Susanne Staun: Jeg bliver rasende, når en usædvanlig dorsk, uvidende, slatten, doven og selvovervurderende person påberåber sig ordblindhed

Det er ikke er skamfuldt at lave fejl – alle laver fejl. Men det er eddikeskamfuldt ikke at gøre sig maksimalt umage.

SusanneStaun
Susanne Staun Forfatter Susanne Staun er aktuel med sprogbogen "Kort & Cool - strambuks til skribent og skribente" opfølgeren til bestselleren "Fuck, en lækker røv". Fotograferet på Gyldendal, onsdag den 6. april 2016. Fold sammen
Læs mere
Foto: Susanne Staun Ida Marie Odgaard

»Det er fuldstændig maksimalt«, så vred jeg kan blive,« hørte jeg en vittig person udbryde. Ditto, tænkte jeg skummelt. Det er maksimalt at mærke ætsende raserisyre ramme mavesækken, hvorefter noget, sædvanligvis jeg, eksploderer. Det skete igen, da en maksimalt tåbelig person, som ikke var ordblind, bare usædvanlig dorsk, uvidende, slatten, doven og selvovervurderende, påberåbte sig ordblindhed.

Men altså: Man er ikke ordblind, bare fordi man tror, at den gordiske knude er gotisk; det er heller ikke et symptom på ordblindhed konsekvent at kalde Ubåds-Madsen Kim, og når man tankeløst lader fingrene galopere hen over tastaturet og konsekvent rammer forkert med volapyk til følge, er der heller ikke ordblindhed på spil. Påstande om ordblindhed er oftest bare maksimalt uforskammede over for ordblinde, der kæmper en daglig kamp med ordene. Men denne klummes maksimalt tåbelige person er kun én af så uendeligt mange, der påberåber sig dette handicap, at man skulle tro, ordblindhed var blevet epidemisk. Men antallet af ordblinde ligger konstant på omkring 7%. Til gengæld, mener fagpersoner, er de, som tidligere undlod at udstille deres violapøk, kommet frem i lyset på de sociale medier.

Ordblinde fordeler sig på IQ-skalaen præcis som ikke-ordblinde. De færreste ordblinde er funktionelle analfabeter, som udgør 15-20% af befolkningen, og antallet af dårlige sprogbrugere overstiger langt antallet af ordblinde og  funktionelle analfabeter tilsammen.

»Ordblindhed er en af de tre såkaldte 'sociale dræbere'«


En fagperson vurderede følgende udsagn fra Facebook: »Udmsageligt at man kan samle ind til såkaldte »flygtningen, når det det kommer til de ældre vil man ikke smid en øre UDSMASGELIGT«, som værende skrevet af en ikke-ordblind person, der bare både læser og skriver for lidt. Han tilføjede: »Man er heller ikke nødvendigvis invalid, fordi man ikke kan bruge en hammer. Det kræver øvelse.«

En stavekontrol ville fjerne de værste bumser, også i de vankundige smører, som den maksimalt tåbelige person leverede: »jeg er humansit og kunsnter. Jeg har ikke nogen smafunds relalistisk kontrol statestik agenda …« Desværre må stavekontrollen sædvanligvis give op over for en af tidens største svøber: usammenskrevne ord.

Og nu vi er der: Dagens maksimalt tåbelige person spurgte pludselig (næsten) lydefrit: »Hvorfor tror I at ordblindhed bliver forbundet med så meget negativt? Hvorfor er det provokerende, at jeg insistere på ikke at skjule det med stavekontrol?«

Tja, bum-bum. Fordi du ikke er ordblind, bare usædvanlig dorsk, uvidende, slatten, doven og selvovervurderende, måske? Fordi hæderspersoner gør alt for at komme ud på den anden side af en tekst med æren i behold og mener, det er en værdi i sig selv, og i øvrigt opfatter det som almindelig høflighed at lette andres vej gennem deres tekster. Og fordi det ikke er skamfuldt at lave fejl – alle laver fejl – men eddikeskamfuldt ikke at gøre sig maksimalt umage.

Ordblindhed er en af de tre såkaldte »sociale dræbere«, hvor de to andre er ADHD og autisme. Hvad mon Greta ville sige til denne klummes maksimalt tåbelige person? Med stor sandsynlighed: How dare you?