Stellan Skarsgård: 30 år senere

Stellan Skarsgård fik sit gennembrud i »Den enfoldige morder« i 1981. Dengang var han 30 år og ville hverken være kendis eller Hollywood stjerne. Nu er han 60 – og begge dele.

»At sørge for, at det sociale fungerer, er en måde at overkomme min egen frygt på. Jeg vil gerne gøre det godt, hvilket kræver en ret høj intensitet, samtidig med at jeg prøver at være følelsesmæssigt afslappet, så jeg ikke blokerer mig selv. Det kan godt være svært. Der er tusind grunde til at blive lammet af frygt foran et kamera. Og kun ganske få til ikke at blive det.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Pressefoto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den allerførste rolle, Stellan Skarsgård spillede, var som snedrive. Han var otte år gammel og debuterede i et skolestykke dækket af et lagen, som han kravlede ud af, da foråret kom – og smeltede snedriven.

Han har siden joket med, at det var en af hans livs vigtigste roller.

Udefra set noget af en tilsnigelse. Han er i dag 60 år gammel og har medvirket i over 80 svenske, danske og udenlandske spillefilm. Fra gennembruddet med »Den enfoldige morder« i 1981, over Lars von Triers »Breaking the Waves«, »Pirates of the Caribbean« og til senest David Finchers »The Girl With the Dragon Tattoo«, der har premiere på torsdag.

En imponerende karriere, der da også har givet ham prædikater som »den største svensker siden Greta Garbo« – uden anden sammenligning i øvrigt.

Han lader sig dog ikke mærke med den mange-årige succes på det store lærred. Selv om det kan lyde som en kliché, er han en rar mand. Af den slags, der giver hånd til alle i et rum, med et glimt i øjet, og et arsenal af kvikke bemærkninger, der bliver fyret af med samme perfekte timing, som han viser i de roller, der har gjort ham verdenskendt.

Læs også:
Abelone Koppel: At tilgive er at befri sig selv
Malkit Singh: Superman kan også græde
Christel Wiinblad : »Jeg kan ikke længere bebrejde mig selv«
Tammi Øst: »De var ved at ødelægge mit liv«

Uanset om han er blandt venner, kollegaer, eller som i dette tilfælde møder pressen, for at lave PR for sin nye film.

Men man skal ikke tage fejl af hans joviale udstråling, der dækker over et meget privat menneske. Han foretrækker at lade filmene tale frem for at gøre det selv, hvilket ved flere lejligheder har givet hans agent i Hollywood  ondt i hovedet.

Blandt andet da han nægtede at få taget de såkaldte head-shots, der betyder alt i filmbyen. Hvis folk var interesseret i at arbejde med ham, kunne de vel bare se hans film, mente han. Efter fem års plageri fik hun et billede. Men kun ét.
 
De skarpt optrukne grænser mellem personen og skuespilleren Stellan Skarsgård er blevet filet til gennem et langt liv i spotlightet. Han blev smittet med lysten til at spille skuespil af sin far, der selv havde uforløste drømme om de skrå brædder.

Allerede som otte-årig begyndte han at spille amatørteater, og det blev hurtigt tydeligt, at knægten havde talent. Han var lynhurtig til at læse sine omgivelser og havde en sjælden – set i forhold til sin alder – evne til at tilpasse sig og glide ind i en rolle.

Alle sammen egenskaber, han havde tilegnet sig ude i det virkelige liv.

Grundet faderens rastløshed over at være landet på den forkerte hylde som kontorfunktionær, flyttede familien meget. Stellan Skarsgård nåede at gå på hele ti skoler, inden han blev 16 år, og ved hvert skift gjaldt det om hurtigt at falde ind i den nye skolegårds jargon for at gardere sig imod de drillerier, der i forvejen var uundgåelige, når man var en lille spinkel dreng med en til tider lidt for stor kæft.
 
»Når de større drenge var efter mig, brugte jeg mund og var flabet. Jeg kunne for eksempel finde på at vende mig mod tilskuerne og sige »Se, en kujon han er, han tør ikke gå efter en på sin egen størrelse.«

Han drømte dog ikke om at blive skuespiller, men diplomat,  fordi han syntes, det lød sejt at bruge sin tid på at gå til internationale cocktailparties.

»Jeg havde ikke nogen planer om at blive skuespiller, men det kom let til mig,« siger han i dag.

