Store Klaus og lille Klaus

Aktuel med sin bog nr. 150 eller deromkring, er 82 år stadigvæk aktiv. MS tog mod til sig og skrev dette åbne brev til dansk litteraturs gamle dinosaur.

Klaus Rifbjerg i sin lejlighed ved vandet i Skodsborg. Han har lige udgivet digtsamlingen "Fut Fut Fut". Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Skovbjerg Fogh
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg er ærlig talt lidt nervøs for at møde dig. Måske lyder det underligt, når man som jeg har lavet massevis af interviews med berømte forfattere. Men du, Klaus. Det er alligevel som om, at du er i en liga for dig selv. Det bliver vel egentlig ikke meget større end dig. Du har været brysk, arrogant, ironisk og barsk over for kolleger og kritikere. Sågar journalister har fået din bryske facon at føle, hvis ikke de fik stillet de rigtige spørgsmål på den rigtige måde, og du var i det lune.

I går sad jeg hele dagen i solen og læste din nye digtsamling. »Fut Fut Fut« hedder den, og jeg er begyndt at holde meget af den. Især digtet om stationsforstanderen, der drømmer om et himmelsk knald, kan jeg godt lide. Jeg er også ved at få en fornemmelse af, at den slet ikke handler om tog, men om sex. Se blot på forsidebilledet (hvad du nok allerede har gjort) Et potent damplokomotiv på vej. Hvorhen?

Men måske er mine bekymringer spild af tid. Du har nemlig slet ikke svaret på min email, og hører jeg ikke fra dig, bliver denne artikel ikke meget længere. Klausrifbjerg80 hedder din mailadresse. Hvorfor lige Klausrifbjerg80? Der er jo kun dig.

Hvem er de 79 andre Klaus Rifbjerg’er? (Ved du i øvrigt, at Carsten Jensen var så træt af, at folk skrev og spurgte, om han var den Carsten Jensen, at han fik en mailadresse, der hedder Dencarstenjensen? Måske synes jeg bare, at det er sjovt, fordi min far også hedder Carsten Jensen...).

Men nok om det. For lidt siden fik jeg nemlig langt om længe fat i dig på telefonen

Den danske forfatter Klaus Rifbjerg ved skrivemaskinen omgivet af sine bøger i1955. Fold sammen
Læs mere
Foto: Børge Lassen.

Det er ham

 

 

 

 

»Ja, det er ham,« buldrede du, da jeg forsikrede mig om, at det var dig, den ægte Klausrifbjerg80. Der var nu ikke meget at tage fejl af. Selv ikke den bedste imitator kunne havde efterlignet din distinkte stemme.

Og da du råbte »I er nogle kohoveder« (med ekstra tryk på ko), var jeg helt overbevist. Du havde sendt en mail, påstod du, og havde siddet hele dagen hjemme og ventet på mig. Jeg beklagede selvfølgelig meget. Kunne vi finde en anden dag? Du bladede i din kalender, og vi aftalte dagen efter klokken 11 hjemme hos dig i Skodsborg.

Og der står du så, og min første – banale – indskydelse er, at du er højere end forventet. Men også mere imødekommende, venlig og en smule skrøbelig på dine ben, som tilsyneladende ikke er, hvad de har været.

Udsigten over Øresund fra din altan er fantastisk, og vi taler om dit hus i Andalusien, som du ikke får besøgt så ofte, efter at din kone er blevet næsten blind og er kommet på plejehjem. På spisebordet står en kage og en tallerken med kiks, begge med film over, og ved siden af ligger din nye digtsamling, »Fut, fut, fut«, der er endnu en lille brik i den store fortløbende Klaus Rifbjerg-biografi, der indtil videre tæller i omegnen af 150 bind – fra debuten

»Under vejr med mig selv« i 1956 og gennembruddet »Den kroniske uskyld« to år senere til klassikere som »Anna (jeg) Anna« i 1969 og et hav af noveller, digte, kronikker, romaner, skuespil, filmmanuskripter og børnebøger – som lagt sammen tegner et billede af et dansk århundrede fra 1930erne til i dag.

