælder også slåfejl, tastefejl og tanketorsk.

Det luner altid at spørge mugpedanterne, hvor de befandt sig, da lavgermanske GRAUSAM blev til GRUSOM. Og hvordan det skete, at ordet PEDANTUS via pedantique og pedante fik lov til at nedvikle sig til pedant. Hvorfor greb mugpedanterne ikke ind? »Vi var ikke født,« hyler de. Men jeg bliver nødt til at vide det: Havde verden i dag været et bedre sted, hvis vi stadig havde sagt GRAUSAM og PEDANTIQUE?

Af forskellige årsager, fortrinsvis af geografisk karakter, har islandsk næsten ikke udviklet sig, og øllebrød hedder derfor i dag stadig hnetum, mens sex meget logisk hedder ríða – tjek det hellere; jeg kan jo finde på at påstå hvad som helst, inklusive at corona glandis penis er en sygdom, selvom alle ved, at det er en kødædende plante fra Columbia. Google er din ven.

Men sådan er det altså deroppe. I Island har de nemlig et sprognævn, der går til vaflerne; ikke et eneste fremmedord slipper levende over sømilegrænsen. Pris det, hvis du vil.

»Mugpedanterne giver alle venlige, tilbageholdende mellempedanter, som ikke retter folks ligegyldige sprogfejl i tide og utide, et dårligt rygte.«


Mugpedanterne giver alle venlige, tilbageholdende mellempedanter, som ikke retter folks ligegyldige sprogfejl i tide og utide, et dårligt rygte, som det fx skete den dag, hvor coronaundtagelsestilstanden blev proklameret. Her var det en mugpedant magtpåliggende at udnævne Mette Frederiksen til en sprogsinke. Statsministeren havde nemlig formastet sig til at sige »handle ind« og havde brugt »i forhold til« forkert – ligesom alle andre folketingsmedlemmer og borgere i Danmark i øvrigt.

I seneste bulletin fra mugpedanterne udnævnes dette at dø med corona og ikke af corona til en sproglig unode, men det må skyldes mugpedanternes vane med at sky dagens avis til fordel for ældre værker.

Mugpedanterne gik helt amok, da Sprognævnet cirka 2012 i forbindelse med endnu en revision af Dansk Retskrivningsordbog erklærede, at det fra nu af var tilladt, dvs. i overensstemmelse med god sprogbrug, at sige akvarie, gymnasie og studie mv. »Ingrid Jespersens Gymnasie ... En hørm af torsdagsbajere, teenagebumser og dårlig kantinemad skyller ind over en ved synet og lyden. Aaarrrghh!« hylede en opbragt mugpedant her.

Som en hyldest til denne pedantfraktion lister jeg derfor i dag let hen over åbne op og drager et lettelsens suk over, at lige under en million danskere allerede har taget hånd om dette enorme problem med imponerende iver.