»Stop de sociale spøgelsesbilister«

»Sociale spilleregler får tingene til at glide og tager den sociale akavethed fra folk,« siger cand. polit. Sanne Udsen. Hun har skrevet en række bøger, hvoraf flere handler om takt og tone. Senest ha

Sanne Udsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian sæderup

Det er ikke blot væggene hjemme i Sanne Udsens stuer på Frederiksberg, der er farverige – gul, turkis og bordeaux. Hun er det også selv. Både hendes tankegang og sprog er pudret med humor og impulsive indfald, og når hun erklærer sit ubetingede mishag ved hvidskurede vægge, kan man ikke lade være med at tænke, at det er et billede på hendes indstilling til livet. Hun er mere til det krøllede og farverige, end til livets brede motorvej.

På ét punkt dyrker hun dog det konforme og regelrette. Hun er til takt og tone: Man skal tale pænt til folk, klæde sig ordentligt og være venlig. Hvorfor? Fordi det rent faktisk gør livet lettere. Udtrykket »rent faktisk« hader hun i øvrigt af et godt hjerte, og det vender vi tilbage til.

»Takt og tone handler om at have nogle klare sociale spilleregler, så folk opfører sig ordentligt og ikke bliver de rene spøgelsesbilister i arbejds- og selskabslivet. Takt og tone er en måde at tage den sociale akavethed fra folk, så de ikke – i hvert fald ikke utilsigtet – fornærmer nogen,« siger Sanne Udsen.

Hun er uddannet cand.polit. og har en ph.d. i erhvervsøkonomi, men de seneste år har hun brugt meget af sin tid på at skrive bøger og arbejde som selvstændig konsulent.

Lige siden hun var barn, har hun drømt om at være forfatter, og det er blevet til både en kriminalroman og en række fagbøger om vidt forskellige emner lige fra management og tillidsmandsarbejde til takt og tone i arbejdslivet. Til oktober udkommer endnu en kriminalroman – også denne gang med postfeministen, politiassessoren og advokaten, Sarah Berthelsen, i hovedrollen, og for en måned siden udkom »Moderne husførelse – en guide til den nybagte husmor m/k«. Det er en blandet landhandel af råd om alt lige fra pletfjerning, obligationslån og budgetlægning til madopskrifter og bordplaner.

»Bogen er inspireret af mine egne store børn, hvoraf min ældste er flyttet hjemmefra. Den er skrevet på baggrund af de spørgsmål, han har ringet hjem og stillet om bl.a. madlavning og så mine egne erfaringer fra dengang, jeg selv flyttede hjemmefra og måtte ringe hjem og spørge min mor til råds,« siger forfatteren, der i sit første kapitel behørigt citerer dansk takt og tone-litteraturs urmoder, Emma Gad, for følgende vise ord:

»At have pengesagerne i orden er den første betingelse for et hjems trivsel og lykke. Denne afhænger ikke af de store indtægter, men snarere af at tilvejebringe det rette forhold mellem indtægter og udgifter.«

Sanne Udsens bog er ikke et dybt suk over nutidens ungdom. Hun tror ikke, at den er hverken bedre eller dårligere opdraget end tidligere generationer.

»Vi vidste da heller ingenting, da vi flyttede hjemmefra. Det var stort, hvis man kunne lave en kop te eller koge et æg, og det blev sådan, man havde tænkt sig, det skulle være.«

Det har været sjovt at skrive bogen, fortæller Sanne Udsen. Alle pletfjerningsrådene er blevet testet, lige som hun har gennemprøvet alle opskrifterne i egne gryder. Hendes børn er glade for bogen. Den ældste søn har spurgt efter et eksemplar, for han mente, at hans kæreste kunne få glæde af den! fortæller Sanne Udsen.

»Min yngste søn sagde, at han var glad for, at opskriften på hans yndlingstzatziki er med. Da jeg spurgte, om han ikke ville lære at lave den selv, sagde han: Nej, jeg tager bare bogen med, når jeg flytter.«

Forfatteren, der betegner sig selv som gammel feminist og ligestillingsforkæmper, har gjort meget ud af at lære både sine to sønner og datteren huslige færdigheder.

Alligevel er hun nået til den erkendelse, at opdragelse betyder meget mindre, end hun havde forestillet sig.

»Børnene har deres egen personlighed. Jeg har lagt mærke til, at der er rigtig stor forskel på drenge og piger, og det er ikke kun, fordi jeg har opdraget dem forskelligt. Forskellen er der bare. Min datter forsøger altid at spille ligestillingskortet. Hun mener ikke, at hun skal lave noget – ifølge hende skal drengene lave mere af husarbejdet, så der kan blive rettet op på generationers uretfærdighed.«

To bøger er det blevet til om takt og tone. »Takt og tone på jobbet« fra 2002 (sidste år udkom en ny forkortet udgave) fortæller om gode manerer i arbejdslivet – ved middagen, på jobbet, restauranten og i det offentlige rum. »Takt og tone i tiden« tager fat på samme emner, men i mindre grad med fokus på arbejdslivet.

Men hvorfor har hun overhovedet taget fat på emnet?

