Stéphanie Surrugue: »Gid jeg var lidt mere normal«

Journalist Stéphanie Surrugue har vundet tre TV-priser, netop færdiggjort sin seneste biografi og bliver DRs næste korrespondent i USA. Hun lever et liv uden faste holdepunkter, men trækker ofte store veksler på sine nærmeste. Selv stiller hun spørgsmålet: Hvorfor skal vi have det kedeligt sammen, når vi kan have det sjovt?

Foto: Søren Bidstrup.
Læs mere
Fold sammen

»Jeg har altså kun kapers og neglelak i køleskabet, så jeg kan altså ikke tilbyde jer noget ud over vand og kaffe. Altså, medmindre I virkelig elsker kapers,« siger Stéphanie Surrugue, da hun byder fotografen og mig ind i lejligheden.

Den er i to plan og ligger i evigt spraglede Studiestræde få meter fra Rådhuspladsen i København. Her har hun boet i otte år – længere end hun nogensinde har boet på ét sted tidligere i sit voksenliv. Men det slutter snart. Hun opsiger lejemålet, for til december flytter hun til USA.

»Jeg gør det her med mellemrum. Når mit liv kører, river jeg hele lortet ned og starter forfra,« siger hun, mens hun sidder på sit køkkenbord iklædt en stram hvid kjole. De gyldne, store cirkelformede øreringe vugger, når hun tager en slurk af sin sorte kaffe.

Surrugue arbejdede som journalist på Politiken i ti år. Her havde hun det »abeskønt« og skrev de i branchen eftertragtede artikler i weekendsektionerne, hvor man har masser af plads og lange deadlines.

»Jeg kunne være blevet en af de der store, sære damer på kulturredaktionen. Jeg kunne have siddet der i 30 år, uden at nogen ville undre sig over det. Af den grund stoppede jeg. Det var simpelthen for tidligt at tænke sådan,« fortæller hun.

Turen går til Washington

Hun sagde op i 2011 og gik til TV2 News, hvor hun blev redaktionschef og vært på »Kulturen på News«. Efter to TV-priser for sit værtskab skiftede hun sidste år til Go’Morgen Danmark på hovedkanalen. Det job afsluttede hun – efter endnu en TV-pris – i sommer, og siden har hun brugt tiden på at skrive en biografi om Rufus Gifford, USAs ambassadør i Danmark. Men om et øjeblik vender hun altså atter hele tilværelsen på hovedet. Turen går til Washington. Hun er netop nu i oplæring på DR som TV Avisens næste korrespondent i USA.

»Jeg ved godt, at det bunder i rastløshed, når jeg nu igen har sagt et godt job op og skifter til noget helt andet. Men at være korrespondent i USA kan umuligt være andet end fede oplevelser på stribe. Det er så svært at lade være med at prøve at rage til sig af den slags. Næste år er der amerikansk præsidentvalg. Skulle jeg så blive siddende herhjemme, når jeg har chancen for at flytte derover, hvor det sker?« spørger hun retorisk og slår fast:

»Jeg forbeholder mig retten til at fyre den af.«

De fleste omkring Stéphanie Surrugue opfatter hende som lidt kuk. Det siger hun selv. Det er normalt at have et job, som man brænder for, men de fleste kan lægge det fra sig, siger hun. For 38-årige Surrugue er det at være journalist en forlængelse af hende selv. Hun har ikke fantasi til at forestille sig et liv uden det evindelige fix af historier, kilder og deadlines.

»Der er en fuldstændig glidende overgang mellem mit arbejdsliv og mit privatliv. Jeg kommer aldrig til at slippe den der historiemølle, der kværner oppe i hovedet på mig,« siger hun.

Foto: Søren Bidstrup. Stéphanie Surrugue har tit følt sig anderledes og lidt »skævt placeret«: »Det har taget mig rimeligt mange år at blive cool med mig selv«. Fold sammen
Læs mere

Faktisk ser hun også sig selv som kuk. I hvert fald halvdelen af tiden. Hun gør det ikke, når hun befinder sig i »sit eget liv«. Her omgiver hun sig med venner, der som hun rejser meget, glider ind og ud af projekter og har lange perioder med konstant arbejde afløst af perioder med rigelig tid til at sidde på den lokale kaffebar. Særligt her i Studiestræde oplever hun en forbundethed med de øvrige kreative beboere. Men Surrugue har netop været på otte dages ferie i Sydfrankrig hos sin mor og hendes mand – halvdelen af året bor de dernede. Journalisten prøver at se sig selv udefra i dén situation.