»Det er en ordentlig luns. Indvendigt har vi måske ikke forandret os så meget, men det har verden, siden min far sad og lyttede på sit krystalapparat til det, jeg troede hed »præstens radioavis«,« siger du og taler videre om modernismen, som du selv var med til at skabe, og om »Fut fut fut«, som er fuld af legesyge, liv… og sex...

»Kan du forestille dig noget uden sex?« griner du højt og overdøver et øjeblik den kørende plæneklipper udenfor den åbne altandør.

»Enten er bøger blottet for sex, eller også er der for meget af det. Af den kedelige slags. Man kan lave pornografi ved at stille et kamera op og lade nogle mennesker bolle i en halv time på kryds og tværs. Det er ufatteligt kedeligt.

Men det lille øjeblik, hvor det sensuelle præsenterer sig, så det er uomgængeligt, sker ikke så tit. Pludselig kan man opleve, at det, man ikke troede havde noget med det seksuelle at gøre, viser sig at have en kolossal potent ladning,« siger du og taler om Ernst Lubitsch, som kunne skabe erotisk spænding blot ved at lade et par gå op ad en trappe og lukke en dør.

»Man ved godt, hvad der foregår derinde, men man får selv lov til at være kreativ. Det synes jeg også gælder kunsten. Hvis den snærer i stedet for at åbne, så er der noget galt. Erotik er uomgængeligt. Ikke bare som livets krydderi, men som selve den måde, vi formerer os på,« siger du, og jeg forsøger at være morsom ved at foreslå, at der skulle have været en tunnel på bagsiden af »fut fut fut«, nu hvor et potent damplokomotiv pryder forsiden.

Klaus Rifbjerg og Leif Panduro i 1964. Fold sammen
Læs mere
Foto: Birthe Melchior.

 

Driften ved skriften

 

Du ler lidt (måske for at være høflig), og jeg læser to linjer op fra digtet »I et landskab«, som jeg synes er interessante: »Hvis man turde hvad man ville/hvad man aldrig tør«, som digter-jeg’et tænker efter at have fantaseret om en ung pige. Fordi jeg tror, at det siger noget om den borgerlighed og forsigtighed, der altid har præget dig.

»Afgjort. Det, man gerne ville eller er tiltrukket af, men som er forbudt af alle mulige grunde, som har hjemsted i bevidstheden. Så man skriver rundt om, men kommer aldrig helt tæt på,« siger du, og jeg fortæller dig om det program på P1, jeg hørte i bilen på vej op til dig om en katolsk præst, der fortalte om cølibatet og den undertrykte seksualitet som en måde at bruge drifterne kreativt.

»Det kan jo være, han bruger hånden,« foreslår du tørt.

Stemningen er efterhånden blevet let og venskabelig, synes jeg, og diktafonens display viser kun 23 minutter. Men jeg vil gerne nærmere ind på forholdet mellem seksualdriften og skrivningen.

»Forplantningen og døden er bestandig til stede i livet. Indgangen til livet og udgangen. Spændet mellem de to er det interessante,« når du at sige, inden telefonen ringer, og jeg rejser mig for at give dig den trådløse telefon.

Da du har afsluttet samtalen med én, der hedder Iben, som du tilsyneladende holder meget af, vender du dig mod mig igen. Jeg siger, at seksualitet har været interessant i dit forfatterskab, fordi du har levet sådan et normalt familieliv med den samme kone og tre børn. At du har gjort en dyd ud af ikke at have levet i de store ekstremer. Og du svarer, at det er en fuldstændig korrekt og meget præcis observation (hvilket jeg tager som en kompliment).

Klaus Rifbjerg i 1974. Fold sammen
Læs mere
Foto: STEEN JACOBSEN.