»Da jeg blev valgt til formand for DJØF-Privat i 1998, snakkede vi vældig meget om kompetenceudvikling, som var det store modeord det år. Selvfølgelig skal man være faglig kompetent, men det slog mig, at DJØFerne jo ikke allesammen har succes, selv om de er nogle af de bedst uddannede i landet. Det gik op for mig, at de, der virkelig gør karriere er dem, der udviser sociale kompetencer. Amerikanerne har et udtryk for det: »We hire for skills but fire for attitude«. DJØF lavede traditionelt kurser, som skulle give medlemmerne faglige kompetencer, og det skal man da også, men jeg tænkte, at mange ville have lige så stor glæde af at lære sociale kompetencer og regler,« siger Sanne Udsen.

Danskerne er f.eks. ikke gode til at præsentere sig ved møder og middage, og det virker enormt negativt at komme ind til et møde og ikke gå rundt og hilse og give hånd, siger Sanne Udsen. Man skal simpelt hen beslutte sig for, at det gør man bare, lyder hendes råd.

»Det slog mig, da jeg var til et mine første møder i den kendte organisation »International Association For Feminist Economics« (International organisation for feministiske økonomer, red.) Vi skulle mødes i baren på et hotel. Jeg nikkede bare til de andre damer og satte mig så hen til et bord. Der sad en, som stak mig en hånd og sagde »Hi, I’m Naomi«. Der gik det op for mig, at jeg havde været ufattelig uhøflig. Jeg havde bare nikket til de andre, men ikke præsenteret mig selv. Det er nogle gange svært for danskere. Amerikanerne gør det bare.«

Takt og tone – det, som nogle vil kalde stramme former – er ifølge Sanne Udsen både ekskluderende og inkluderende. Det er ekskluderende i den forstand, at man ikke kan være med i det gode selskab, hvis man ikke kender eller følger reglerne. Men takt og tone er også inkluderende, fordi der er tale om sociale færdselsregler, som alle kan forstå og følge.

»Vi er ikke blevet mere lige, fordi vi siden ungdomsoprøret i 1968 har smidt nogle af de meget stramme og formelle omgangsformer over bord. Det meget afslappede og uformelle duer kun i forhold til familie og venner. Så snart man befinder sig i en professionel sammenhæng, er man nødt til at være høflig. Det kan godt være, man er genert og ikke bryder sig om at hilse på og konversere sin borddame, men det er en god og praktisk måde at åbne op og være sammen med andre mennesker på.«

Hun vil ikke klandre 68erne for, at danskerne groft sagt dyrker det formløse (»det med praktisk tøj kan altså overdrives,« siger hun), og ikke er til høflighed og takt og tone. Det er efter hendes mening mere et udtryk for nationalt sindelag end en enkelt generations oprør.

»Vi er et lille land, og når vi ikke præsenterer os for hinanden, skyldes det måske, at alle tror, at alle i forvejen kender hinanden. Nej, 68ernes største synd er det med, at »vi skal snakke om tingene« i stedet for at feje dem ind under gulvtæppet. Vi skal være så åbne. Når jeg tænker på, hvordan jeg selv som 19-årig i rødstrømpe-sammenhæng var med til at udøve selvkritik og fortalte om alt muligt! I dag tænker jeg, hvad skulle det til for? Det var selvfølgeligt et opgør med, at man ikke sagde tingene, som de var, men talte uden om. Men der er rigtig meget at sige til fordel for at tale uden om. Hvis man siger tingene direkte, så er der ingen vej tilbage. Høflighed og sociale spilleregler handler i høj grad om at give modparten mulighed for ikke at tabe ansigt.«

Sanne Udsen kunne med både en økonom- og forskeruddannelse have gjort karriere i statsadministrationen, søgt et forskerjob eller have fortsat sin karriere i organisationsverdenen. Men for nogle år siden slog hun sig ned som selvstændig konsulent, forfatter, foredragsholder og redaktør af en takt og tone-brevkasse i Frederiksborg Amts Avis.

»Jeg synes, at det er sjovt at skrive, og nyder den frihed, det giver. Det er en luksus at kunne arbejde med det, man har lyst til. Jeg har altid gerne villet skrive. Da jeg var barn, var mit ønske til livet, at jeg skulle være forfatter, have ti børn og en have med et gammelt æbletræ, der var så stort, at børnene kunne klatre i det. Jeg kan godt lide at arbejde med sprog. Det er jeg meget engageret i. Der er nogle udtryk, jeg ikke kan fordrage, »rent faktisk« er et af dem. Det er lidt for pompøst, og når nogen starter en sætning med det udtryk, forholder det sig sjældent, som de siger. Hvorfor ikke nøjes med at sige »faktisk«. At »noget er til UG« er et andet. Det blev jeg engang selv citeret for at have brugt. Det kunne jeg ikke forstå. Jeg er jo selv vokset op med 13-skalaen. Der er bare en spøjs overlevering. Det er lige som udtrykket »at stå med hatten i hånden«. Det kan ikke sige mere. I dag er der jo ikke nogen, som går med hat. Lige udover min mand, men det snakker vi ikke om.«