Størst af alt er kærligheden

Verden er blevet smitte, sygdom og død i disse dage. Men livet kan ikke sættes på hold. Forhold kan ikke sættes i karantæne. Fotograf Linda Kastrup har været ude i Danmark og finde kærligheden i coronaens tid.

Foto: Linda Kastrup

Foto: Linda Kastrup.

GRÆNSEN FOR KÆRLIGHED

Om eftermiddagen cykler Karsten hen til grænsebommen ved Møllehus i Tønder Kommune. For at tale med Inga hen over bommen.

Karsten på tysk side og Inga på dansk side.

»Der er ingen grænser for kærlighed,« siger Karsten.

Myndighederne er ikke helt enige. Hvor parret før besøgte hinanden frit, har coronavirus nu sat et skel mellem dem.

Inga Rasmussen på 85 år og Karsten Tüschen Hansen på 89 år mødte hinanden for to år siden ved en kartoffelbod i en rundkørsel i Tønder. Karsten stod i kø bag Inga, og han havde tilfældigvis en buket blomster i hånden, som han syntes Inga skulle have.

»Jeg ved, hvad damerne vil ha’,« siger Karsten.

»Ja, så faldt jeg for ham,« siger Inga.

Før lavede Karsten morgenkaffe til sin udkårne. Nu må de nøjes med kaffe, punch og kage og lange blikke hver eftermiddag ved grænsebommen.

»Vi gør ikke noget, vi ikke må,« siger Karsten.

De rører ikke engang ved hinanden, siger de. Reglerne skal følges.

 

Foto: Linda Kastrup.

FACETIME

Oskar Holvøe og Nikki Hillan »facetimer«.

»Go’ morgen,« siger Oscar til Nikki. Hun befinder sig i Skotland, hvor hun bor sammen med sin lillebror i forældrenes hus. Forældrene befinder sig til gengæld i Dubai.

25-årige Oskar og 26-årige Nikki mødte hinanden i London. De har været kærester i to år. Nikki havde sagt sit job som indkøber op for at flytte over til Oskar i Danmark. Hendes muligheder i Danmark var gode. I hvert fald før coronakrisen.

Flytningen er sat på pause. De havde ellers glædet sig til at fejre hendes 26-års fødselsdag sammen. Nu foregår det på mobilskærmen. Oscar befinder sig i sine forældres sommerhus i Liseleje.

»Men lige så snart, der åbnes op, så flytter Nikki hertil,« siger Oskar.

 

Foto: Linda Kastrup.

DET VIGTIGSTE

Der er bryllup i Sankt Johannes Kirke på Nørrebro i København.

Der skulle have været 100 bryllupsgæster til stede fra otte forskellige lande. Nu er der i stedet præsten, organisten, en kirkesanger, to vidner og Ganga og Bo Gillesberg.

»Det skulle have været i begyndelsen af juni, men det kunne vi godt se, at det var vi nødt til at aflyse,« siger 49-årige Bo.

Men 38-årige Ganga ville ikke vente.

»Jeg gik faktisk i panik. Det er vigtigt for mig at være gift. Så jeg ringede til Rådhuset. Men de tog ikke telefonen,« siger hun.

Ganga ringede derpå til præst Marie Jacobsen Damm og spurgte, hvornår man kunne blive gift i kirken. Præsten svarede: »Hvad med i morgen?«

Bryllupsparret bor i Ørestaden, men har altid syntes, at Sankt Johannes Kirken er en meget fin kirke. Nu synes de det samme om præsten.

»Det er da underligt, at vores familier ikke kan være her. Men det vigtigste er, at vi har hinanden. Festen kan vi altid holde,« siger Bo.

 

Foto: Linda Kastrup.

VI SKAL JO HØRE EFTER

Birthe er 88 år, Svend er 94 år. De savner at gå til dans.

»Det er brandærgerligt,« siger Svend.

De to mødte hinanden til pardans for fire år siden. Siden har de boet en uge på skift hos hinanden. Svend Rudi Jensen er fra Stensved. Birthe Høst bor i Køge.

»Det værste er, at jeg ikke kan komme til frisøren. Men jeg kan i det mindste studse Svend lidt i nakken,« siger Birthe.

De holder sig fra andre. De går i haven. Og de kører tur i bilen og køber dagligvarer. Derudover spiller de meget ludo, ser TV, løser krydsord og taler i telefon med familien. Og vasker hænder, siger Svend.

»Men det er fint med sikkerhed, og vi skal jo høre efter, hvad Dronningen siger,« siger han.

 

Foto: Linda Kastrup.

SPRITTET AF

De er lige flyttet sammen i Siljes lejlighed i Sydhavnen i København.

Silje Noe Høvik, 23 år, og Nicholai Okpara, 24 år, har været kærester i halvandet år. Hun er tjener og studerende. Han er køkkenchef.

»Her skal dobbeltsengen være,« siger Silje. Hun har selv bygget et hovedgærde.