Historien bag manden

»Men det handler selvfølgelig også om min kones betydning for ægteskabet og børnenes opdragelse. Jeg har jo fået lov til at leve et liv som forfatter. Det har rent praktisk kunnet lade sig gøre, uden at det var alt for belastende.«

»Og børnene klarer sig godt, er søde og loyale, og passer på deres gamle forældre. Hæ! Nu, hvor de selv er ved at blive smågamle. Begge pigerne er over 50. Det havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg skulle opleve. Det er meget mærkeligt. Men sådan er det,« siger du, og jeg spørger, om du stadigvæk skriver hver dag fra 9 til 13.

»Nu er det lidt anderledes, fordi min kone er blevet så syg, så jeg skriver ikke helt så regelmæssigt, som jeg gjorde engang, Men jeg prøver at leve efter mit gamle arbejdssystem. Det bliver dog mere diffust, når jeg skal frem og tilbage til Valby for at aflægge visit,« siger du og sukker, og jeg spørger, om din lyst til at sætte dig ind ved computeren og skrive er blevet mindre.

»I fundamentet er den det samme. Det er det sted, jeg befinder mig bedst, og jeg gør det med lyst. I skriften er man Vorherre. På papiret kan jeg lade folk leve eller dø, som det passer mig. Den fornemmelse af suverænitet er afgørende for lysten til at skrive…. «

»Se, der har du lysten igen. Det er et erotisk foretagende, det er klart. Det at behandle sproget og føre det til den yderste mulighed er en meget stor tilfredsstillelse. Man bliver dygtigere og dygtigere til at behandle sine virkemidler,« siger du, og jeg minder dig om, at du engang har sagt, at skrivning også handler om forfængelighed.

»Det siger sig selv. Alle mulige skumle motiver indgår da i det at være kunstner. Man vil gerne derhen, fordi man er forfængelig. Selvfølgelig er man forfængelig (det sidste råbes, red.). Man vil helst roses i stedet for at blive sparket bagi, det er klart, men så er det heller ikke værre,« siger du, og jeg spørger, hvad alderen gør ved forfængeligheden.

»Jeg kan huske, at Bergman, da han vidste, at det hele var ved at være slut, sagde: »Ja, det går tabt alt sammen. Det eneste, man ikke bliver fri for, er liderligheden.« Det kan fortolkes på flere måder, men hvis det handler om det, vi taler om nu, så er der i bogstavelig forstand en litterær liderlighed i det. Man vil derind,« siger du og taler om, at du aldrig blev accepteret af ungdomsoprøret og de venstreorienterede, der opfattede dig som borgerlig og dermed gammeldags.

Klaus Rifbjerg i 1975. Fold sammen
Læs mere
Foto: Per Pejstrup.

Den borgerlige Rifbjerg

»Men jeg er borgerlig på samme måde, som Poul Henningsen var. Du skal bare se den bil, der holder derude nu…« siger du og råber, at jeg endelig ikke må skrive, hvilket mærke den er, så det gør jeg naturligvis ikke, selv om det er fristende.

»Det kan godt virke kolossalt udfordrende for folk, hvis man tror på en ligelig fordeling af goderne mellem store og små, at man så kører i bil og ikke på cykel. På det område er jeg anarkist. Rend og hop! Det skal jeg nok selv bestemme.«

Jeg indvender, at det må have været svært at have været dig, når du har siddet i din kernefamilie med hus i Spanien og sommerhus i Rørvig og tre velfungerende børn og indimellem måske ikke har haft det helt let.

»Jo større Volvo, desto større depression,« griner du.

»Dengang jeg ikke vidste så meget om sindets funktioner, havde jeg en oplevelse. Det var i 1965, i Spanien, og jeg var både journalist, redaktør af Vindrosen og havde små børn. Jeg havde lige skrevet en roman færdig og følte mig kolossalt lettet og ville købe en flaske hos købmanden. Da jeg kørte ud på landevejen, troede jeg, at jeg ville køre over i den anden side og ind i de andre biler«.

