Stem på Københavns største vartegn: Hvilket sted eller hvilken bygning rummer hele byens sjæl?

De seneste uger har vi modtaget en masse bud fra jer læsere om, hvilken bygning eller hvilket sted der tegner København. Vi har udvalgt fem nominerede til æren, og her kan du læse, hvad læserne har at sige om Middelgrundens Vindmøllepark. I bunden af artiklen kan du være med til at kåre, hvilket af de fem der er Københavns største vartegn.

Middelgrundens Vindmøllepark i Øresund. Fold sammen
Læs mere
Foto: BJARKE OERSTED

Kære københavnere!

I har givet jeres bud og sat navn på, hvilke bygninger, steder eller ting i København der rummer så meget af byens sjæl i sig, at de er Københavns største vartegn. Den fjerde nominerede er Middelgrundens Vindmøllepark, der ligger på Middelgrunden i Øresund ude foran København. Her følger et udpluk af de kommentarer, I har sendt ind som begrundelse for, at Middelgrundens Vindmøllepark skal være nomineret:

»Et eksempel på, hvordan Danmark tidligt har været foregangsland på vedvarende energi. Dels teknologisk, men især fordi der er folkelig opbakning via andelsorganiseringen.«

»Et borgernært initiativ til at gøre København til en CO2-neutral by.«

»Du ser dem, når du kommer flyvende, og de repræsenterer Danmarks miljøbevidsthed.«

»Ved indflyvning til Københavns Lufthavn er de det første, man ser, og de er et stolt og grønt vartegn for København.«

»Fordi mølleparken er helt unik og fuldender den cirkel, som Københavns volde er en del af. Det er helt unikt, at man arkitektonisk har haft øje for dette!«

»De ligger så tæt på land. Faktisk kan man svømme ud til dem. I forhold til CO2-reduktionen er de en lille, men dog meget retningsgivende del.«

»Vi viser, at København har en grøn energipolitik.«

»Et smukt vartegn, der flot viser CPH som en grøn by.«

En smuk park

Holger Dahl er arkitekt, forfatter og Berlingskes arkitekturanmelder. Her er hans ord om Middelgrundens Vindmøllepark:

»Den danske vindmøllesucces er et af mange eksempler på, at det klassiske dogme om, at form og funktion ikke bør adskilles, slet ikke holder vand – eller vind for den sags skyld. Vindmøllerne er nyttige og efterhånden en entydig succes – både som eksportvare og som CO2-reducerende redningsplanke – men de er desværre langt fra pæne. De hundredvis af møller, der står drysset ud over det ganske land, gør ikke noget godt for nogen udsigt noget sted.

Undtagelsen er vindfarmene – de store samlede og samlende vindparker. Her kan man se en mulighed for, at vindkraften en dag både kan være en teknologisk og en æstetisk triumf. På samme måde som de store kraftværker både er landmarks, arkitektoniske perler og nyttig infrastruktur (tænk på Avedøreværket eller Svanemølleværket!), kan vindmølleparkerne blive pejlemærker og årsag til lokal stolthed. Det kræver, at møllerne placeres samlet – og med sans for det samlede – som man for eksempel har gjort det med den store bue af vindmøller, der har stået i vandet ved Middelgrunden i knap 20 år.

Derfor er de 20 hvide møller i det blå sund et rimeligt bud på et vartegn for København. De er noget af det første, man får øje på, når man kommer flyvende langvejs fra, og selv fra byen kan de på gode dage ses i al deres egentlig uæstetiske pragt. Vindmølledesignerne har stadig meget at arbejde med på den æstetiske front, men som meningsfuld megaskulptur er de 20 møller ved Middelgrunden tæt på at være et vaskeægte vartegn.«