Susanne Staun: Hvor tror Dansk Sprognævn egentlig, danskerne bor – i Retskrivningsordbogen?

Hvis sammenskrivningsdanmark vil have chopsuey, så skal vi også have børneogungeudvalg. Konsekvens, bedre regler eller langt videre rammer, tak.

»For nylig måtte jeg gennemlæse et 20 år gammelt manuskript, som var svært bindestregsplaget: standard-opskrifter, sauce-kok, nikotin-plettede. Det var ikke kønt,« skriver sprogrøgter og forfatter Susanne Staun. Fold sammen
Læs mere
Foto: Susanne Staun SH Ida Marie Odgaa

Hvordan ville du skrive det? Nok næppe, som det skal skrives ifølge dansk retskrivning: chopsuey. Men sådan er det i Danmark: Her sammenskriver vi ord, en ortografisk dødssynd på engelsk. Men chopsuey? Skal låneord virkelig have samme medfart som indfødte danske ord, helt uden respekt for, at de måske er født og importeret i to ord? Tsap seui (杂碎) hedder det nemlig i Guandong-provinsens Taishan amt. Og så betyder det også noget i to ord, nemlig »diverse rester« – ikke »diverserester«. Alligevel frækt bare at snuppe ham chop suey og derpå danskmase ham.

Dette være sagt midt i en ordkrise: to ord, et ord, bindestreg? – intet er godt nok. For nylig måtte jeg gennemlæse et 20 år gammelt manuskript, som var svært bindestregsplaget: standard-opskrifter, sauce-kok, nikotin-plettede. Det var ikke kønt. Bindestregernes grimhed var da også grunden til, at jeg i sin tid pegede fingre ad Ekstra Bladets service til deres svage læsere: bande-skud, ferie-trend og gigant-haj. Men helt ærlig: Er bandeskud, ferietrend og giganthaj svære? Man forestiller sig et redaktionsmøde på avisen:
»Hvor mange overflødige bindestreger har vi i rubrikkerne i dag?«
»Fjorten, chef.«
»Det er alt for få. Drys nogle flere ud.«

»Det lyder næsten fransk i sin selvtillidsfulde oprørskhed: »Jeres regler giver ikke mening for os. Vi gør noget andet.««


Havde det så bare været atombombeprøvesprængninger og speciallægebehandlingspraksis, der havde været udsat for en venligt ment bindestreg, så lad gå – eller noget. Jeg er i vildrede. Hvor går grænsen, og hvad er egentlig mest grimt?
Det virker vilkårligt og upædagogisk, når man ser på hele feltet af sammenskrevne eller bindestregsplagede ord og hurtigt opfatter den skrigende mangel på konsekvens: chopsuey – men børn og unge-udvalg eller –  guddødeme: børne- og ungeudvalg. Der er er frit valg. Men sig mig: Hvor tror Dansk Sprognævn egentlig, danskerne bor – i Retskrivningsordbogen?

Hvis  sammenskrivningsdanmark vil have chopsuey, så skal vi også have børneogungeudvalg. Konsekvens, bedre regler eller langt videre rammer, tak. Eller en inspirationshistorie:
Ældre Sagen har – sammen med Jensens Bøfhus’ hedengangne apostrof, Dansk Psykolog Forening og Modersmål-Selskabet, ikke mindst – været udsat for onde sprogrøgteres hån, spot og latterliggørelse i decennier. »Er de uvidende eller dumme?«, skummer sprogrøgterne rasende over disse overtrædelser. Men i hvert fald for Ældre Sagens vedkommende er der tale om et meget bevidst valg.

»Vi må ikke skrive Ældresagen i ét ord,« hedder det i tidligere direktionssekretær Viggo Nielsens erindringsbog: »De to konsulenter forlanger af os, at vi i strid med god retskrivning deler det i to ord … Folk ser det i forbifarten på et skilt … folk er frygteligt dårlige til at læse, det er videnskabeligt bevist, at folk ikke opfatter ord, der er på mere end syv bogstaver.  Ældresagen i ét ord er alt, alt for langt til, at nogen gider stave sig igennem det, derfor skal vort nye navn være Ældre Sagen.«  Det lyder næsten fransk i sin selvtillidsfulde oprørskhed: »Jeres regler giver ikke mening for os. Vi gør noget andet.«

Herligt, når nogen kan tænke selv, og som tak få både et halvt logo og gratis omtale i tilgift.