»Det var en fuldstændig konkret rædsel, og jeg skulle slide i mig selv for at holde fast i rattet og komme hjem uden at lave nogle fejl. Det er klart, at sådan en neurose kan afføde alle mulige forestillinger. Jeg var så heldig, at jeg havnede hos den forkætrede psykiater Thorkil Vanggaard, som efter en times tid så på mig og sagde - De skal vide, at med det erhverv, De har valgt, er der indimellem nogle regninger, der skal betales, men ellers fejler De ikke noget.«

»I bakspejlet kan jeg se, at det var en enorm omgang stress, fordi jeg havde pint mig selv ved at skrive så meget, som jeg gjorde på det tidspunkt. Det kan man selvfølgelig ikke kalde en dyb depression, men det havde forskellige virkninger. Blandt andet min tårnangst. Siden dengang har jeg ikke skrevet helt så koncentreret i månedsvis, men har indimellem lagt tingene til side for at få lidt luft.«

Klaus Rifbjerg i 1981 Fold sammen
Læs mere
Foto: Palle Hedemann.

Kærlig, men ærlig

Din mor, har jeg læst, havde et motto, som lød: »Hellere ondskabsfuld end at kede sig,« og jeg tænker, om man også kan sige det samme om dig. Ikke fordi du virker ondskabsfuld. På ingen måde. Men du har jo haft et ry for at kunne være temmelig brutal, siger jeg.

»Folk bliver nogle gange vrede på mig, fordi de har læst, at jeg er på en bestemt måde. Jeg opfatter mig selv som både elskværdig, imødekommende og forstående, men jeg kan også blive indigneret og vred, men jeg synes ikke, at jeg er ondskabsfuld,« siger du og fortæller om dengang, du som TV-anmelder på Information blev berygtet for at skrive, hvad du mente.

»Men det er klart, at jeg ikke længere har fysisk overskud til at være så indigneret, som jeg måske burde være. Det er svært at tage stilling til for mange ting ad gangen, men det sker hele tiden, at man har lyst til at finde ud af noget, som er mærkeligt eller ubeskrevet.«

»Tingene har også forandret sig i den forstand, at jeg nu på grund af min kones ulykke er engageret på en anden måde. Der er ikke længere så meget plads til den eksistentielle bekymring,« siger du, og taler om »den indre trold«, og om din mor, fra hvem du har temperamentet.

»Min mor var på mange måder en fantastisk kone. Der var ikke mange spærrebomme i forhold til, hvad hun tillod sig. Det kunne være meget slemt indimellem. Også at være hendes søn. Jeg var den eneste (foruden to søstre, red.), og det betød, at jeg var hendes, og at hun satsede på mig. Det bevirkede, at jeg skulle være den bedste, men samtidig ikke bilde mig noget ind. Det var en lidt vanskelig dans.

»Hun var enke i 25 år, og det passede hende ikke. Så jeg blev på en vis måde en erstatning. Hun var dejlig, sød og kærlig, når det var det, hun tillod sig selv at være, men hun var skånselsløs. Hun gav sig ikke. Hun startede diskussioner, som kun gik ud på, at hun ville have ret, og hun kunne ikke lade være med at grine, hvis folk kom til skade. Det kan lige så godt have været en hysterisk, nervøs reaktion, men hun mente det fandme. Hun kunne være ond.«

»Det har jeg måske også været, når jeg har spiddet nogle kritikere i en polemisk sammenhæng, så de har følt sig stødt på manchetterne. Ellers synes jeg ikke. Men jeg kan jo tage fejl. Man er jo ikke altid bevidst om, hvordan man virker på folk,« siger du og citerer din gamle ven, Villy Sørensen, som talte om »den skaldesmækkende mimose med rødder som et egetræ.«

»Det er godt. Man blafrer indimellem, men står ellers fast. Hvis man ikke har fantasi og er overfølsom, hvordan skulle man så kunne skrive om noget som helst?« spørger du og tilbyder en kop kaffe og peger på kagen – en fragilité, meget passende – fra bageren på Nærum Torv.

