Susanne Biers successerie er streamingtjenestes mest sete i 2020: »Det er jo lige dét, man håber på«

Den anmelderroste miniserie »The Undoing«, som er instrueret af Susanne Bier, blev HBOs mest sete serie i USA sidste år. Miniserien, der har Nicole Kidman og Hugh Grant i hovedrollerne, havde ifølge HBO selv 12,3 millioner seere i USA. Berlingske har fanget Susanne Bier til en snak om modtagelsen.

Susanne Bier er både glad og stolt over den modtagelse, »The Undoing« har fået, fortæller hun til Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Da miniserien »The Undoing« fik verdenspremiere på den amerikanske kabel-tv-kanal HBO, væltede de rosende ord endnu engang ned over instruktør Susanne Bier, der har fået etableret sig som et velkendt navn på den internationale scene.

Og nu er den stjernespækkede miniserie, der udforsker mord, utroskab og familiedrama gennem seks afsnit, blevet HBOs mest sete i USA sidste år.

Det skriver det amerikanske magasin Variety.

Streamingtjenesten HBO Nordic, der viser HBOs produktioner i Danmark, bekræfter over for Berlingske, at miniseriens popularitet i Danmark kun lige blev overgået af serien »Vikings«, som dog ikke er en original HBO-serie. »The Undoing« stod også for den bedste åbning af en første sæson nogensinde i Danmark, oplyser HBO Nordic til Berlingske.

Da Berlingske fanger Susanne Bier til en snak om modtagelsen, er det en meget glad instruktør, der svarer.

»Det er jo så fedt. Det er jo lige dét, man håber på. Det har været en stor satsning hos HBO, og man kan aldrig vide, hvordan det modtages hos så stort et publikum, når spændingen skal bygges op over flere afsnit. Der er ingen opskrift på det. Man prøver sig frem, og så er det jo virkelig sjovt og fedt, når det lykkes,« siger hun.

Med stjerner som Nicole Kidman, Hugh Grant og Donald Sutherland i de bærende roller havde »The Undoing« ifølge HBO 12,3 millioner seere i USA sidste år. De danske seertal er det ikke muligt at få oplyst, fortæller HBO Nordic.

De amerikanske seertal gør, at miniserien, der er baseret på romanen »You Should Have Known« af Jean Hanff Korelitz, overgår en anden successerie fra kanalen, »Big Little Lies«, som også har Nicole Kidman i en af hovedrollerne.

Og når der skal gættes på, hvad der har gjort dramaet så populær, har Susanne Bier et bud.

»Det er det dragende element – at dem, vi kender, kender vi ikke helt. Det tror jeg har været en historie, som folk har kunnet føle og forstå,« siger hun.

Miniserien er bygget op omkring seks afsnit, hvor der indgår både mordmysterium og intenst familiedrama. Den måde at opbygge plottet på, forklarer Susanne Bier som »at have to-tre skakspil i hovedet på en gang«.

Tidligere denne måned blev det annonceret, at »The Undoing« er nomineret i fire kategorier ved prisuddelingen Golden Globe Awards, der løber af stablen i marts 2021.

Der har miniserien chancen for at vinde prisen for »Best Limited Series« – bedste miniserie – mens Nicole Kidman, Hugh Grant og Donald Sutherland er nomineret for henholdsvis bedste kvindelige skuespiller, bedste mandlige skuespiller og bedste birolle i en »limited series«.

Hvis Susanne Bier løber med sejren for bedste miniserie, vil det langtfra være første gang, hun vinder en stor, international pris for sine film og serier.

I 2011 vandt hun både en Golden Globe og en Oscar for bedste udenlandske film med »Hævnen«. Også miniserien »Natportieren« fra 2016 blev et stort hit og udløste både en Emmy-pris og Golden Globe-nominering.

Desuden blev hendes  film »Efter Brylluppet« nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film i 2007.

Berlingskes filmreporter Kristian Lindberg gav fem stjerner til de to første afsnit af The Undoing, som han kaldte »drønspændende«.

Susanne Bier har netop påbegyndt optagelserne til serien »The First Lady«, som blandt andet har Viola Davis og Michelle Pfeiffer i rollerne som henholdsvis Michelle Obama og Betty Ford. Der går omkring halvandet år, før den får premiere, fortæller hun til Berlingske.