Fra amatørscenen fandt han som 14-årig vej til det professionelle teater – i rollen som Kalle Blomkvist på Malmø Stadsteater over for blandt andre skuespiller og instruktør, Per Oscarsson, som han fortsatte arbejdet med i teatergruppen Teater Sju, der spillede børneteater i den katolske kirke.

Det helt store gennembrud fik han som 16-årig i tv-serien »Bombi Bitt och jag«, hvor han spillede en rebelsk teenager, der røg, drak og bandede. En rolle, der gjorde ham til teenageidol og i de følgende ti år gav ham tilnavnet »Bombi Bitt«.

»Men så lavede jeg heldigvis andre ting af værdi, der gjorde, at det lige så stille gik over,« som han selv udtrykker det.

Selv om berømmelsen betød, at pigerne endelig lagde mærke til den lidt splejsede teenager, var han dog ikke ubetinget vild med den massive opmærksomhed.

»Selve kendissiden er der ikke meget positivt at sige om. Men det er et godt arbejde at have som barn. Det modner og lærer en at tage ansvar. Det er en fantastisk lykke at beskæftige sig med professionelt skuespilleri i den alder i stedet for bare at have hovedet fuldt af piger og fodbold.«

Til gengæld blev han tidligt næsten afhængig af det sammenhold, der opstår blandt skuespillere og filmhold under en produktion. Måske fordi han som ældste søn i en børneflok på fem, var vant til at være en del af et team. I hvert fald har han senere udtalt, at barndommens trængsel lærte ham at være social og sætte sig selv i baggrunden.

En evne, der har gjort ham populær blandt kolleger lige siden. Som Pernilla August, der har lavet både teater og film med ham, beskriver ham:

»For Stellan handler det ikke om »mig« – det handler altid om »dig«. Han er en god kammerat, hvilket  er en gave, han har som menneske.«

Han er  selv mere beskeden – og faglig – når han skal sætte ord på det karakteristika.

»Det er meget vigtigt for mig, at alle omkring mig har det godt. At de er afslappede og føler, at de er blandt venner, fordi de så tør prøve flere ting. Og dermed bliver filmen bedre.«

Læs også:
Suzanne Bjerrehuus: Jeg skal ikke stille andre tilfreds end mig selv
Jo Nesbø: »Jeg har altid spejlet mig i min far«
Tuva Novotny: »Jeg siger nej«

Det er dog ikke kun for kollegernes skyld, at han sørger for en hyggelig stemning. Det er lige så meget for sin egen. For til trods for, at skuespillet ligger naturligt til ham, er vejen ind i en ny karakter altid forbundet med angst og anspændthed.

»At sørge for, at det sociale fungerer, er en måde at overkomme min egen frygt på. Jeg vil gerne gøre det godt, hvilket kræver en ret høj intensitet, samtidig med at jeg prøver at være følelsesmæssigt afslappet, så jeg ikke blokerer mig selv. Det kan godt være svært. Der er tusind grunde til at blive lammet af frygt foran et kamera. Og kun ganske få til ikke at blive det.«

Særligt i sine yngre år oplevede han kameraet som skræmmende.

Op gennem 70erne medvirkede han i en række film, der er bedst tjent med at blive glemt. Mestendels småerotiske farcer, der blev lavet en del af på den tid. Men han følte ikke, at han havde kontrol over processen og udviklede en decideret kameraskræk, der fik han til at flygte ind i teatrets trygge favn.

I 16 år var Dramaten i Stockholm således hans andet hjem, indtil et ledelsesskift i 1988 fik ham til at sige op, fordi han mente, at den kreative skabelsesproces ikke længere blev respekteret.

Han er ikke siden vendt tilbage til de skrå brædder, men har helliget sig den filmverden, han i 1981 havde taget til nåde igen med »Den enfoldige morder«. Filmen indbragte ham ikke alene en pris på filmfestivalen i Berlin, men åbnede også den internationale filmbranches øjne for, at her var en svensker, der var værd at holde øje med.

Det endelige internationale gennembrud kom i 1996 med hans kraftpræstation som den lammede borebisse Jan i Lars von Triers »Breaking the Waves«, der fik instruktører som Gus Van Sant, Steven Spielberg og John Frankenheimer til at eftertragte svenskeren med det store talent for at leve sig ind i en rolle.

Den norske instruktør Hans Petter Moland, som han har lavet tre film med, har beskrevet ham som en kamæleon, der tager farve efter opgaven:

»Han er helt transparent, arbejder ud fra sin intuition og er så fandens god til det. Han nyder at være en anden person.«

Læs mere om den svenske skuespiller på næste side

Den farve, Skargård imidlertid oftest har antaget, er sort eller i hvert fald grå. De fleste af hans roller har været mørke – mordere, drukkenbolte og andre moralsk anløbne karakterer.