»Solen skinner på os, mens vi spiser foie gras og drikker rosévin på terrassen. Vi skal hyggesnakke, men jeg er den der dame, der har computeren kørende inde i spisestuen ved siden af og to mobiler med til bords. Så tænker jeg, du ved, at jeg er lidt skævt placeret. Min mor og søster taler om, hvor de skal holde ferie til næste år. Jeg taler om, at jeg endnu ikke har fundet mig en lejlighed til mit nye liv i Washington,« siger hun.

»Dér kan jeg godt føle, at jeg er sådan lidt skævt på. Sådan har jeg faktisk altid følt. »Gid jeg var lidt mere normal. Gid jeg kunne ønske mig et eller andet i mit liv, der var så almindeligt, at ingen ville løfte et øjenbryn over det«, kan jeg godt tænke. Det har taget mig rimelig mange år at blive cool med mig selv. Det har da også taget tid for min familie at blive sikker på, at jeg er tilfreds med mit liv, som det er,« fortæller Stéphanie Surrugue.

Heldigvis synes de ikke længere, at hendes tilværelse er bekymrende eller alt for sær, siger hun. Da Surrugue fortalte sin mor, at hun ville flytte til USA i to år for at arbejde som korrespondent, svarede moren:

»Det er da klart. Det var bare et spørgsmål om tid, inden du skulle det.«

Ingen velhavere, ingen akademikere

Selv om Stéphanie havde en franskfødt far og en dansk mor, mindede begge familiegrene til forveksling om hinanden. Ingen velhavere, ingen akademikere. Familien boede i Hvidovre, da hun blev født, og efter en afstikker til Sengeløse, flyttede hun til Greve, hvor hun tilbragte sine ungdomsår. Hun gik i den katolske privatskole Sankt Joseph på Østerbro, for faren var katolik og moren blev det i løbet af ægteskabet. Selv troede hun ikke på Gud, og gør det stadig ikke.

At Stéphanie også var »lidt kuk« som barn, er der ingen tvivl om. Men dengang brugte man en anden betegnelse for det. »Kæmpenørd« havde måske været et bedre udtryk, siger hun. Hun husker, hvordan hun sad som femårig i familiens flødefarvede topersoners sofa og skreg til sine forældre:

»KOM, KOM, KOM! Anker Jørgensen er i fjernsynet!«

Hun husker endvidere, at det fik forældrenes venner, der var på besøg, til at bemærke:

»Det er da ikke helt normalt, det der?«

Med egne ord var hun hypersulten på alt, der kunne læses i bøger og ses på TV. Forældrene opgav at dosere strømmen af nyheder for hende. 25. december 1989 blev den kommunistiske leder i Rumænien, Nicolae Ceaușescu, dræbt. Selv var hun 12 år gammel. Faren hentede hende, så de kunne se TV-avisen sammen. Hun ville jo alligevel finde ud af det, tænkte han. De snakkede om, hvad der var sket, og Stéphanie åd både lyd og billeder af den skelsættende begivenhed med hud og hår. Hvordan konen Elena skældte ud på soldaterne, inden man hørte salverne fra maskingeværerne, og ægteparret lå henrettet på gårdspladsen. Ifølge Surrugue forsøgte forældrene at tilpasse sig denne datter, der som den første i begge grene af familien havde en uudslukkelig tørst efter tykke bøger, viden og politik.

Foto: Søren Bidstrup. »At være korrespondent i USA kan umuligt være andet end fede oplevelser på stribe,« siger Stéphanie Surrugue, der er TV Avisens nye korrespondent i USA. Fold sammen
Læs mere

»Jeg var lidt af et fremmedlegeme, der var landet mellem dem. Mine forældre forsøgte virkelig at hjælpe mig med at få stillet min sult efter viden. De havde ikke mange penge, men de betalte for, at jeg kunne få privatundervisning i latin, fordi det var mit store – og ja, nørdede – ønske,« siger hun.

Da Surrugues mor blev gift, var hun blot 17 år. De fik kongebrev. Hendes storesøster, der fik sit første barn som 21-årig, blev farmor i forrige uge. Stéphanie har derimod hverken mand eller børn. Hun har friheden.

»Jeg har i et tidligere forhold levet med dobbeltgarage og swimmingpool ude på Amager. Så jeg har eksperimenteret med normalitet, men jeg flygtede fra det,« siger hun.

»I stedet har jeg valgt et liv, hvor jeg har færrest mulige ankre, så jeg kan koncentrere mig om mine projekter. Jeg kommer aldrig nogensinde til at sidde i et parcelhus med en mand og to børn og en hund. Det er nok det eneste, jeg kan sige med sikkerhed, aldrig kommer til at ske. Jeg har det ikke i mig. Jeg får lopper i benene.«

Hendes omskiftelige hverdag påvirker dem, der er tæt på hende. Familie, venner og kæreste, når hun har en sådan.

