»Sundae bloody sundae«: McDonald's trækker krænkende is-reklame tilbage

Burgerkæden McDonald's er kommet på glatis i Portugal, efter at en halloween-kampagne under sloganet »Sundae bloody sundae«, har mødt hård kritik.

McDonalds har trukket en halloween-kampagne tilbage efter kritik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Alastair Pike

En halloween-kampagne fra McDonald's i Portugal er ikke gået helt efter planen. Hvad der skulle have været en småuhyggelig kampagne for et tilbud på softice, har udviklet sig til lidt af en farce. Det skriver The Guardian.

I en halloween-kampagne i en række restauranter i Portugal, har McDonald's reklameret for deres softicedessert med jordbærsauce – også kaldet en sundae- under sloganet »Sundae bloody sundae«, som angiveligt er en reference til det irske rockband U2s megahit »Sunday Bloody Sunday«.

Sloganet er dog faldet flere for brystet, og kampagnen blev torsdag trukket tilbage, da flere mener, at det er en reference til et uhyggeligt kapitel i Nordirlands historie. Kampagnen er i følge folkene bag en »fejring af halloween«, og ikke en ufølsom reference til den historiske begivenhed Bloody Sunday, hvor britiske soldater skød og dræbte 13 ubevæbnede civile, i forbindelse med en demonstration for borgerrettigheder i Nordirland 30. januar 1972.

»Kampagnen var tænkt som en fejring af halloween, og ikke som en ufølsom reference til en historisk begivenhed eller for at gøre nogle kede af det eller fornærmede. Vi undskylder oprigtigt for den forargelse eller bekymring, som dette må have medført,« lyder det fra McDonald's i en udtalelse.

Ikke første gang

Det er ikke første gang, at et firma må undskylde eller forsvare et produkt, der har virket krænkende på irerne. I 2006 var det den amerikanske isgigant Ben & Jerrys, der måtte undskylde til de irske forbrugere, at de havde lanceret en is under navnet »Black and Tan«.

Ifølge producenten var navnet inspireret af irernes favorit – mixet mellem en stout og en pale ale. Det blev dog hurtigt påpeget, at navnet på isen åbnede op for uhyggelige minder fra fortiden – minder der fører tilbage til en endnu tidligere version af Bloody Sunday.

The Black and Tans var en britisk politistyrke, der i 1919-1921 på brutal vis bekæmpede oprørere i Irland. En endnu tidligere Bloody Sunday fandt sted 21. november 1920. Her gik The Black and Tans til angreb på en gruppe tilskuere til en fodboldkamp, hvor 14 personer blev dræbt.