’Nicholai er arbejdsnarkoman, men er sendt hjem. Så er det godt, at der skal males, sættes gardiner op, samles skabe og hentes sofa,« siger Silje: »Og så er det jo også heldigt, at jeg har en kok i huset.«

»Jeg håber ikke, det kommer til at vare for længe; jeg glæder mig til at komme på arbejde igen,« siger Nicholai.

De to isolerede sig i 14 dage hver for sig, før de mødtes i lejligheden. Silje havde en roomie, der flyttede. Silje har »sprittet hele lejligheden af«.

 

Foto: Linda Kastrup.

MEGET SAMMEN

Jeanette Sander, 50 år, og Liselotte Sabroe, 53 år, har isoleret sig i hjemmet i Hareskoven, nord for København.

Først havde Jeanette symptomer. Så havde Liselotte symptomer. Ingen af dem alvorlige, men alligevel tydelige nok til, at de fandt det bedst af hensyn til andre at holde sig for sig selv.

»Tiden er blevet meget stille,« siger Jeanette, der er psykoterapeut.

»Vi savner at have gæster,« siger Liselotte, der er fotograf.

Parret har bonusbørn, tvillinger på ti år, som de ikke kan se. Hver dag laver de quiz over nettet til børnene. De klæder sig ud med forskellige temaer, og så skal ungerne gætte, hvem de er.

»Det er et lyspunkt i hverdagen,« siger Liselotte.

De går ture i Hareskoven og ser mange serier. »Men situationen har også skabt noget andet imellem os. Det er blevet mere intenst,« siger Jeanette.

»Vi har også været meget sammen,« siger Liselotte.

Jeanette og Liselotte er kærester på syvende år.

 

Foto: Linda Kastrup.

VELKOMMEN TIL VERDEN

»Jeg tænkte – også inden corona – om det her er en verden at bringe et barn ind i,« siger 26-årige Kristoffer Østerby Petersen.

Han og Amalies Karla blev født for syv måneder siden. Amalie Dahl Holleufer på 24 år er sygeplejerskestuderende. Hun er på barsel og går hjemme. Amalie ser ingen mennesker.

»Jeg er ikke bange for selv at blive syg, men det skal ikke ske for Karla. Jeg vil heller ikke kunne bære at smitte nogen. Så jeg ser ikke min mor, selvom hun er alene, og hun er ked af det,« siger Amalie.

Kristoffer er tømrer, går på arbejde, men arbejder alene.

Amalie og Kristoffer er blevet gode til at tale og være sammen, siger de. Ligesom de er blevet bedre til at værdsætte, hvad de har. Men selvfølgelig kan man sætte et barn i verden, tilføjer Kristoffer.

»Lige nu er det bare skræmmende,« siger han.

»Vi siger tit til hinanden for sjov: »Velkommen til verden, Karla – i det her helvedes-år,« siger Amalie.

 

Foto: Linda Kastrup.

DOBBELT OP

Emma Lynge Lyngbye og Nermin Dulic på 22 år er studerende, har været kærester i et år og bor hver for sig.

De er begge blevet fyret fra deres studenterjobs på café.

»Vi var altid ude i byen før. Nu hygger vi hjemme,« siger Emma.

»Før trænede vi også i hver vores fitnesscenter. Nu løbetræner vi sammen,« siger Nermin.

Emma og Nermin begrænser sig til at se hinanden. Nu ser de hinanden dobbelt så meget som før coronakrisen. Vennerne er valgt fra.

Nermin bor hos sin far, der grundet sygdom er i den såkaldte risikogruppe.

 

Foto: Linda Kastrup.

MÆRKELIGT

Randi, 71 år, og John Ten Voorde, 69 år, bor i Hørsholm. De har været gift i 44 år

Parret er pensioneret og kan godt lide at køre ture langs kysten, stige ud og gå en tur i duften og brisen fra havet som her i Rågeleje. De ser hverken familie eller venner.

»Det er mærkeligt ikke at kunne kramme sine børnebørn,« siger Randi.

John har en mor på 95 år, der bor i Holland.

»Hun har oplevet både krig og hungersnød, så coronaen det tager vi med,« siger John.

 

Foto: Linda Kastrup.

HELE TIDEN

Alma og Thomas går i 2.G i Hillerød og har været kærester i fem måneder.

»Jeg ville blive skør, hvis ikke jeg så Alma,« siger Thomas.

Da Danmark lukkede ned, var familierne til Alma Biermann, 18 år, og Thomas Hjort, 19 år, forbeholdne omkring, hvorvidt de to skulle se hinanden.

De forbehold kunne de godt pakke væk. Alma og Thomas ser hinanden hele tiden. Og lidt til. Og meget mere. De lader sig fjernundervise sammen. De skater sammen. De er konstant sammen. Alma bor i Espergærde, Thomas i Hillerød, og parret pendler mellem de to hjem – sammen.

»Det længste, vi har været væk fra hinanden, var en uge. Det var også grænsen. Det var hårdt,« siger Alma.

Vennerne ser de til gengæld ikke i disse uger.

»Det er ikke svært, når bare jeg kan se Alma,« siger Thomas.