»Jeg skal være sammen med et menneske, jeg kan have lopper i benene sammen med. Eller i hvert fald et menneske, der synes, at det er det mest nuttede i hele verden, at jeg hele tiden finder på noget nyt – at jeg hele tiden ændrer mit liv. Det falder mig utroligt let at give andre folk den fulde frihed. Derfor undrer det mig nogle gange, at alle mennesker ikke har det på den måde,« siger hun.

Det er gået op for hende, at det trækker store veksler på særligt folks tålmodighed og tillid, når hun siger til folk tæt på sig: »Nu skal du høre noget sjovt. Jeg skal til Irak med Peter Hove/dække Tour de France med Jørgen Leth/gå i isolation i en måned og skrive endnu en bog/flytte til USA i to år/lave Kulturen på News. Vi ses om et år, du, for jeg får skidetravlt!«

Krævende for omgivelserne

Foto: Søren Bidstrup. Stéphanie Surrugue bor i en toetagers lejlighed i det indre København. Den må hun forlade, når hun til december flytter til USA. Fold sammen
Læs mere

I begyndelsen af voksenlivet var hun ikke tilstrækkelig opmærksom på, hvad det krævede af omgivelserne, når hun skiftede job og livsførelse.

»Hvis der kommer venner, kærester eller familie og fortæller mig, at de vil et eller andet outrageous, så tænker jeg: »Fedt! Jamen, hvis det er det, du vil, så finder vi ud af, hvordan vi gør det herfra. Vi fixer det.« For mig er hele livet én stor bevægelse. Enten kan vi holde fast i hinanden, når vi flytter os, eller også må vi give slip.«

Lykkeligvis er båndene mellem mennesker i mange tilfælde stærke nok. Hun husker, hvordan hun for nylig ankom »i snotforvirret tilstand og 30 minutter for sent« til en barnedåb. Det var hendes bedste venindes tredje barn. Men Surrugue havde siddet og arbejdet på sin biografi indtil klokken fire om natten.

»Hun blev ikke fornærmet, fordi vi kender hinanden så godt. Tidligere har jeg ikke sat nok pris på de folk, der har holdt fast i mig. Det er jeg blevet bedre til.«

Andre – heriblandt et par kærester – har givet slip på hende.

»I starten tænker de »Gud, hvor du har et spændende liv!« Men et stykke nede ad vejen opstår der utilfredshed med, at jeg kun har kapers og neglelak i køleskabet. Og at jeg i det hele taget ikke gider at lave mad – jeg spiser nok ude fem gange om ugen. Men jeg forstår det faktisk stadig ikke, hvorfor de ikke kan rumme mig. Eller, jo. Det forstår jeg faktisk godt. Jeg forstår bare ikke, at de prøver at lave mig om. Livet er jo svært nok i forvejen, så hvorfor kan vi ikke forsøge at have det sjovt sammen i stedet for at have det kedeligt sammen?« spørger Stéphanie Surrugue.

Med de sjove valg følger også alvorlige tanker. Hun grubler over alt besværet ved at forlade København i to år til fordel for Washington. Hun kommer til at bruge penge på »kedelige ting« som en alt for dyr lejlighed i USA og opmagasinering af møbler hjemme i Danmark.

Hun tænker også på, at hun som 40-årig vender tilbage til København uden at have et sted at bo. Det sætter hendes valg gennem tilværelsen i relief, føler hun. På mange måder vil det som minimum være klædeligt at have en ejerlejlighed, når man runder de 40, siger hun. Men alt ved USA er en mulighed. Det trækker mere i hende, end visheden om, hvor hun præcist befinder sig om 24 måneder.

»Jeg bomber hele min hverdag ved at tage derover. Det giver mig lidt kilden i maven, fordi jeg synes, det er sjovt og spændende. Men samtidig tænker jeg: »Hvorfor kan jeg ikke bare lade være? Jeg har det jo fint.« Det er jo skidebesværligt at koldstarte livet hele tiden. Men tilværelsen har det heldigvis med at ordne sig. Jeg finder jo nok en lejlighed derovre, og jeg kommer nok heller ikke til at sove på gaden, når jeg vender hjem. Det må ordne sig.«

Foto: Søren Bidstrup. Stéphanie Surrugue kommer aldrig til at sidde i et parcelhus med en mand, to børn og en hund, siger hun: »Jeg har i et tidligere forhold levet med dobbeltgarage og swimmingpool ude på Amager. Så jeg har eksperimenteret med normalitet, men jeg flygtede fra det.« Fold sammen
Læs mere