Susanne Staun: Julefatwa over »krænket« og andre grimme ord

Så upræcist et ord som krænke burde jages ud af landet, ud af ordbøgerne; det burde bandlyses, landsforvises og forbydes, for ingen forstår det, selvom alle påstår det modsatte og bruger det så hyppigt at man skulle tro, det var en livsnødvendighed.

Foto: Susanne Staun Ida Marie Odgaard

Her skal vi ikke tale om årets ord, der kedsommeligt og forudsigeligt blev klimatosse.  Ej heller om ord, der beskriver »nedre kropslige funktioner«. Det havde ellers været betydelig sjovere. Nej, her drejer det sig om de andre ord, vi ikke kan lide. Hvad siger du fx til ordet dunk? Er du enig i, at en dunk er en grim genstand, der kun indeholder triste væsker? Drikkedunk? Puha. Behold den.

Eller er dit hadeord vandre? Et grimt og åndet ord for en grim og åndet, næsten mekanisk, aktivitet: bare gå og gå i en eller anden ødemark, op og ned ad bakker til ingen verdens nytte. Vandrestøvler? Fy for den lede.

Det bliver ikke meget værre. Indtil vi møder remburs. Yrk! Dét er et grimt og heldigvis lidet kendt ord. Hvis du ikke ved, hvad en remburs er, så gætter du nok på, at det er et uhumsk zoo-dyr med et langt næb, der tiltrækker insekter. Men en remburs er bare en international betalingsform.

»Hvad har gode, præcise ord som vred, forarget, fornærmet eller såret nogensinde gjort nogen? Er du alt det på én gang – eller kun én af delene? Velkommen til den store gætteleg.«


Remburs overgås kun af vådkanten. Kun perverse og usunde ting kan foregå i vådkanten, som snart vil være betegnelsen for den brede bræmme langs havet, der vil stå under vand og derfor indgå i fremtidig børneopdragelse: »Gå ud og stil dig i vådkanten.« Nå, nej, sådan opdrager man jo ikke børn længere. Stor skam. I skrivende stund er der tale om øjets nederste kant, hvor kvinder lægger deres balladestreg. Kosmetologer giver hyppigt dette råd: »Hvis du har sorte rander [sic!] under øjnene, så drop eyeliner i vådkanten.«

Tidens mest brugte ord

Men hvis du troede, at disse ord var så grimme, at grimmere ikke fandtes, så skyldes det alene, at du ikke har overvejet tidens mest brugte ord: krænke. Se, dét er et grimt ord, i nær familie med det sygelige og (det) tyske: krank. Og det bliver kun værre, når forvildede mennesker udtaler det krenke. Lad nu være!

I forne tider betød det at afkræfte eller svække; at ødelægge, nedbryde, beskadige eller fordærve. Det beskrev den uanstændige, utilladelige eller anstødelige handling – man kunne krænke løfter, sæder og skikke. Når man krænkede, tilføjede man vanære, som når man havde samleje med en kvinde, især uden for ægteskaber. Væmmeligt, alt sammen.

At krænke var at besudle – at pine og plage eller volde sorg. Brugte man hjernen for meget, var det også forkert. »Jeg grunder, pønser, tænker og dermed hjernen krænker.« Og endelig kunne krænke bruges i vores velkendte betydning: fornærme, forarge, såre, blive vred. Og det er her, jeg bliver krænket over krænket som over alle andre uldord. Hvad har gode, præcise ord som vred, forarget, fornærmet eller såret nogensinde gjort nogen? Er du alt det på én gang – eller kun én af delene? Velkommen til den store gætteleg.

Så upræcist et ord som krænke burde jages ud af landet, ud af ordbøgerne; det burde bandlyses, landsforvises og forbydes, for ingen forstår det, selvom alle påstår det modsatte og bruger det så hyppigt at man skulle tro, det var en livsnødvendighed.

Krænke(t) er blevet et nonsensord for en nonsenstilstand, der kendetegner en nonsenstid, hvor følelser aldrig har været mere forvirrede, og mennesker aldrig har været dummere og forlangt mindre af de ord, de bruger. Amen. Og god jul.