Klaus Rifbjerg i sin lejlighed ved vandet i Skodsborg. Han har lige udgivet digtsamlingen "Fut Fut Fut". Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Skovbjerg Fogh .

Alderen har sat sine spor

Mens fotografen dirigerer rundt med dig, ser jeg på malerierne, bøgerne i reolen (»tro ikke, at det er hele min samling. Der står stadigvæk 28 kasser i en kælder.«) og det indrammede diplom med DRs Hæderspris for dit »formidable bidrag til dansk litteratur og status som en stor dansk humorist«, og arbejdsværelset med computeren og den moderne kontorstol.

I gæsteværelset er der både kørestol, motionscykel og en ribbe. Engang faldt du under en jagt i Jægerspris, fortæller du grinende til fotografen og mig, men da du lå dér udstrakt på ryggen, skød du alligevel to ænder. Senere fik du så en jagtstol, hvor du kan sidde ned og skyde. 14 fasaner har du præsteret at nedlægge siddende.

»Jeg skal ikke propagandere, men det har været dejligt at gå på jagt,« siger du og smager behageligt på ordet dejligt.

»Der er selvfølgelig forskel på at være 60 og 83. Man kan ikke helt det samme. Så i år kommer der kun tre bøger,« siger du med sans for det underspillede og griner, da du igen sidder i den brune Børge Mogensen-sofa i slidt brunt læder.

Udover digtsamlingen udgiver du en lille roman til efteråret og en samling med journalistik og essays.

»At nogen bebrejder mig for at have skrevet for meget, vil jeg hoppe op og springe ned på. Man ville heller aldrig bebrejde Picasso, at han malede hele tiden. Det er et eksistentielt spørgsmål. Jeg gjorde mig jo ingen forestillinger om, at jeg skulle være noget stort. Men mens de andre kunne alt det fine med at rime, kunne jeg noget andet. Det kan der ikke laves om på, for nu er jeg tudsegammel, og der er bare et hul, der venter,« siger du med mere patos end sorg i stemmen.

Klaus Rifbjerg i sin lejlighed ved vandet i Skodsborg. Han har lige udgivet digtsamlingen "Fut Fut Fut". Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Skovbjerg Fogh .

Nydelse i det skrevne ord

»Jeg har en fornemmelse af, at de store romaners tid er forbi. Jeg kan ikke længere forestille mig at skrive en bog på 500 sider. Men jeg synes heller ikke, at det er nødvendigt, hvis bare de mindre omfangsrige romaner er gode. Og så er det fint at skrive noveller, det holder jeg meget af og har oven i købet fået en pris (Zinklar-prisen i 2013, red.) for det. Og digtet er jo så dejligt. «

»Men jeg tror aldrig, der holder op med at komme historier, som skal skrives, før jeg lægger griflen eller taber den på gulvet. Der er et uendeligt antal historier. Det er kun energien og omstændighederne, der sætter grænser. Jeg tror på, at hvis man har et temperament som jeg, så vil man kunne skrive en bog om en tændstik. Alt det med, at man skal vente på, at inspirationen falder ned som regnen, det er ikke mig.«

»Jeg kan skrive historierne frem. Der skal ikke andet til end det talent, som guderne må vide, hvorfor jeg har fået tildelt,« siger du og bringer din far på banen.

»Vi har talt meget om min mor, men Thorvald hører jo også til billedet. Han var et lyrisk menneske med fuldendt gehør. Han slog aldrig fejl, når han spillede. Når jeg også opfatter mig selv som en mild person, så er det fra ham, jeg har det. Han var en smuk mand, og frygtelig sød og konfliktsky. Han orkede ikke alt det med min mor, så hende måtte jeg tage,« siger du og griner, mens jeg indvender, at det ikke lyder som den perfekte opskrift på et harmonisk ægteskab.