»Hvorfor spille Snehvide, når det nu er meget sjovere at spille heksen?« som han siger, men det er ikke kun udfordringen og det komplekse i den type karakterer, der drager ham.

Det stikker langt dybere. Ved at spille de mørke sider ud, optager de mindre plads i det private liv.

»Jeg prøver på ikke at give mine dæmoner opmærksomhed. Hvis de ikke får opmærksomhed, visner de og dør.«

Dog ikke uden en vis kamp. For passion og frygt følges ad op mod hver eneste filmindspilning. Han indrømmer blankt, at han bliver »lidt skør« og kan være svær at være i nærheden af, når han er i gang med at finde ind i en ny rolle.

Læs også:
Abelone Koppel: At tilgive er at befri sig selv
Malkit Singh: Superman kan også græde
Christel Wiinblad : »Jeg kan ikke længere bebrejde mig selv«
Tammi Øst: »De var ved at ødelægge mit liv«

Han bliver irritabel og kort for hovedet, og blodtrykket stiger. Privatlivet bliver et forstyrrende element. Problemfyldt og klaustrofobisk.

»Jeg føler, at jeg hverken har tid nok til at finde ind i karakteren eller til at være der for min familie.«

Så sætter rastløsheden ind, og han traver frem og tilbage over gulve. Frem og tilbage. I jagten på en ro, der først indfinder sig efter et par uger på settet, når rollen sidder på rygraden og det sociale sammenhold er etableret. Og han føler sig tryg og blandt venner igen.

»Det er så let for mig at gå ind i det kulsorte. Men man lærer hele livet, og hvis jeg ser ting, jeg ikke er glad for, begynder jeg at arbejde med dem. Og jeg har arbejdet meget med min lethed. Både i arbejdet, i livet og i min tilgang til begge dele. Generelt tager jeg meget lettere på tingene i mit personlige liv, end jeg gjorde, da jeg var i tyverne, hvor alting var så utroligt alvorligt. Man finder ud af, at »ej, det der er ikke så vigtigt – det kan jeg godt tage lidt lettere på.« Jeg har lært mig at bekymre mig om de rigtige og vigtige ting, jo ældre jeg bliver. Om mine børn sulter, om andres børn sulter. Jeg bliver mindre og mindre interesseret i mig selv, og det er en god ting,« siger han og smiler lunt.

»Fuck Stellan, den idiot. Lad os fokusere på noget andet. Lad os have det sjovt.«

Det er tydeligt, at arbejdet fylder meget i hans liv, men han er bevidst om ikke at lade det skygge alt for meget over det vigtigste i hans liv, familien.

Stellan Skarsgård blev gift med ungdomskæresten My, der i øvrigt er lillesøster til hans bedste ven siden barndommen, da han var 22 år. Sammen fik de seks børn – fem drenge og en pige.

En storfamilie, som den han selv er rundet af, fordi det for ham er lig med en følelse af tryghed. Af at man aldrig behøver være alene og ensom. Derfor tager han, så vidt det overhovedet er muligt, familien med, når arbejdet tager ham uden for Sveriges grænser.

For i hvert fald at kunne tilbyde dem de sørgelige rester af hans opmærksomhed, når det altopslugende filmarbejde har krævet sit. Også selvom det betyder, at store dele af hyren bliver opslugt af udgifter til flybilletter og leje af villaer med plads til den store familie.

»Jeg er hverken en perfekt far, mand eller elsker. Men for pokker, hvor jeg prøver. Jeg forsøger ikke at såre folk omkring mig. At give. Men det er ikke altid let,« siger Stellan Skarsgård, der har lært, at det ikke er nok med en villa, der kan rumme familien.

Der er nødt til at være rigtig god plads.

»Når man tager sin familie med til fremmede lande, er problemet, at uanset hvor lækkert, der er, bliver de ensomme. Og kommer til at trænge så ekstra meget til én, at de flår én i stykker, når man kommer hjem. Derfor er det ikke nok at tage dem med, man er også nødt til at tage venner af familien med.«

Under indspilningen af »Engle og dæmoner« i 2008 lejede han et stort hus i Rom, hvor der på et tidspunkt boede 46 svenskere.

