Susanne Staun: Man kan ikke bare sløjfe ord og lade fænomenerne gå navnløse rundt

Ord er egenrådige og stædige. Når man sender dem uden for døren, bliver de bare mere højrøstede.

Foto: Susanne Staun SH Ida Marie Odgaa

Jeg ville gerne kunne fortælle om dengang, I had a farm in Africa – og med dén stemme, men desværre har jeg aldrig haft sådan én. Til gengæld har jeg boet i en »negerghetto«, som dengang i 80erne bare var en negerghetto uden anførselstegn sat i angst for det gode selskab. Men når blege mig skal fortælle om det, så skal jeg kalde negerghettoen for et  »boligområde, der udelukkende var beboet af sorte.« Inden i folks hoveder former en tankeboble sig straks. I den står der: »Ah! Negerghetto!«

Men lyder det virkelig så opløftende med det dér boligområde? Især når der står udsat foran?  Personligt ville jeg foretrække en ghetto uden anførselstegn.

Den symbolpolitiske kamp mod vejrmøller kører nok engang – igangsat af en regering, der modsætter sig symbolpolitik. Ordet ghetto – som jeg tog under særskilt behandling i en tidligere klumme  – er igen på det uglesete tapet, og jeg får selvfølgelig en forespørgsel fra en konkurrerende avis, der har gang i at spørge »sprog-danskere«, hvilket ord de gerne så puttet i graven og i højere grad erstattet med »noget andet«. Desværre kunne jeg ikke deltage, eftersom jeg er lodret uenig i hele tankesættet bag udrensning af ord.

»Vupti. Fuldstændig som smælderfede kvinder mirakuløst taber sig, når de omformuleres til kurvede«


Ord er hellige; de eksisterer af en grund. Den grund er altid, at de beskriver et fænomen. Ord er egenrådige og stædige. Når man sender dem uden for døren, bliver de bare mere højrøstede. Og så er det for det sidste sjældent, at en afløser kan findes, uden at det bliver komisk og kunstigt. Som jeg nævnte i forrige ghettoklumme var opmærksomhedslisten blandt afløsningsforslagene. Skulle den venlige afløser vinde indpas, får den med tiden samme negative klang og skal derpå afløses igen: fra idiot til åndssvag til mentalt retarderet til person med funktionsnedsættelse.

Når ord udskammes, ender vi altid det samme sted: med anførselstegn eller ingenting. Men man kan ikke bare sløjfe ord og lade fænomenerne gå navnløse rundt. Så kan man nemlig ikke tale om dem. Måske er det hele meningen: Hvis man i bedste orwellske stil bandlyser ordet ghetto, så forsvinder problemerne. Vupti. Fuldstændig som smælderfede kvinder mirakuløst taber sig, når de omformuleres til kurvede. Og i øvrigt bandlyste Kina Orwell sidste år. Af samme grund, som vi udrenser ord.

Men vi er jo bare høflige over for udskammede mennesker, hedder det, når fx ældrebyrden omdøbes til demografiske udfordringer eller simpelthen det grå guld. Disse skåneord ændrer bare ikke på, at gamlingegenerationen er en kæmpestor økonomisk byrde for de vestlige landes økonomier.

I samme ånd kunne man tale for, at rockerborge i fremtiden skal omtales som bebyggelser til folk med motorcykler og stærkt trafikerede synderegistre. Dejligt kort og præcist. Og synderegister?  Hvorfor ikke kronologisk beskrivelse af alternativ adfærd. Stiknarkomaner? Frygteligt ekskluderende ord. Prøv med medlemmer af sprøjtelavet.

Senest forlyder det fra Red Barnet, at børneporno heller ikke ulækkert nok, og selv har jeg et godt øje til onanister, remburser og feminister. Der er virkelig brug for omfattende ordbogsrevisioner og -afbrændinger.