»Men det var det. Blandt andet fordi at hun var vildt forelsket i ham, og han kunne håndtere hende. Måske fordi han havde været gift tidligere, hvilket dog ikke var noget, man talte om. Jeg var ikke så tæt på min far. Han var mere distant. Fordi han trak sig. Ikke på nogen demonstrativ måde, men han passede ligesom sig selv og gik i sin have. Og så havde han nok at se til med min mor.«

Klaus Rifbjerg i sin lejlighed ved vandet i Skodsborg. Han har lige udgivet digtsamlingen "Fut Fut Fut". Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Skovbjerg Fogh .

Lidt svalende ligegyldighed

Jeg forsøger mig med en tolkning i den lette ende: At du har arvet talentet fra din far og temperamentet fra din mor.

»Det kan du egentlig godt sige. Man kan måske ikke stille det helt så firkantet op, men der er noget om det,« siger du og mindes, når din far spillede klaver juleaften, når dørene ind til stuen og det tændte træ blev åbnet.

»Han ramte aldrig en falsk tone, og kan man sige noget som helst om mit forfatterskab er det, at jeg meget sjældent rammer en falsk tone. Begge mine forældre var lærere, og min far var meget afholdt, fordi han ikke slog. Det måtte man jo dengang,« siger du og nævner som en pludselig indskydelse: »Jeg fik jo bank i skolen. Med spanskrør.«

Du fortæller om dengang, du blev sendt ned til inspektøren, fordi du ikke kunne dit Fadervor. Om den lange tur ned ad den store fine trappe på Højdevangens Skole med fernisen knirkende under fødderne, hvor du bankede på inspektørens kontor og skulle vælge et af hans seks spanskrør i forskellige tykkelser. Og om den tunge vej tilbage til klassen, hvor du fik dine tre rap, hvorefter du gik tilbage og afleverede spanskrøret igen.

»Det var det rene sindssyge,« siger du med en klang af sorg, som har overlevet i de mellemliggende 70 år.

»Sådan noget kan indignere mig. Det er den totale ydmygelse. Og så med Gud i hånden! Fordi jeg ikke kunne hans Fadervor! Det har fuldstændig defineret mit forhold til folkekirken og Gud i det hele taget,« siger du og fortæller om det sted på Rørvig Kirkegård, hvor du har fået plads til en urne på trods af, at du ikke længere er medlem af folkekirken.

»Da jeg engang foreslog, at jeg skulle i de ukendtes grav, sagde min datter Synne, at hvis jeg kom det, ville det være en meget stor vittighed,« siger du grinende, og jeg læser en sætning højt for dig, som du skrev i en kronik, da du fyldte 80: »Livet laver man selv med lidt hjælp fra tilfældet. Resten er sniksnak og tidsfordriv.«

»Det meste af det, man gør i løbet af et langt liv, er jo sniksnak. Det er ikke noget, der er bevaringsværdigt. Og så er der de dér højdepunkter, hvor det virkelig brænder på og betyder noget. En stor kærlighed eller et godt skænderi. Forløst elskov. Eller uforløst. Men hvis der hele tiden var så meget tryk på følelsesmæssigt, ville man jo blive sindssyg.

Det er nødvendigt med »lidt svalende ligegyldighed«, som den svenske digter Henry Parland skrev i Tove Ditlevsens oversættelse. Det er meget fint skrevet. For det har man kolossalt brug for. Lidt svalende ligegyldighed,« siger du, og vi lægger begge to an til landing.

Tak siger jeg, og du slår hænderne sammen.

»Sådan. Slut!«

Klaus Rifbjerg i sin lejlighed ved vandet i Skodsborg. Han har lige udgivet digtsamlingen "Fut Fut Fut". Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Skovbjerg Fogh .