»Det var den største svenske fremmedkoloni, siden vi mistede Delaware i 1655,« joker han.

»Men det er også sådan, at jeg, når jeg oplever noget, har lyst til at dele det med andre. Ellers kan jeg ikke nyde det. Det er et handicap. Jeg har simpelthen aldrig lært at være alene.«

Derfor har han også indrettet sig, så han bor tæt på familie og venner i Stockholmbydelen Södermalm. Han laver i gennemsnit højst tre film om året og prøver så vidt muligt at holde fri indimellem. Så nusser han bare rundt derhjemme. Støvsuger og plejer sin helt store passion for madlavning. Kan han få lov at stå fem timer foran kødgryderne, mens duftene breder sig i lejligheden, er han lykkelig.

»Så kan konen bare sidde der med en drink imens. Det er jo ikke så dårligt.«

Glæden ved madlavning har han fra sin far, og han har givet den videre til sine egne børn. Det samme gælder passionen for skuespil. Tre af hans ældste sønner, Alexander, Gustaf og Bill, har allerede succesfulde karrierer, og den yngste søn, Valter, står klar i kulissen.

Læs også:
Suzanne Bjerrehuus: Jeg skal ikke stille andre tilfreds end mig selv
Jo Nesbø: »Jeg har altid spejlet mig i min far«
Tuva Novotny: »Jeg siger nej«

Han er tydeligvis stolt af sine sønner og understreger, at han aldrig har pacet dem frem.

»Det eneste, jeg nogensinde har opfordret dem til, var at lave lektier indimellem. Alle deres beslutninger er deres egne. Jeg synes ikke, at man som forælder skal blande sig. Hvis jeg siger »jeg vil have, at du gør det og det«, så skuffer mine børn mig, hvis de ikke gør det. Og de vil fortryde, at de kun gjorde det for at glæde mig. Det har ingen brug for.«

I stedet har han opdraget sine børn ud fra et princip om at give dem masser af kærlighed og passe godt på dem, til de var 16 år, samme alder han selv havde, da han flyttede hjemmefra. Og så give slip, lade dem flyve frit. Han er nemlig ikke blind for, at det ikke kun er en fordel at hedde Skarsgård til efternavn, hvis man vil være skuespiller. Selv om det åbner visse døre.

»Det er svært nok at være min søn og gå ind i samme branche. Hvis de havde den mindste mistanke om, at bare en lille del af deres succes var på grund af mig, ville det være forfærdeligt for dem. Så de er på egen hånd.«

Han er overbevist om, at det bedste, man kan gøre som far, er at foregå med et godt eksempel.

»De har set, at jeg har haft det virkelig sjovt i mit liv. Men de har også set, at det er hårdt arbejde. De har oplevet, hvor neurotisk, jeg kan blive op til en rolle. Så de har ingen falske illusioner om det at være skuespiller, hvilket kun er godt.«

For fem år siden blev han skilt fra My. Skilsmissen var forholdsvis udramatisk, og de er forblevet gode venner.
Også efter at han mødte sin nuværende kone, irske Megan Everett, der er 25 år yngre end han.

Sidste sommer afslørede My Skarsgård i et interview, at skilsmissen skyldtes hendes alkoholisme, der til sidst dræbte intimiteten i det 32 år lange ægteskab. Noget, offentligheden ikke havde nogen anelse om, for Stellan Skarsgård har tidligt lært sig at holde de private kort tæt ind til kroppen.

Derfor er det heller ikke muligt at grave skandaler op om ham, og han virker på papiret som en tonstung tørvetriller i forhold til  svenske kollegaer som Mikael Persbrandt, hvis alkoholmisbrug, utroskab og slagsmål har fyldt utallige spisesedler. 

Men Skarsgård er ligeglad. Han har gjort det til en dyd at være en kendis, en Hollywood stjerne, der går efter at være kendt for det, han kan – og ikke for hvem han er.  Og indtil videre går det jo meget godt. Han kan, her 30 år efter sit gennembrud, så godt som selv bestemme, hvad han vil.

Til foråret er han således aktuel i tegneseriefilmatiseringen »The Avengers«. Derefter følger Lars von Triers kommende projekt.

»The Girl With the Dragon Tattoo« har premiere i landets biografer 21. december.

Artiklen er en sammenskrivning af tre interviews foretaget med Stellan Skarsgård. Derudover artikler i svenske Aftonbladet, amerikanske Hollywood Reporter og Café Magazine og biografien »Stellan«, skrevet af Gunnar Rehlin.