Superkooperativer hitter

La chablisienne er et brag af en vin, der nærmer sig de seks stjerner.

Vi har mange gange skrevet historien om, at kooperativer ikke har det store at byde på, men i denne uge må vi bide i det sure æble og omformulere historien lidt. Et af Frankrigs absolut bedste kooperativer La Chablisienne fra Chablis er nemlig i denne uge helt fremme i skoene med en imponerende hvidvin, mens det fremadstormende sydafrikanske Swartland Winery er garant for testens bedste rødvinskøb.

Det er måske en tilsnigelse at kalde Swartland for et kooperativ, for pr. 1. januar i år overgik det til at være et egentligt selskab. Men man kan sige, at der med årgang 2006 som er et afkom fra kooperativtiden er tale om slagkraftige sager. Swartlands blanding af druesorterne cabernet sauvignon og shiraz fylder munden helt ud, og man fornemmer en massiv frugtintensitet indpakket i en god portion alkohol. Det eneste, som måske kan være lidt ærgerligt er, at grillsæsonen er ved at gå på hæld, for den er perfekt til det formål. Man behøver dog ikke fortvivle helt, for den kan bestemt også gå an som ledsager til efterårets lidt kraftigere kødretter, og meget gerne vildt.

Hvor Swartland er en relativ ny spiller på det danske marked, har La Chablisienne i mange år været en fast bestanddel hos Philipson Wine. Jeg har aldrig oplevet en svipser fra dette super- kooperativ, og ugens testvinder er ingen undtagelse. Et brag af en vin, der kun er et hårsbredde fra de seks stjerner. I Chablis kan man finde mere skidt end kanel, så her er det er vigtigt at kende producenterne, når der skal kvalitet i glasset. La Chablisienne er en af de gode, som altid går rent ind.

0 - 50 kroner

2006, Eagle Crest Reserve, shiraz og cabernet sauvignon Western Cape, Sydafrika

Super Best: Normalpris 59,95 kr. Tilbud tre flasker 110 kr.

Kommentar: Fuldmoden duft af brombær, appelsinskal og et skvat vanilje. Fyldig i munden, hvor man blandt andet finder toner af chokolade, mørke bær og røg. Dejlig vin med et let alko-punch i finalen. Rigtig god intensitet for prisniveauet.

2006, Château Valoussiere (rosé) Côteaux du Languedoc, Frankrig

Irma: Normalpris 59,50 kr. Tilbud en flaske 39,50 kr.

Kommentar: Lidt parfumerede aromaer blandt andet søde hindbær. Smagsmæssigt noget ligegyldig og uharmonisk vin, hvor en stringent tørhed dominerer eftersmagen.

2004, Cuparossa Salento, Syditalien

Kvickly: Normalpris 78,95 kr. Tilbud tre flasker 118,50 kr.

Kommentar: Ret ekspressiv med let ristede toner og mørke bærnuancer. Blød, saftig og indsmigrende i munden. En vellavet og ret rustik fætter, der besidder en let frugtsødme i eftersmagen.

2006, Montes, sauvignon blanc (hvid) Casablanca Curico Valley, Chile

Bichel: 49,75 kr.

Kommentar: Frisk og liflig i næsen, hvor man finder oceaner af hyldeblost, hvilket er typisk for sauvignon blanc. Smagen halter dog noget efter. Virker ret alkoholisk, garvesyretør og en smule bitter bagest i munden.

51 - 80 kroner

2005, Santa Carolina, cabernet sauvignon reserva Colchagua, Chile

Fakta: 51 kr.

Kommentar: Solbær, solbær og solbær. Kraftig oversøisk solbærbasse, der i munden viser god power, men som forekommer noget endimensional. Slutter en anelse hult. Fire små.

2005, Domaine de Dionysos Côtes du Rhône, Frankrig

H. J. Hansen/Vinspecialisten/Magasin: 59,75 kr.

Kommentar: God peberkarakter i næsen. Ren i frugten med strejf af lakrids, der suppleres fint af en god struktur og sødme. Afsluttes af et godt, rent garvesyrebid. Ikke så tosset.

2006, Masi Tupungato, Passo Doble Mendoza, Argentina

Føtex: To flasker 129 kr.

Kommentar: Ret frisk med strejf af kirsebærsten. En lille letvægter, hvor frugten indrammes af en strukturerende tanninkant. Savner måske lidt dybde og karakter.

2002, La Chablisienne Chablis Chablis, Frankrig

Philipson Wine: 79,95 kr.

Kommentar: Knivskarp og fokuseret duft med twist af citrus og mineraler. Ditto i smagen, der har så meget nerve, ekstrakt og vibrerende syreintensitet, at den nærmest slår flik-flak på tungen. Et hårsbredde fra de seks stjerner. Bravo!